Tidligere vært på TV-Avisen: Der er ikke noget, som hedder, at det er godt nok, før det er godt

Journalist og forfatter Birgit Meister fylder fredag 80 år. Rygproblemer har givet hende et ufrivillig afbræk i livet som rytter, men hesten har hun beholdt

Tidligere vært på TV-Avisen: Der er ikke noget, som hedder, at det er godt nok, før det er godt
Foto: Bo Nymann/Ritzau Scanpix.

Hvad er det mest afgørende, der er sket i dit liv de seneste år?

At jeg har været medstifter af Landsforeningen Multipel System Atrofi (MSA). Det var min mand, som tog initiativ til foreningen, efter han havde fået MSA. Sygdommen blev først en diagnose i 1996, og da min mand blev syg, var diagnosen så ny, at vi måtte til England for at få hjælp af eksperter. Da vi fik sygdommen i vores hus for 20 år siden, var der ingen, man kunne ringe til her i landet, men nu er der en forening, hvor man kan søge viden og måske få kontakt til andre patienter eller pårørende. Det har været afgørende at være med i foreningen fra den spæde begyndelse til nu, hvor vi er blevet en forening, som kan modtage arv uden afgift.

På forårets generalforsamling trækker jeg mig fra bestyrelsen. Jeg fylder 80 år, og jeg tror, jeg tager fat på et lidt anderledes livsafsnit. Der er en stor taknemmelighed, men også en alvor forbundet med at fylde 80 år. At være i 70’erne har på mange måder været en fortsættelse af at være i 60’erne. Det er først de seneste år, jeg er blevet mærket af helbredet. Jeg red min sidste tur for to år siden, men jeg har stadig min 25 år gamle hest, som er en vidunderlig kammerat. Hvem ved, om det skal lykkes mig at komme til at ride igen?

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Jeg ser tilbage på et ret vidunderligt liv, men årene mens børnene var små, ser jeg på med en særlig glæde. Da jeg blev mor første gang, var jeg ansat på TV-Avisen som den anden kvinde. Efter den korte barsel opsagde jeg min stilling og gik hjemme et halvt år, og siden fik jeg en tredages arbejdsuge, hvor jeg lavede tv-avis for børn. En del kvinder i min generation valgte at blive hjemmegående, mens de havde små børn, men jeg ville holde fast ved mit fag, hvilket min mand støttede mig i. Da vi havde fået vores andet barn i 1974, var jeg på Christiansborg for TV-Aktualitetsafdelingen, og i nogle år arbejdede jeg kun, når Folketinget var indkaldt, og på den måde havde jeg mere tid til børnene. Jeg oplevede selv, at jeg havde en del tid med vores døtre. Sådan tror jeg dog ikke, de oplevede det, men når jeg i dag ser tilbage, er jeg glad for, at jeg havde tid til at tage del i vores børns opvækst, og at vi sammen kunne udvikle det hjertesprog, der binder os sammen.

Hvilke personer, ud over din ægtefælle, har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Min far, Knud Meister, som også var journalist og skribent. Optagetheden af det sproglige har jeg helt klart fra ham. Han var fuld af sjov og vanvittig flittig.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Få så megen uddannelse som mulig. Læs sprog, statskundskab, sociologi eller jura for det er en kompliceret verden, du skal fungere i og skildre som journalist.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg har taget mod de muligheder, som viste sig og gjort mig umage. Jeg har lagt vægt på altid at være godt forberedt, hvad enten det gjaldt mit arbejde i DR eller i mine tillidshverv. Der er ikke noget, som hedder, at det er godt nok, før det er godt.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Nok kendte min far ikke til at lave fjernsyn, men jeg valgte samme fag som han og glæden ved at formidle, har jeg fra ham.

Min mor, Grethe Meister, var en omsorgsfuld og kærlig person, som lavede et stort, socialt arbejde sammen med andre kvinder for plejehjemsbeboere. Når jeg ser på mit engagement i landsforeningen, tænker jeg på min mor.

Hvornår udviste du sidst mod og sprang ud på de 70.000 favne?

Jeg tænker ikke på mig selv som modig, men det krævede mod at udgive bogen ”Bogen til mine kære”. Det er 30 år siden, jeg skrev den, og jeg havde mine jævnaldrende i tankerne, fordi flere var begyndt at miste deres forældre, og flere stod ganske uforberedte på det, som skulle ske. Jeg anede ikke, om der var nogen, som ville købe bogen, men nu er den kommet i 30 oplag, og jeg har modtaget mængder af breve fra læsere, som har skrevet om at tage afsked og tiden efter. Jeg er selv ved at udfylde ”Bogen til mine kære”, og jeg har virkelig svært ved det.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Det ligger ikke i min natur at fortryde.

Hvad tror du på?

Jeg tror på den treenige Gud.

Beskriv en scene fra din barndom?

Vi havde en fritidsbolig ned til Roskilde Fjord. Det var et gammelt bondehus, og min far, som holdt af at snedkerere, ombyggede et hønsehus til en lille stald, så vi kunne tage vores hest og kanin med på sommerferie til Skuldelev. Sammen med min søster, Hanne, fik jeg lov til at overnatte i halmen ved hesten. Jeg husker endnu fornemmelsen af at vågne øm i kroppen efter en nat i halmen og tænke, at alt var, som det skulle være.