Anker Jørgensen var med 13 måneders afbrydelse statsminister fra 1972 til 1982. Han blev som ufaglært arbejder den sidste statsminister, som ikke var akademiker. I det folkelige demokratis storhedstid i det 20. århundrede var vi ikke langt fra virkeliggørelsen af Hal Kochs ord om et folkestyre af ”landsbylærere, bønder, husmænd og arbejdere”. En række statsministre blev fra 1905 til 1982 hentet fra disse grupper.
”Anker Jørgensen er en af de mest renfærdige politikere, vi har haft,” har tidligere rådgiver i Statsministeriet Erik Holm sagt. Anker ville øve ret og skel. Human, beskeden og aldrig fin på den. En mand, som ikke følte sig hjemme i statsministerens fornemme repræsentationsbolig, Marienborg, fordi han angiveligt ikke kunne finde ølåbneren. Han foretrak lejligheden i Sydhavnen, hvor gaderne bar stolte navne fra arbejderbevægelsens barndom, og hvor socialt belastede levede side om side med Danmarks folkelige statsminister.
Anker var tillidsmanden, som blev udpeget til stadig større poster, fordi man aldrig tvivlede på loyalitet og god vilje. En mand, som man måtte være på fornavn med. En videbegærlig mand. En mand, som ofte i åbenhed søgte mod forhandling og gensidig forståelse. En mand, som politiske modstandere betragtede som en hædersmand.
Anker havde mange illoyale partifæller, men var blottet for hævntørst. Man kan ønske for altid at ville fastholde erindringen om denne dybt demokratiske statsminister. Og man kan ikke overse, at Ankers baggrund, hans personlige beskedenhed og jævne adfærd gjorde det lettere for mange kortuddannede vælgere med små indkomster at nære en tillid til ham, som også gavnede hans parti. ”Ordet tillid er det vigtigste,” sagde Anker.
Gik ikke alt godt for statsminister Anker Jørgensen, vil man gerne forklare det med, at i hans tid hobede fortidens problemer med en dårligt styret vækst i den offentlige sektor og økonomiske ubalancer sig op og blev kompletteret med oliekrise og arbejdsløshed. Den respekterede finansminister Knud Heinesen advarede, syv år efter Anker første gang var blevet statsminister, om, at Danmark var på vej mod den økonomiske afgrund.
Til sidst overgav en rådvild Anker Jørgensen regeringsmagten til en borgerlig regering på en socialdemokratisk dagdrøm om, at denne regering hurtigt ville køre fast i problemer. Det blev Socialdemokratiets mest katastrofale skridt på vej ned fra tronen som statsbærende parti par excellence.
Landet var helt uforberedt, da Jens Otto Krag trådte tilbage som statsminister den 3. oktober 1972 og gjorde den uprøvede Anker Jørgensen til sin efterfølger. Fagbevægelsen kunne ikke sige nej til en fagforbundsformand som statsminister, uanset at Anker ikke var LO-formand Thomas Nielsens livret. Han bifaldt dog, at Anker blev statsminister, og dermed var sagen afgjort. Så stærk en vægt havde LO dengang i Socialdemokratiet.
Anker Jørgensen havde ikke været minister, ikke haft vigtige ordførerskaber, ikke været betroet vigtige parlamentariske forhandlinger, han havde kun siddet i Folketinget siden september 1964. Han havde brugt tid på fagbevægelsen. Han havde som redaktør af arbejdsmændenes fagblad fra 1964 til 1968 omsat sin egen sult på kultur og boglig viden til en fornyelse af bladet.
Han var i forhold til Vietnam-krigen en slags modsvar til svenske Olof Palme, der med anti-amerikansk retorik i årene efter 1968 var med til at fastholde mange unge socialdemokratiske vælgere.
