Flere gange om ugen bliver Sten Wenzel-Petersen ringet op af en af de psykiatriske afdelinger i København. Når det sker, betyder det, at arbejdet kalder, og at han inden for det næste døgn skal ud og besøge eller være bisidder ved patienter, som udsættes for tvang eller lignende i sundhedssystemet.
Siden 1989 har den tidligere præst og provst i København arbejdet som patientrådgiver og bistandsværge, og efter sin pension i 2012 er det ifølge ham blevet nemmere at være til rådighed for de mange, der har brug for nogen til at tale deres sag. Det er et arbejde, der betyder meget for ham. Og det er også noget af det, han fremhæver, når han skal se tilbage på sit i dag 75 år lange liv.
”Det, jeg har været mest stolt af ved mit arbejde, er mødet med det enkelte menneske, som har haft brug for... ja, jeg ved ikke, om man kan sige brug for Guds velsignelse, men det er jo i hvert fald det, det er endt med. Mødet med mennesker i krise er stadig meget meningsfuldt for mig,” siger han.
Selv kan Sten Wenzel-Petersen også godt føle sig lidt som et menneske i krise i denne tid. Normalt fylder familie, venner og rejser meget i hans hverdag, men det hele har været meget begrænset det seneste år. Familien må samles i mindre grupper, søsteren i Norge har han ikke set længe, og rejsen til Rom sidste år blev skiftet ud med en tur til Ærø. Og for anden gang i træk har han måttet aflyse sin typiske fødselsdagsfejring med venner og familie på grund af coronakrisen. Nu har han to fødselsdage til gode, som han selv siger.
At Sten Wenzel-Petersen blev præst, beskriver han selv som lidt af en tilfældighed. Han læste først historie på Aarhus Universitet, men fandt det kedeligt og faldt så over teologi i universitetets lektionskatalog og valgte det. Når han tænker efter, kan det have haft indflydelse på beslutningen, at hans far også var uddannet teolog. Tro fyldte dog ikke så meget i barndomshjemmet, og faren blev af samme grund aldrig præst.
Sten Wenzel-Petersen havde heller ikke tænkt i de baner, da han i 1973 var færdig på teologistudiet. I stedet fik han arbejde som seminarielektor i Ribe, men da flere af hans venner blev ordineret, kunne han mærke, at han gerne ville det samme. Han blev i 1974 ulønnet hjælpepræst i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe ved siden af arbejdet på seminariet og fortsatte der, frem til han blev præst i Frederiksholms Kirke i Københavns Sydhavns-kvarter i 1980. I 1992 blev han provst i Vesterbro Provsti og fra samme år budgetprovst– altså den øverst ansvarlige provst for økonomien i København.
Som budgetprovst blev Sten Wenzel-Petersen også formand for den tænketank, den daværende biskop i København, Erik Norman Svendsen, nedsatte for at se på økonomien i stiftet. Han sad med i store diskussioner om hvordan ”firmaet skulle hænge sammen” i en tid med faldende medlemstal, og man fandt ham ofte nævnt i artikler og debatindlæg om forholdet mellem stiftets udgifter til kirkerne, og hvor meget bygningerne blev brugt.
Sten Wenzel-Petersen var også med til at udregne, hvor mange af kirkernes siddepladser, der blev brugt om søndagen, og han blev i flere medier gjort til talsmand for at lukke kirker i hovedstaden. I et interview foreslog han at tilbyde at sælge Frederiksholm Kirke som ungdomshus.
Debatterne gav ham en del modvind i folkekirkelige kredse, hvor ikke alle var enige i hans markedsorienterede syn på ressourcer og effektivisering. Havde han siddet i stillingen i dag, tror Sten Wenzel-Petersen faktisk også, at han havde grebet arbejdet anderledes an.
”Set i bakspejlet tror jeg, vi tænkte for økonomisk dengang. I stedet for at se på sognesammenlægninger, skulle vi måske have set på kommunikationen og produktet. I dag har man mere fokus på kirkegængere, og der er nogle gode tiltag som drop-in-dåb og debatter om gudstjenestens form. Den debat skulle vi nok have startet allerede i 1990’erne, for vi fik jo ikke flere i kirke ved at lukke kirker,” siger han.
Sten Wenzel-Petersen var glad for arbejdet som budgetprovst, mens han sad i det. Men det, der optog ham mest, var etableringen af Folkekirkens Katastrofeberedskab, som bestod af præster, der kunne træde til i tilfælde af store kriser i ind- og udland. Efter skibskatastrofen med Scandinavian Star i 1990 tog han sammen med psykologer og sundhedspersonale initiativ til etableringen af beredskabet, og han blev dets første leder.
Som præst var Sten Wenzel-Petersen selv kendt som en god sjælesørger og derudover for at være meget ligefrem i sin forkyndelse. Teologisk kalder hans kæreste ham for ”super tidehvervsk”, men selv foretrækker han at sige missionsk-tidehvervsk uden dog at have engageret sig i nogen af kredsene.
Udover arbejdet som patientrådgiver har Sten Wenzel-Petersen det seneste år haft travlt med at passe børnebørn, mens daginstitutionerne har været lukkede. Han glæder sig til at kunne ses med familien samlet igen, og hvis alt går godt, skal de 75 år fejres til maj. Her er hele familien inviteret med til Færøerne, hvor Sten Wenzel-Petersen kort boede som barn. I første omgang bliver det en opdelt fejring med nogle børn og børnebørn den ene dag og andre familiemedlemmer den anden dag i hjemmet i Frederiksberg i København.