Tidligere formand for Det Jødiske Samfund: ”Jeg vil gerne være lidt mere ubekymret”

Som voksen har Dan Rosenberg Asmussen droslet ned på jødiske ritualer, men værdierne har han altid med sig. På mandag fylder han 60 år og svarer i den forbindelse på en række store spørgsmål om livet

Dan Rosenberg Asmussen er ifølge ham selv ”enormt” dårlig til at give råd: ”Jeg har aldrig haft en karriereplan eller været særligt målrettet. Men jeg har følelsen af, at jeg altid har været ansvarlig og pligtopfyldende omkring de opgaver, jeg har påtaget mig.”
Dan Rosenberg Asmussen er ifølge ham selv ”enormt” dårlig til at give råd: ”Jeg har aldrig haft en karriereplan eller været særligt målrettet. Men jeg har følelsen af, at jeg altid har været ansvarlig og pligtopfyldende omkring de opgaver, jeg har påtaget mig.”. Foto: Pressefoto.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg har fået mere tid. Tid til familien, tid til venner og tid til andet end at passe mit fuldtidsarbejde og mit frivillige arbejde som formand for Det Jødiske Samfund, som jeg varetog indtil 2019. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i mine fem år som formand stort set hele tiden var på. Selvfølgelig sammen med mange andre mennesker, men det var det, jeg brugte min tid på, og derfor var mit liv ved siden af ret fattigt i den periode.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er den periode, hvor jeg stiftede hjem med min hustru, og vi fik vores to børn, Adam og Sarah. Men vores børn kom ikke lige så hurtigt, som vi gerne ville. I en periode var vi faktisk usikre på, om det overhovedet skulle lykkes os at få børn. Da det så lykkedes, så er det klart, så tænker jeg på det som en periode, som nærmest havde mirakelkarakter.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Det var en stor sorg, at mine forældre ikke blev ældre eller havde et bedre helbred, med henblik på at de kunne nyde deres otium og bedsteforældrerollen. Min far døde et år efter, han stoppede med at arbejde. Min mor holdt heldigvis længere, men blev ramt af dårligt helbred. Derfor har jeg ofte tænkt på, at livet og bedsteforældrerollen kunne have været dejligt for dem, havde de levet længere og haft et bedre helbred. Så har jeg også den store sorg, at min bedste ven fra gymnasiet gik bort som 50-årig til den uhyggelige sygdom als. Jeg kommer selvfølgelig heller ikke uden om at nævne den dybe sorg, der indtraf, da Dan Uzan blev dræbt i 2015 (ved terrorangrebet mod den jødiske synagoge i det indre København, red.). Som forening og foreningsledelse, så beder man menighedens unge om at engagere sig i menighedens sikkerhed og tryghed – og når det så ender med at koste liv, så bliver det utroligt barsk og voldsomt – det er en sorg, som menigheden bærer rundt på og deler med Dan Uzans familie.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Her må jeg sige mine forældre. Fra min mor har jeg lært altid at have respekt og drage omsorg for andre. Fra min far har jeg lært at være flittig. Han arbejdede rigtig meget. Altså ikke altid, men rigtig meget. Jeg kan faktisk se på min søster, at hun har det på samme måde, for hun arbejder også rigtig meget og sætter en dyd i at være flittig.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Efter gymnasiet tog jeg til Israel, hvor jeg boede i tre et halvt år. Det var utroligt lærerigt på mange planer. At forlade mit hjems trygge rammer i så tidlig en alder, synes jeg er modigt. Jeg var på kibbutz (frivilligt kollektivt samfund i Israel, red.), lærte sproget og arbejdede. Da jeg blev valgt som formand for Det Jødiske Samfund, var jeg mest stolt og ydmyg, men når jeg tænker tilbage, så må jeg også konstatere, at jeg kom til at opleve nogle meget voldsomme begivenheder. Både i form af terror og i form af de barske angreb på minoriteternes religiøse ritualer. Det kom til at kræve noget mod at stå imod og genskabe trygheden.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg vil gerne lære at være lidt mere ubekymret. Jeg møder altid udfordringer med en vis bekymring. Det er nok det, der gør, at jeg oplever den ansvarlighed og pligtopfyldenhed, jeg har prøvet at lægge for dagen i forhold til job og tillidshverv. Det har overskygget prioritering af fritidsaktiviteter og tid til at være sammen med familie og venner. Den balance har i dele af mit liv ikke været så godt, og den kan jeg kun prøve at indhente nu.

Hvad tror du på?

Jeg er ikke religiøs i den forstand, at jeg er meget observant i forhold til de jødiske ritualer. Jeg er vokset op i en jødisk husholdning, hvor vi holdt sabbat og helligdage. Men som voksen er jeg droslet noget ned på ritualerne. Så mit fokus er nok på den mere sociale og kulturelle del af jødedommen, og jeg anskuer min religion som et værdifundament for de valg, jeg træffer i livet; ydmyghed, respekt for andre, hjælpsomhed og ihærdighed er værdier, som går igen.