Anker fødtes i 1922. Begge forældre døde, før han fyldte syv. Han voksede op hos en faster, en tobaksarbejder. Han forlod skolen, da han var fjorten, og blev arbejdsdreng, senere bud. Som 17-årig meldte han sig ind i DSU. Han var som ung arbejdsløs i måneder, hvor han med glubende appetit læste bøger.
Ved Staunings død i 1942 meldte den nu 19-årige sig ind i Socialdemokratiet. I den sidste del af besættelsen var han aktiv i modstandsbevægelsen. Efter besættelsen avancerede han i fagbevægelsen, mens han hele tiden forsøgte at udfylde huller i sin viden. I 1956 blev han formand for Lager og Pak i København. I 1962 blev han forretningsfører i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (DASF) – det største forbund i LO. Fra 1968 var han formand for forbundet.
Nogle af Jens Otto Krags motiver til at pege på Anker som sin efterfølger er lette at se. Ankers modstand mod Vietnam-krigen kunne styrke fastholdelsen af venstrefløjen. Anker kunne efter afstemningen, der førte Danmark ind i EF, være med til at bygge bro mellem EF-tilhængere og EF-modstandere i Socialdemokratiet, fordi han tilhørte partiets venstrefløj og havde været EF-skeptisk og alligevel havde støttet tilslutningen, på trods af at et snævert flertal i DASF gik imod EF-medlemskab. Anker kom fra den fagbevægelse, som Krag aldrig selv fik et tæt forhold til. Derfor kunne han måske også på den led være med til at samle den socialdemokratiske bevægelse – men hvis det var håbet, skulle det med tiden beskæmmes.
Anker var på flere punkter Krags modsætning. Som kølig akademiker havde Krag aldrig nået den danske folkesjæl med sin stive optræden i medierne. Krags taler lød som skriftsprog. Krag inkarnerede Hal Kochs ord om, at de folkelige politiske partier godt kunne bruge akademikere, men de blev aldrig helt folkeeje, dertil var akademikere og andre åndsarbejdere for ”rodløse”.
Anker var hundredtusinder af ufaglærtes første tillidsmand.
Et helt igennem ukompliceret menneske med en rørende loyalitet og hengivenhed for sin familie og sin elskede kone, Ingrid.
Anker tog med flid, umiddelbarhed og åbent sind fat på de opgaver, tilværelsen nu engang lagde på hans vej. Man kunne ikke betvivle hans hæderlighed, ukuelighed og ægte motiver. Forskelsløst glad for at være i kontakt med alle slags mennesker, hvor han end mødte dem. Krag tog ikke helt fejl, hvis han ventede, at Anker Jørgensen blev folkekær.
Politik var i 1970’erne med Venstres Poul Nyboe Andersens ord ”det umuliges kunst”. Mogens Glistrup gik til angreb på velfærdsstatens ”papirhoveri” og ”socialnasseri”, ”røde numsetørrere”, ”skrankepaver” og ”papirnussere”. Olieprisen steg fra oktober 1973 i raketfart. I 1974 steg den med 178 procent. I 1972 havde olien dækket 92 procent af energibehovet i Danmark, så det var voldsomt.
Bytteforholdet i forhold til udlandet blev fra 1973 til 1974 forringet med 15 procent. I forvejen havde man op gennem 1960’erne oparbejdet et betalingsbalanceunderskud, der forringede handlefriheden.Ankers utrænethed gav problemer.
Da oliekrisen i 1973 brød ud efter krig mellem Israel og de arabiske lande, forhandlede udenrigsminister K.B. Andersen som formand for EF’s udenrigsministerråd med Saudi-Arabiens olieminister for at sikre noget olie fra de arabiske lande. Midt under det hele kom der meddelelse fra Middelfart om, at Danmarks statsminister havde udtalt, at hans sympati mest lå på Israels side. Danmark var tæt på total olieboykot.
K.B. Andersen måtte dæmpe sin vrede mod Anker og glatte ud over for olieministeren.
