Tidligere præst med plads til sorg og humor

Menneskers store følelser har altid gået hånd i hånd for tidligere sogne- og hospitalspræst, Bodil Rønnov Due. I dag kan hun fejre 70-årsfødselsdag

Bodil Rønnov Due har været præst på Bispebjerg Hospital i København. For et par år siden gik hun på pension, og i dag kan hun fejre 70-årsfødselsdag. –
Bodil Rønnov Due har været præst på Bispebjerg Hospital i København. For et par år siden gik hun på pension, og i dag kan hun fejre 70-årsfødselsdag. – . Foto: Tine Sletting, Information/Polfoto.

Bodil Rønnov Due forstår at værdsætte mennesker, så de føler, at de er noget. Og det er uanset, om de er syge eller raske. Den tidligere hospitalspræst ved Bispebjerg Hospital og sognepræst ved Grundtvigs Kirke i København fylder i dag 70 år.

Bodil Rønnov Dues humor, klogskab og almindeligt menneskelige refleksion har været til glæde for mange, både familie, venner og hvem, der ellers kommer i kontakt med hende. Tilsyneladende er humoren ikke noget, som kommer ud af den blå luft, men ligger snarere i den måde, hun og hendes familie lever livet på.

I 2004 tog Bodil Rønnov Due således en tre-årig uddannelse på Præstehøjskolen som supervisor, der satte hende i stand til at give vejledning til kolleger. Selvom den form for faglighed ikke er nogen spøg, så hed hendes afslutningsopgave på uddannelsen ”Humor i supervision”. Dertil kommer, at hun har forfattet talrige lejlighedssange med både poesi, humor og bid, hedder det.

Men Bodil Rønnov Due har som præst og menneske også befundet sig der, hvor livet er hårdest. For eksempel har hun som hospitalspræst mødt mennesker der, hvor de skal tage afsked med livet. Som hospitalspræst valgte hun ikke de brækkede ben, men fokuserede sin indsats på Palliativ medicinsk afdeling, hvor hun også i 2010-2016 var koordinator for de frivillige.

Fra 1998, hvor hun blev ansat som sognepræst ved Grundtvigs Kirke og samtidig hospitalspræst, har hun skabt glæde hos mange syge mennesker, fordi hun ikke bare lod det blive ved et enkelt besøg, men forblev trofast over for dem, der havde brug for hende gennem mange besøg.

Også i Grundtvigs Kirke var hun værdsat og afholdt, og de knap 20 år på På Bjerget, som er kirkens adresse, har hun ikke sluppet. Hun kommer stadig om søndagen og hilser på nye og gamle kolleger.

Bodil Rønnov Due er født i København og blev teologisk kandidat fra hovedstadens universitet i 1973.

Hun var i sit første embede kaldskapellan i Husumvold Kirke frem til 1979, hvor hun blev præst i den grundvigske Osted Valgmenighed på Sjælland. Her var hun i 13 år, inden turen gik tilbage til København. Hun var en årrække medlem af missionsselskabet Porto Novo Missionens bestyrelse, medlem af Sygehuspræsternes Sammenslutning og redaktør af Sygehuspræsternes medlemsblad i 2001-2006.

Et udpluk af emner fra listen over Bodil Rønnov Dues foredrag og undervisning giver et indtryk af hendes spændvidde som fagperson og menneske: ”Sjælesorg/åndelig hjælp til alvorligt syge og døende”, ”exorcisme, healing og bøn”, ”den svære samtale”, ”den døendes sprog”, ”nærhed og afstand i behandling og omsorg”, ”skyld og skyldfølelse hos patient og sundhedsperson”, ”poetisk kommunikation” og ”den religiøse dimension i ældre menneskers liv”. Hun har også beskæftiget sig med selvmord. I dette efterår har Bodil Rønnov Due desuden deltaget i et kursus i Bydelsmødrenes uddannelse på Vesterbro.

Hun har været gift siden 1970 med studielektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Elmo Due og er mor til fire børn.