Topleder skal tale handicappedes sag

Erhvervsmanden Dan Boyter skal som ny formand for Det Centrale Handicapråd være bindeleddet mellem politikere og handicappede borgere. Ligestilling står øverst på dagsordenen

Dan Boyter har kompetencer, der bliver vigtige i arbejdet som formand for Det Centrale Handicapråd, mener socialminister Mai Mercado (K).
Dan Boyter har kompetencer, der bliver vigtige i arbejdet som formand for Det Centrale Handicapråd, mener socialminister Mai Mercado (K). Foto: Pressalit.

Da Dan Boyter var barn, kæmpede han med ordblindhed. Det prægede hans skolegang, og måske er det derfor, at han har fået lysten til at kæmpe for de særligt udfordrede. Han er netop blevet udnævnt som formand for Det Centrale Handicapråd, hvor han fra den 1. januar næste år skal være de handicappedes stemme og bindeled til Folketinget.

Konkret skal han stå i spidsen for at rådgive Danmarks politikere om personer med handicap, ligesom kan skal løfte diskussionen om udfordringerne og problemstillingerne et niveau op. Og det er en mand med stort kendskab til handicapområdet, som netop er blevet valgt til posten af socialminister Mai Mercado (K).

”Jeg har den holdning, at handicappede skal have den samme form for tilgængelighed som alle andre. Det at kunne være en del af et samfund, at kunne kigge sig selv i spejlet og tænke: ’jeg er ligeså meget en del af det som alle andre’. Det er den indstilling, jeg går ind i det her med. Lige muligheder for alle,” siger Dan Boyter.

Den 51-årige erhvervsmand er født i Aarhus, hvor han stadig bor i bydelen Risskov. Som ung tog han handelseksamen i hjembyen, blev marketing- og eksportelev i faderens firma Pressalit, der arbejder med at producere fleksible toilet-, bad- og køkkenløsninger med fokus på tilgængelighed for blandt andre handicappede, inden turen gik til storbyer som Paris og New York, hvor der stod reklame- og pr-arbejde på dagsordenen. Senere besad han en række chefstillinger i Pressalit.

Men da hans far, den kendte erhvervsmand Mogens Boyter, døde i 1998, var det op til Dan Boyter og broderen Kim Boyter at drive virksomheden videre. Dan Boyter blev viceadministrerende direktør og senere ordførende direktør, men forlod den daglige ledelse af virksomheden i 2015. Udover firmaets fokus på handicaptilgængelighed har han 10 års erfaring inden for handicapidræt.

”Over de seneste 10 år har jeg arbejdet meget intenst med hele handicapidrætten og udviklingen af eliten på det område med Team Danmark og Parasport. Nu handler formandskabet jo ikke kun om sport, men jeg har den baggrund med,” siger Dan Boyter.

Derudover står han og Pressalit bag et sponsorat til Dansk Handicap-Idræts Forbund. Og også Kirkens Korshær og Rådet for Socialt Udsatte i Aarhus har nydt godt af toplederens kvaliteter, hvor han har engageret sig i socialt arbejde.

En god blanding af kompetencer, der bliver vigtige i arbejdet som formand for Det Centrale Handicapråd, mener Mai Mercado.

”Dan Boyter har som direktør evnet at samarbejde bredt og konstruktivt, og han har sat fokus på virksomheders sociale ansvar. Det er præcis de kompetencer, jeg gerne vil have hos formanden for Det Centrale Handicapråd. Som formand vil Dan være garant for et stærkt handicapråd, der sætter en retning og holder regeringen til ilden – så vi kan føre den bedst mulige handicappolitik til gavn for alle mennesker med handicap. Jeg ser frem til samarbejdet,” sagde hun i forbindelse med offentliggørelsen af formandskabet.