Ankers ukonventionelle stil kunne dog også være forfriskende. Da Rumæniens diktator Ceausescu senere var på officielt statsbesøg i Danmark, gav Anker Jørgensen sig helt usædvanligt ud i en åbenhjertig diskussion med gæsten om, hvad demokrati er.
Anker blev statsminister med et snuptag. Men helt så let blev man ikke formand for Socialdemokratiet. Anker tøvede også selv. Troskyldigt overså han, at det ville være vanskeligere at holde sammen på regeringen og det urolige parti, hvis man risikerede en splittet ledelse. Adskillige rygter om intriger om at vælte ham florerede. På partikongressen i september 1973 blev et forslag om, at partiformanden ikke samtidig kunne være parlamentarisk leder eller statsminister, dog forkastet. Så blev Anker partiformand.
Anker betragtede valget af ham selv som udtryk for, at man ville fastholde velfærdssamfundet og udbygge samfundet i en stadig mere demokratisk retning. I kongresudtalelsen talte man om øget medbestemmelse og ejendomsret for lønmodtagerne. Arbejdet for velfærden blev videreført, men arbejdet for en yderligere demokratisering af samfundet blev i praksis ikke til meget andet end noget borgerdeltagelse i den fysiske planlægning og sænkninger af valgretsalderen.
Anker gennemførte ti dage efter sit valg til formand en stor ministerrokade. Han viste hermed, hvem der var chef, og fik sine egne ministre, ikke bare Krags. Ideen var magtpolitisk rationel, men den kunstneriske udførelse skabte problemer.
Utvivlsomt for at hele sårene efter EF-uenigheden var et par yngre ministre EF-modstandere, men det var at komme benzin på EF-tilhængernes bål. De to modstander-ministre, undervisningsminister Ritt Bjerregaard og justitsminister Karl Hjortnæs, havde kun siddet i Folketinget i to år.
Deres udnævnelser blev af trofaste medlemmer i den socialdemokratiske folketingsgruppe set som en præmiering af illoyalitet. Ankers manglende politiske håndelag viste sig endnu mere ved, at han ikke udnævnte Erhard Jakobsen til minister, så denne blev bundet til Socialdemokratiet. Det var der ellers behov for.
Erhard havde siddet i Folketinget siden 1953, men det var som borgmester i Gladsaxe, han var kendt. I Folketinget var Erhard en ubetinget beundrer af USA, NATO og EF. Han skældte ud på alt venstreorienteret. Kulturpolitisk var han alt andet end kulturradikal, folk skulle have gammel dansemusik og gudstjenester. Der var langt mellem ham og Anker.
Regeringens boligpolitik opfattede Erhard som vendt mod boligejerne. Men Anker havde dysset ham ned med et løfte om, at hvis ejendomsvurderingerne steg til mere end det dobbelte, så skulle ejendomsskatten på anden måde dæmpes.
Da nye ejendomsvurderinger løb ind i efteråret 1973, krævede Erhard højlydt, at der blev lagt en dæmper på stigningen i ejendomsbeskatningen. Anker satte hårdt mod hårdt, Erhard måtte i det mindste vente, til det færdige resultat af ejendomsvurderingerne forelå.
Den temperamentsfulde borgmester meldte sig ud af Socialdemokratiet den 6. november 1973. Først dagen efter udmeldelsen fik Erhard en kop kaffe med Anker på dennes kontor.
Det var for sent, og næste dag løb Erhard angiveligt ind i det utrolige uheld at løbe tør for benzin på vej til en afstemning i Folketinget.
Som et led i regeringens forsøg på at dæmpe økonomien af hensyn til betalingsbalancen ville den øge formueskatten med en promille, men Erhards udeblivelse fik stemmerne til at stå lige. Dermed bortfaldt forslaget, og regeringen udskrev valg. Anker kan have håbet, at Erhard ikke nåede at få et nyt parti på benene inden et hurtigt valg. Det undgik Anker nu ikke.
