Tre museer bliver til ét med ny direktør

Ingeborg Svennevig skal stå for fusionsprocesen, når tre eksisterende institutioner bliver til De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune

Ingeborg Svennevig, der er ny direktør for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune, glæder sig til at bruge de frivilliges engagement i sit nye job.
Ingeborg Svennevig, der er ny direktør for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune, glæder sig til at bruge de frivilliges engagement i sit nye job. . Foto: Holstebro Kommune.

Ingeborg Svennevig begynder i dag som direktør for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune. En af hendes vigtigste opgaver bliver at stå for den nye museumsfusion, der samler Frilandsmuseet Hjerl Hede, Holstebro Museum og Strandingsmuseum St. George i Thorsminde i én ny institution. Fusionen trådte i kraft med udgangen af marts i år.

LÆS OGSÅ: Et kulturelt fyrtårn i yderste klitrække

Jeg glæder mig til sammen med medarbejderne, bestyrelsen, venneforeningerne og mange andre støttegrupper at udvikle det nye kulturhistoriske museum i Holstebro Kommune. Jeg lægger stor vægt på de frivilliges engagement. Sammen skal vi udnytte alle kompetencer, så vi får et museum, som giver mening i vores samtid. Gæster, studerende og forskningen skal også inddrages i udviklingen af Holstebro Kommunes nye museum, siger Ingeborg Svennevig.

Hun er uddannet mag.art. i etnografi og socialantropologi i 1995. Efter to et halvt år som forsker ved Syddansk Universitet blev hun ansat til at udvikle kulturmiljøtemaet i regionsplanlægningen. Herefter blev hun chef for kulturarvsbeskyttelse og naturforvaltning i Ringkjøbing Amt.

I 2007 blev Ingeborg Sven­ne­vig projektleder på Bovbjerg Fyr, hvor hun har udviklet et solidt fundament for et kulturhus, som med stadig større anerkendelse fra omverdenen drives med omkring 100 engagerede frivillige. Fra 2009 har Lemvig Kommune haft sin første kulturkonsulent i Ingeborg Svenne­vig.

Formanden for bestyrelsen for De Kulturhistoriske Museer, Michael Metz Mørch, er meget tilfreds med, at bestyrelsen nu har ansat en ny direktør. Han siger:

Vi er glade for, at vi har fundet en både dygtig og meget kompetent direktør for museumsfusionen. Ingeborg har den nødvendige erfaring og pondus fra sine tidligere job og er kendt som en energisk person, der både tør sætte nye ting i spil og evner at følge dem helt til dørs. Vi glæ­der os til samarbejdet med en inspirerende og nytænkende person om en positiv udvikling af De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune.