Torturens argeste modstander

Danske Inge Genefke er en af verdens største kapaciteter inden for behandling af torturofre. I dag fylder hun 75 år

Siden 1970’erne har Inge Genefke gjort en enorm indsats i kampen mod tortur. –
Siden 1970’erne har Inge Genefke gjort en enorm indsats i kampen mod tortur. –. Foto: Liselotte Sabroe.

I mere end 40 år har tidligere generalsekretær, neurolog og dr.med. Inge Genefke kæmpet mod tortur og for retfærdighed for torturofre verden over.

I dag fylder den temperamentsfulde ildsjæl 75 år med uændret engagement, indignation og had til torturregimer og deres bødler. Ud over at nedbryde mennesker, deres værdighed, deres tillid til andre mennesker og deres selvrespekt efterlader tortur livsvarige traumer og indebærer store tab.

Inge Genefkes far var modstandsmand under den tyske besættelse af Danmark, og efter krigen hørte hun om krigens rædsler i de tyske kz-lejre. Det gjorde indtryk.

Hun uddannede sig til læge i 1965 og rejste derefter til Paris for at forske. Sideløbende uddannede hun sig til speciallæge i neurologi og var i en årrække ansat på Rigshospitalet.

Men det var hendes medlemskab af Amnesty International, der fik den professionelle løbebane til at skifte kurs. Hun sad i bestyrelsen i den danske afdeling, da hovedkontoret i England i begyndelsen af 1970erne indledte en kampagne mod tortur og en opfordring til læger over hele verden om at gøre en indsats. På det tidspunkt fandtes der kun sparsom viden om tortur og dens virkning på ofrene.

Sammen med tre danske lægekolleger begyndte hun arbejdet mod tortur, og lige siden har Inge Genefke befundet sig i frontlinjen, fra 1991 med sin mand og kollega, professor Bent Sørensen, ved sin side.

I 1982 var Inge Genefke medstrifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København i dag Dignity. Tre år senere var hun initiativtager til oprettelsen af International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), hvor torturofre og deres pårørende får hjælp hvert år.

Inge Genefke har modtaget en lang række nationale og internationale priser og udmærkelser, og hun har været indstillet til Nobels Fredspris.

I 2005 kom den spanske film The Secret Life of Words, hvor den britiske skuespiller Julie Christie optræder i rollen som Inge Genefke. Filmens instruktør, Isabel Coixet, tilegnede Inge Genefke filmen./ritzau/