Det blev det værste valg nogen sinde for de gamle partier inklusiv Socialdemokratiet, der mistede omkring en tredjedel af mandaterne. Til gengæld blev antallet af partier i Folketinget fordoblet til ti, og Erhard Jakobsens nye parti, Centrumdemokraterne, fik 14 mandater. Men dét overtrumfede Mogens Glistrups nye parti, Fremskridtspartiet, med 28 mandater.
Socialdemokratiet havde ikke lyst til at tage regeringsmagten igen. Trods kun 22 mandater i Folketinget dannede Venstres Poul Hartling en etpartiregering. Flere fremtrædende socialdemokrater så gerne Anker udskiftet. I december 1974 var Anker Jørgensen for første gang tæt på at føle sig tvunget til at gå af som partileder, men da Hartlings regering snart kørte fast, blev Anker igen statsminister.
11 økonomiske forlig blev indgået i slutningen af 1970’erne. Alt blev alligevel værre. Udlandsgælden voksede, arbejdsløsheden steg, inflationen tog til, og renten steg. Danmark førte efterspørgselsfremmende politik, uden at landene omkring os gjorde det samtidig. Der manglede solidaritet i EF. Den øgede danske efterspørgsel stimulerede derfor i høj grad importen og dermed andre landes økonomi, mens udlandsgælden voksede. Det betød dog ikke, at den statslige indsats var helt forgæves, for der blev trods alt skabt flere arbejdspladser i Danmark. Især offentlige.
Som årene gik, blev det stadig sværere at få enighed om en holdbar økonomisk politik. Venstre og De Konservative var indbyrdes uenige. Venstre var også mere ivrig efter at stramme end De Konservative, som i højere grad søgte at skærme funktionærer og andre lønmodtagere mod ledighed.
De Konservative led af tilbagegang og indbyrdes stridigheder og var frem til slutningen af 1970’erne ikke ivrige efter at tage medansvar for upopulære indgreb. OECD pressede på for en indkomstpolitik, men venstrefløjen i Folketinget og Fremskridtspartiet var umulige at få med til indkomstpolitik.
Fremskridtspartiet var desuden uberegneligt. LO ville ikke have indkomstpolitik uden ØD, økonomisk demokrati. Lønmodtagerne skulle have noget for at holde igen med lønkravene, men det lykkedes aldrig LO at formulere et forslag til ØD, som havde gang på jorden.
I august 1978 dannedes en helt usædvanlig regering med Socialdemokratiet og Venstre som koalitionspartnere, fordi landets økonomiske vanskeligheder krævede ekstraordinære skridt. Regeringsdannelsen fik Thomas Nielsen til at kalde Anker for en ”skid”.
SV-regeringen holdt kun i 13 måneder, S og V kunne ikke enes om ret meget. Socialdemokratiet beholdt dog regeringsmagten, men der kom ny oliekrise med bratte prisstigninger.
Hver gang den socialdemokratiske mindretalsregering ville stramme den økonomiske politik, udløste det så voldsomme stridigheder med LO, at det grænsede til egentligt brud.
Konflikten forplantede sig til den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor nervøsiteten bredte sig, eksisterende meningsforskelle om den økonomiske politik skærpedes og kampdueligheden svækkedes for dernæst via medierne at smitte af på den øvrige socialdemokratiske bevægelse.
LO-formand Thomas Nielsen underløb Anker talrige gange.Han gik efterhånden så vidt som til offentligt at kræve hans afgang. LO-formandens forhold til Anker Jørgensen var præget af personlig aggression, men bagved lå også en konflikt mellem krisehåndteringen og arbejderbevægelsens langsigtede mål.
De socialdemokratiske ministre stod for forskellige økonomiske linjer. Anker vaklede, i slutningen af 1970’erne dog mest til Svend Aukens side, og finansminister Knud Heinesen følte mere og mere, at han var på en uriaspost, der ikke kunne holde igen på en voksende offentlig sektor og gældsætningen. Han tog en pause som finansminister.
