Prøv avisen
Portræt

Topøkonomen, der vil korte kvindernes barsel

Professor i nationaløkonomi Nina Smith voksede op i et indremissionsk hjem på Fyn, og det lå ikke i kortene, at hun skulle have en uddannelse. Hun flyttede hjemmefra som 16-årig, tog studentereksamen og kom på universitetet. - Foto: Scanpix

Professor Nina Smith mener, at kvinder bør droppe forestillingen om det perfekte moderskab og vie flere timer til deres arbejde. I dag fylder hun 60 år

Det var under amning af sit fjerde barn, at Nina Smith sagde ja til at blive økonomisk vismand.

Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Nina Smith har aldrig accepteret idéen om, at kvinder skal tage lang barselsorlov. Hvis kvinderne vil gøre karriere, og hvis ligestillingen skal blive en realitet, så bliver de nødt til at bruge mindre tid på børnene. Og det begynder med barslen. Sådan lyder et af budskaberne fra den økonomuddannede Nina Smith, der var Danmarks første kvindelige økonomiske vismand fra 1995 til 1998.

I dag fylder Nina Smith 60 år. Fødselaren, der desuden var den første danske kvindelige professor i nationaløkonomi, har siddet med i et væld af bestyrelser og kommissioner. Blandt andet Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet. I øjeblikket står hun i spidsen for Dagpengekommissionen. Desuden er hun med i bestyrelsen for Carlsberg og tænketanken Kora. Fra 2007 til 2009 var Nina Smith prorektor ved Aarhus Universitet.

Som økonom har Nina Smith i mange år forsket i ligestilling i et samfundsmæssigt perspektiv med fokus på blandt andet kvinders håndtering af balancen mellem karriere og privatliv. Og der er et sammenfald mellem resultaterne af hendes forskning og den måde, hun selv har valgt at leve på.

Nina Smith fremhæver, at lang barsel betyder, at kvinderne taber på karrierevejen og ikke stiger i løn i samme omfang som mændene. Nina Smith har selv fire børn, og hun var til forelæsning samme formiddag, som hun fødte sit første barn, og hun begyndte studierne igen en uge efter.

Nina Smith voksede op i et indremissionsk husmandshjem på Fyn, og hun flyttede hjemmefra allerede som 16-årig. I barndomshjemmet lå det ikke i kortene, at hun skulle have en uddannelse. Men Nina Smith tog studentereksamen og blev kandidat. Hun har siden fremhævet, hvordan det har givet hende energi, at hun aldrig har fået noget forærende. Som studerende fandt hun sammen med Valdemar Smith, der i dag er professor og forskningsleder ved Aarhus Universitet.

”Jeg var ikke sluppet ud af det indremissionske miljø, hvis ikke jeg havde kunnet få en gratis uddannelse og SU. Jeg har lidt af en moralsk holdning til velfærdssamfundet, og det spiller også ind på mine holdninger til ligestilling. Uddannelse er ikke bare et forbrugsgode. Det er en investering. Og vi kvinder har så ufattelig stor glæde af den skandinaviske velfærdsmodel, men vi bliver også nødt til at bidrage til den. Det kan ikke nytte noget, at vi bare bruger den til at få et bekvemt liv, for det er fristende,” sagde Nina Smith for nogle år siden til Information.

I samme interview understregede hun, hvordan hendes opvækst på landet har lært hende at arbejde hårdt.

”Det har jeg overført til mine egne børn. De har aldrig kedet sig, for de vidste godt, at hvis de sagde, de kedede sig, så ville de blive sat til at skovle møg eller grave have. Det tror jeg ikke er en dårlig ballast at få.”

Ud over diskussionen om ligestilling kastede Nina Smith sig i 2012 ind i en anden kontroversiel debat, da hun forklarede, at lavere dagpengesatser for unge under 30 år kunne sikre, at flere tager en uddannelse.

Kolleger karakteriserer Nina Smith som flittig, effektiv og en formidler, der formår at forklare tung teori i et sprog, alle kan forstå, uden at gå på kompromis med fagligheden.

Valdemar og Nina Smith bor på Djursland på en gård på 20 tønder land. Parret har fire voksne børn og seks børnebørn, og ud over at være forskere har de travlt med at passe får og marker.

Især den store have kan sænke professorens stresskurve.

”Jeg vil selv sige, at jeg har byens flotteste have. Det er ikke nogen mønsterhave, og den ville overhovedet ikke fortjene at komme i et Søren Ryge-program, men jeg er virkelig glad for den. Jeg kan godt lide at se blomsterne gro,” siger Nina Smith, der også har forsøgt sig som vinbonde.