Christian Balslev-Olesen har set lidt af hvert i sin lange karriere inden for udviklingsarbejde. Men særligt ét år skiller sig ud. I 1994 oplevede han mennesket fra dets to mest ekstreme sider.
Som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp var han til stede ved indsættelsen af Nelson Mandela som præsident i Sydafrika. Det var en bevægende oplevelse, der indgød til forsoning og tilgivelse, og kulminationen på en årelang kamp for sortes rettigheder i et undertrykkende og racistisk regime. I samme periode var han i Rwanda under folkemordet og så, hvad han kalder ”menneskers ondskab” og det mest frygtelige og rædselsfulde syn. Midt i al døden og på trods af vanviddet oplevede han glimt af håb, hvor folk var i stand til at hjælpe hinanden og udvise omsorg.
”Jeg har oplevet alle ekstremer. Og det er mit privilegie,” siger han og fortæller, at troen og håbet gør ham i stand til at få øje på medmenneskeligheden, selv når det kan se allermest meningsløst ud.
Christian Balslev-Olesen er født i 1947 i Varde og opvokset i en traditionel præstefamilie med stærke rødder i den grundtvigianske tro. Som syvende generation af en familie af præster lå det næsten i kortene, at han skulle læse teologi. Han troede dog i en lang periode, at han skulle være landmand, men valgte alligevel teologien.
Hans engagement i FDF, Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, lærte ham som ung, at fællesskabet i de frivillige organisationer er basis for opbygningen af samfundet. Organisationserfaringen og den grundtvigianske idé tog han med sig i arbejdet i Folkekirkens Nødhjælp og FN’s børnefond Unicef.
”Mit forenings- og kirkelige engagement har jeg båret med mig hele vejen,” siger han.
Under sin studietid blev han optaget af kirkerne i Sydafrika og deres kamp mod apartheidstyret. Og især ærkebiskoppen Desmond Tutu gjorde et enormt indtryk og inspirerede ham til et internationalt engagement. Og det var lidt af et brud med seks generationers familietradition på præstegården.
”At kaste sig over de store globale spørgsmål var ikke sådan, min familie mente, at en teologisk uddannelse skulle bruges.”
Han begyndte sit u-landsarbejde for Folkekirkens Nødhjælp i 1985 og var fra 1989 til 1992 udstationeret i Zimbabwe. I 1992 tiltrådte han stillingen som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, en stilling han bestred de næste 10 år, indtil han i 2002 og otte år frem arbejdede i Unicef som landeansvarlig for Eritrea og Somalia. Ud over konsulentarbejde var han i en periode også direktør for Det Danske Hus i Palæstina. I 2013 vendte han tilbage til Folkekirkens Nødhjælp som landeansvarlig i Zimbabwe – et land, som har fået en særlig plads hos ham og hans familie. Selvom han i efteråret 2016 trådte tilbage, er det endnu ikke blevet til en rigtig pensionisttilværelse.
Nu bruger han sin tid og mange erfaringer på konsulentarbejde og foredrag, for han vil gerne fortælle en anden historie om Afrika.
”Hele mit liv har handlet om at levere en anden fortælling – en mere nuanceret fortælling, som ikke kun handler om krig og hungersnød, men også om de utrolige kræfter, som er i bevægelse på det store kontinent,” siger han.
Christian Balslev-Olesen har fire børn og to børnebørn og bor med sin hustru, Birgitte, i Lejre, hvor han også løbende har fungeret som hjælpepræst, når han har været hjemme fra udlandet.