Ankers beslutningsstil egnede sig mere til forhandlinger med arbejdsgivere end til overordnet politisk kurssættelse. Ved overenskomstforhandlinger kan man tage, hvad man nu lige kan få ud af situationen. Men for en statsminister skal herognu-hensyn indpasses i langsigtede hensyn. Anker var ikke statsmanden, der straks tænkte mange skridt fremad.
Ikke fordi han ikke havde klarhed på sine grundlæggende orienteringspunkter: demokrati, ligebehandling og bekæmpelse af arbejdsløshedens svøbe. Problemet var heller ikke, at han savnede jordforbindelse til vælgerne. Problemet var, at han ikke hurtigt var i stand til at forene sine overordnede orienteringspunkter med den daglige politik. Han måtte kæmpe sig frem til sine konklusioner.
Anker traf nødig en beslutning, før det var absolut nødvendigt. Denne åbenhed indbød til diskussioner. I Ankers hoved løste man ikke problemer og stridigheder med diktater eller organisatoriske snuptag, men ved at snakke kammeratligt om tingene. Manglende overblik gjorde ham letpåvirkelig for rådgivere
– lige fra ministre til tilfældige borgere, han mødte på sin vej. Kursen kunne derfor blive slingrende.
Uløste problemer skubbede han ofte foran sig ved at nedsætte et ministerudvalg, hvor tre til ni ministre kunne tale om problemet, hvad enten det var indvandrere, boligpolitik, energi eller det private erhvervsliv. Eksempler på ministerudvalg med snævre fokuseringer var udvalgene for børns sikkerhed på offentlige veje, Christiania, alkohol- og narkotikamisbrug samt våbeneksport.
De første af den slags ministerudvalg blev nedsat i midten af 1970’erne. Samlet var der da hele 19 ministerudvalg. Antallet af udvalg var i 1981-1982 vokset til 25, hvoraf otte var meget specielle problemløsningsudvalg. 25 ministerudvalg har aldrig eksisteret før eller siden. Med god grund: 25 ministerudvalg kan ikke fungere, ministres kalendere kan ikke gå op, og der blev aldrig holdt møder i en del af udvalgene, regeringen sank bare dybere ned i problemer.
Regeringen faldt som den første socialdemokratiske regering nogen sinde på en radikal dagsorden den 12. november 1981. Regeringen ville have et indgreb over for pensionsmidler, som man vidste ikke kunne vedtages. Samtidig vidste man, at Socialdemokratiet sandsynligvis ville gå tilbage ved et valg. Anker havde mistet grebet om begivenhederne.Ved det efterfølgende valg gik Socialdemokratiet tilbage fra 38,3 procent til 32,9 procent af stemmerne.
Der var stor socialdemokratisk uenighed. Anker skiftede flere gange standpunkt med hensyn til, om regeringen skulle fortsætte, men resultatet blev, at han af folketingsgruppens flertal lod sig presse til at fortsætte på endnu dårligere betingelser end før valget.
Han lod endog modfaldent forstå, at hvis det gik galt for regeringen, ville han gå af uden at udskrive valg. Hermed lagde han regeringens hoved på blokken. Kun 86 mandater stod bag Anker. 82 mandater havde peget på Venstres Henning Christophersen. Ni radikale pegede på Niels Helveg Petersen (R). De Radikale undgik dermed at blive støtteparti for regeringen og kunne altså i givet fald vælte den med god samvittighed.
Ankers autoritet var efterhånden undergravet af en usikker håndtering af mange person- og organisatoriske spørgsmål.
Boligminister Erling Olsen saboterede med offentlige udtalelser et forlig, som skatteminister Karl Hjortnæs havde indgået med SF, VS og De Radikale om en omlægning af rentefradragene.
Efter at Olsen i Radioavisen undsagde forliget og blev støttet af LO, sprang De Radikale fra det. Olsen indrømmede også, at det var ham, der under pseudonymet Mefisto havde skrevet en række artikler i Ekstrabladet, hvor han gjorde grin med adskillige ministerkolleger.
