Tidligere generalsekretær: Jeg har en meget stærk Jesus-tro

Forældrenes arbejdsomhed og moderens enkle tro har været afgørende for tidligere generalsekretær i Danmission Mogens Kjær. I anledning af 75-årsfødselsdagen i morgen har Kristeligt Dagblad stillet ham en række store spørgsmål

Det, der har formet mig stærkest, er de møder, jeg har haft med folk ude i verden – særligt de allerfattigste, siger Mogens Kjær. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Det, der har formet mig stærkest, er de møder, jeg har haft med folk ude i verden – særligt de allerfattigste, siger Mogens Kjær. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Hvad tror du på?

Jeg har en meget stærk Jesus-tro. Jeg tror virkelig på, at Gud åbenbarede sig i Jesus. Den irsk-amerikanske teolog John Dominic Crossan, der var en fremtrædende figur i den tredje bølge af forskningen i den historiske Jesus omkring 1990, har betydet meget for mit Jesusbillede. Han tegnede et billede af Jesus som én, der talte mod magten og for en retfærdig verden med ligestilling. En Jesus, som skabte åbne fællesskaber, hvor alle – også børn, kvinder og fattige – hørte til. Det Jesusbillede siger mig meget i forhold til et land som Indien, hvor der i høj grad kaldes på retfærdighed. I den sammenhæng er kristendommen en enorm udfordring til det hinduistiske samfundssystem.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?

Åndeligt set har nogle af mine største glæder været at deltage i gudstjenester i den tredje verden – både kæmpe gudstjenester med tusindvis af deltagere i Nigeria, Tanzania og Madagaskar og små gudstjenestefejringer som den, jeg oplevede i det sydlige Indien hjemme hos en katolsk præst, der var gået sin egen vej og var blevet lidt udstødt af kirken. Hjemme hos ham holdt vi gudstjeneste sammen – katolikker og protestanter – og det var i den grad gribende.

Jeg er også et meget kropsligt og sanseligt menneske. Jeg nyder at spille fodbold på motionsplan i Utterslev Mose sammen med nogle herlige gutter; jeg er glad for mad og vin, og så har jeg en særlig glæde ved tantra, fordi tantra formår at holde det kropslige og det åndelige sammen.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg i marts 2002 sagde ja til at blive generalsekretær for det nyligt fusionerede Danmission. Efter fusionen opstod en noget udfordrende situation, og i 2001 blev jeg bedt om at tage orlov fra min stilling som sognepræst og komme tilbage som leder af arbejdet i Mellemøsten og Afrika og samtidig være chef for hele udearbejdet i et år, mens de ledte efter en ny generalsekretær. De havde problemer med at finde en generalsekretær, og jeg blev spurgt. Jeg havde aldrig set mig selv i den stilling, blandt andet fordi jeg ikke har nogen lederuddannelse. Men nødvendigheden af at få Danmission godt videre – samt bestyrelsens tiltro til, at jeg kunne klare det – gav mig mod til at springe fra en tjenestemandsstilling som 56-årig.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min mor kom fra et husmandssted på Bornholm og min far fra et husmandssted på Silkeborgegnen, og de kom som mange andre til København i 1930’erne på grund af arbejdsløshed. Begge mine forældre arbejdede hårdt, og det lykkedes dem at få etableret en lille fabrik, der lavede børster og pensler. Vi boede tæt på fabrikken, og efter aftensmaden gik min far som regel over og arbejdede videre. Mine forældres arbejdsomhed har præget mig. Jeg har altid arbejdet og kan godt lide det.

Min mors tro har også præget mig. Hun kom fra en luthersk-missionsk familie på Bornholm og sørgede for at få mig og min bror sendt i søndagsskole og i ”luthersk mission ungdom” i Nansensgade. Det var afgørende for, at jeg valgte teologistudiet. Min mors enkle tro har præget mig, selvom jeg teologisk har bevæget mig ret langt derfra.

Beskriv en scene fra din barndom.

Da min kone og jeg i sommer var i Den Gamle By i Aarhus, blev jeg mindet om min barndom, for mit barndomshjem fra Københavns nordvestkvarter står nu i Den Gamle By. Vi boede på første sal, og nede i gården var der et maskinsnedkerværksted, hvor jeg arbejdede som barn. Jeg sømmede sildekasser og juletræsfødder sammen på akkord og fik kun nogle få øre for hver, men jeg var glad for pengene og for arbejdet.

Hvor skal du begraves?

Jeg bor på Frederiksberg, så jeg skal begraves på Solbjerg Kirkegård, og jeg skal kistebegraves. For et par år siden læste jeg et interview med Troels Kløvedal, der på det tidspunkt var uhelbredeligt syg. Han sagde, at han ville kistebegraves, for han havde spist så mange dyr i sit liv, så nu kunne dyrene få lov at spise ham. Det kan jeg godt følge. Jeg tror ikke, at vi skal genopstå med vores jordiske legeme. Jeg tror ikke på et evigt pinefuldt helvede. Jeg tror, at dem, der fortaber deres liv, dør, og så er det slut. Men jeg tror, at jeg kommer i Himlen, og at det ender med, at Gud bliver alt i alle, som Paulus siger, og jeg tror, det er rigtigt dejligt. Min jordiske krop har ormene taget sig af.