Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er mine 60’ere. Erhvervsmæssigt har det været en tid med mange store og velbesøgte gudstjenester i Sorgenfri Kirke, med mit virke på Kristeligt Dagblad og som hovedkonsulent på ”Herrens Veje”. Privat har det været det at få lov til at vie begge min børn og se fem børnebørn komme til. Som ung kan jeg huske, at jeg tænkte, at jeg ville gå på pension, når jeg blev 60 år, og begynde at ryge cigar og ikke lave noget. Men 60’erne blev det bedste årti i mit liv. Det havde jeg ikke regnet med.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Der er tre-fire personer ud over min kone, som har været en kæmpe støtte hele vejen. De to første er min onkel Harald og Tante Elna i Vrå. De var indremissionske og så varme og dejlige, at det satte sig dybt i mig. Kristendom var glæde. Så kom frøken Hauge, som jeg havde til kristendom i underskolen. Hun foldede bibelhistorier ud, så jeg troede, jeg gik med Moses op ad Sinaibjerget.
Den tredje er pastor Jens Brøndum, som jeg fik i religion på Øregård Gymnasium. Dengang ville jeg egentlig være ingeniør, men han kunne fortælle Jesus-historier på en måde, som fik mig til at tænke, at jeg måtte læse teologi. Den fjerde er professor Søren Giversen, som underviste i Det Nye Testamente og var min lærer på teologistudiet. Han åbnede hele den koptiske verden for mig med blandt andet Thomasevangeliet. Han blev min ven, og jeg var meget knyttet til ham og hans familie. Det, han beskæftigede sig med, er stadig det, jeg læser om med stor glæde.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Til de unge præster vil jeg give det råd, jeg selv fik af biskop Knud Christian Holm, da jeg skulle til at tiltræde mit første embede i 1981: Læs næste søndags tekst under den sidste salme af gudstjenesten. Derfra skal den ligge i dit sind, og du skal dagligt spørge dig selv, hvad den betyder. Sådan har jeg altid selv gjort, og det gør, at man går og arbejder med teksten hele ugen. Det er ligesom en simreret. Den får smag, når den får lov til at simre længe.
Og så skal de – og det her er min egen tilføjelse – prædike, som om det var den sidste prædiken, de skulle holde. De skal ikke spare på krudtet, og de skal prædike længe.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Jeg har ikke gjort noget. Jeg har fået. På en måde ser jeg mig lidt som Aladdin, der opdager, at der falder appelsiner ned i turbanen. Hvis jeg skal sætte ord på det, vil jeg sige: Alt af nåde. Jeg synes ikke, jeg har gjort noget for at få den tilværelse, jeg gerne ville have. Men jeg har fået.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg vil for det første nævne mine forældres død. De døde, da jeg var i begyndelsen af 20’erne, og jeg savnede dem – især da jeg selv fik børn. For det andet vil jeg nævne de venner, jeg har mistet. Det er svært og tungt, når venner dør. Jo ældre jeg bliver, jo sværere er det, når vennekredsen bliver mindre. Efter at jeg blev præst, har jeg haft den glæde at få lov til at begrave nogle af dem. Det lyder måske mærkeligt, men det er en stor glæde og trøst midt i det hele at få lov til at sætte ord på sorgen og udtrykke, hvad det menneske betød for både mig selv og andre.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det tætteste, jeg kan komme på at have gjort det, var, da jeg blev præst. Det at springe ud i det hele med forkyndelsen, handlingerne og undervisningen var for mig forbundet med en stor ydmyghed og stor nervøsitet. Men da jeg gjorde det, opdagede jeg, at jeg blev båret. Jeg havde det som apostlen Peter og følte, at Jesus gik med ud på bølgerne. Det blev min redning, for jeg opdagede, at jeg godt kunne være i kirkebåden.
Hvad tror du på?
Den apostolske trosbekendelse med hud og hår. Det er den, jeg har sagt i 40 år: Lad os bekende vores kristne tro. Når jeg tænker tilbage på min tidlige barndom, tror jeg, jeg var troende, før jeg overhovedet kunne sætte ord på det. Det er først noget, jeg har reflekteret over som voksen, men jeg har hele tiden været hjemme i troen. Jeg kan for eksempel huske, hvordan jeg var meget glad for blive konfirmeret. Jeg syntes, det var mega kedeligt at gå til præst, og jeg stod tit uden for døren, fordi jeg var fræk. Men jeg var glad for det, der blev sagt, og det betød meget for mig at blive konfirmeret.
Beskriv en scene fra din barndom.
Det er en juleaften på Lolland, hvor mine bedsteforældre boede. Jeg er 15-16 år og har brændende ønsket mig et par langskaftede cowboystøvler med frynser. Jeg har også en fornemmelse af, at jeg vil få dem, og jeg glæder mig til det. Da vi skal spise, spørger min far min mor, om hun har husket gaven. Så ser hun helt skæv ud i hovedet og siger, at ’nej, det skulle du gøre’. De har glemt gaven i København. Min far ser ulykkelig ud og siger så, at han vil køre til København med det samme. Det får jeg stoppet, for det ville tage hele juleaften.
Men det, jeg fik som gave der – ud over de vidunderlige cowboystøvler, jeg gik med i årevis og nærmest sov med om natten – var et konkret bud på den kærlighed, de begge havde til mig. Den scene repræsenterer mange andre scener, der viser, at jeg var elsket ud over alle grænser af min mor og far.