Artiklerne var tydeligvis baseret på insider-viden. Selv Olsen mente, at han burde have været fyret, men det undlod Anker.
Sommeren 1982 var alle økonomiske problemer kun blevet værre. Arbejdsløshedstallet var for første gang krøbet op over 300.000. For at redde situationen prøvede regeringen at få De Radikale med i regeringen.
De Radikale ville kun med på betingelse af en skrap indkomstpolitik Og de fleste LO-ledere var imod radikal regeringsdeltagelse. LO kunne heller ikke bakke op om regeringens spareforslag. Det hele løb ud i sandet, og regeringen gik af i september 1982. Ankers tid som statsminister var omme.
Blandt de vigtigste resultater var, at han i al fald på kort sigt havde mildnet arbejdsløsheden. Dertil kom, at efterlønnen var indført. Den har mange været glade for, men den blev også med årene af økonomer udråbt som et problem, fordi man mente, at flere skulle holdes længere på arbejdsmarkedet.
At overgive regeringsmagten uden kamp til oppositionen var en total kapitulation, der klædte Socialdemokratiet af.
Socialdemokratiet vandrede i en uvant og frustrerende lang oppositionstid. Partiet forfaldt efterhånden til at bryde den gamle tradition for, at ansvarlige oppositionspartier trods alt stemte for finansloven ved tredje afstemning. Endnu mere opsigt vakte det, at Socialdemokratiet gik på konfliktkurs med regeringen i sikkerhedspolitikken.
Under Schlüter-regeringen tog et flertal uden om regeringen talrige beslutninger, der sigtede mod at gå imod atomoprustningen mellem Øst og Vest. Socialdemokratiet blev beskyldt for af partitaktiske indenrigspolitiske grunde at have skiftet politik, nu da det var i opposition.
Men regeringen åd trods alt næsten alt, fordi den var mest optaget af at få genoprettet økonomien. Socialdemokratiets forsvars- og sikkerhedspolitiske linje blev dog beskyldt for at være opportunistisk. Det var ikke rimeligt over for Anker Jørgensen personligt. Afrustning var hjerteblod for Anker. Han havde allerede som socialdemokratisk folketingsmedlem i slutningen af 1960’erne indtaget særstandpunkt i forsvarspolitikken.
Anker havde svært ved at trække sig tilbage. I de sidste år af sin formandstid repræsenterede han ikke sit parti i den afsluttende partilederdebat før folketingsvalg. Man sendte den drevne økonomuddannede K.B. Andersen. I 1987 led Socialdemokratiet det tredje nederlag i træk ved et valg. En tårevædet Anker overlod ledelsen til Svend Auken.
Det 20. århundrede, som er kaldt Socialdemokratiets århundrede, randt ud. Anker var blevet enkemand, og det føltes som en bevægende afsked med fortiden, da TV-Avisen i 2008 viste, at den 86-årige ældede, dårligt seende, dårligt gående og glemsomme Anker flyttede ind på et plejehjem på Vesterbro – engang et arbejderkvarter tæt fyldt med socialdemokratiske vælgere. Anker vrikkede rollatoren hen bagest i madkøen efter nogle af sine gamle vælgere, nu nye bofæller. Han erklærede sig tilfreds med det velfærdssamfund, som han havde kæmpet for, og som han nu nød godt af.
Den usikkert talende olding konstaterede, at han havde haft et ”saftigt, kraftigt” liv. Anker fremstod uanset alderssvækkelsen så ukuelig som nogen sinde. Men vi andre kunne få en tåre i øjenkrogen.
Drømmen om et folkestyre af ”landsbylærere, bønder, husmænd og arbejdere” var kommet på plejehjem.
Siden flyttede Anker Jørgensen også til plejehjemmet Langgadehus i Valby i København, hvor han døde omgivet af sine nærmeste.
Nu er Anker væk. Er drømmen om et ægte folkestyre også borte?
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator
