Trude overlevede holocaust. Hendes vigtigste erfaring var, at man skal sige nej til al uret

Trude Simonsohn overlevede to koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. I sidste uge døde hun, 100 år

Trude Simonsohn døde i sidste uge 100 år gammel. Efter en lykkelig opvækst i det daværende Tjekkoslovakiet mistede hun som 18-årig begge sine forældre, da de blev sendt i koncentrationslejr. Få år efter blev hun som jødisk aktivist selv sendt samme vej. H
Trude Simonsohn døde i sidste uge 100 år gammel. Efter en lykkelig opvækst i det daværende Tjekkoslovakiet mistede hun som 18-årig begge sine forældre, da de blev sendt i koncentrationslejr. Få år efter blev hun som jødisk aktivist selv sendt samme vej. H. Foto: Andreas Arnold/picture-alliance/dpa/AP Images.

Hamborg og i det hele taget Tyskland var nok det sidste sted, Trude Simonsohn havde forestillet sig, at hun skulle slå sig ned efter Anden Verdenskrig. Den unge jødiske kvinde, som var enebarn af et liberalt og demokratisk orienteret tysk-tjekkisk ægtepar i det daværende Tjekkoslovakiet, havde mistet begge sine forældre i den nazistiske koncentrations- og udryddelseslejr Auschwitz og selv været tæt på at lide samme skæbne. Også hendes ægtemand, Berthold Simonsohn, havde oplevet det nazistiske Tysklands uhyrligheder som fange i Theresienstadt og Auschwitz. Så hvorfor i alverden overveje at bryde op fra Schweiz, hvor parret nu boede og havde engageret sig i den jødiske flygtningehjælp?

Svaret ligger for en stor del gemt i den forpligtelse over for det jødiske samfund, som både Trude Simonsohn og hendes mand følte. De havde begge været engageret i modstandskampen mod det nazistiske styre, og da Berthold Simonsohn i 1951 blev bedt om at stå i spidsen for genopbygningen af en landsdækkende velfærdsorganisation for jøder i Tyskland, endte overvejelserne med et ”ja”.

I første omgang boede parret i Hamborg, hvor deres søn, Michael, kom til verden, og fra 1955 i Frankfurt am Main. En by, Trude Simonsohn endte med at kalde ”hjemme”, og hvor hun i 2016 blev udpeget til æresborger for sin indsats for at gendanne byens jødiske samfund og foreningsliv samt sit engagement som øjenvidne til fortiden.

Frankfurt am Mains borgmester Peter Feldmann (SPD) understreger endnu engang byens taknemmelighed i sine mindeord over Trude Simonsohn, der døde i torsdags.

”Det faktum, at hun gav vores land, vores by, en ny chance efter alt, hvad vi gjorde mod hende og hendes familie, er stadig en ubegribelige gave for mig,” siger han.

Volker Bouffier, ministerpræsident for CDU i Hessen, hvor Frankfurt am Main ligger, udtrykker tilsvarende stor respekt for Trude Simonsohns beslutning om at lægge sit liv i Tyskland:

”Trude Simonsohn har gennemlevet de mørkeste stunder i den tyske historie. Stillet over for disse oplevelser havde man ikke kunnet fortænke hende i at vende Tyskland ryggen. Trude Simonsohn gjorde det modsatte,” siger han ifølge den tyske avis Stern.

Det var et mirakel, at Berthold og hun selv overlevede Anden Verdenskrig, sagde Trude Simonsohn ofte, og derfor var det deres pligt at forsøge at gøre en forskel. Det var den samme ansvarsfølelse, der fik Trude Simonsohn til senere i livet at bruge en stor del af sin tid på at holde foredrag om sine oplevelser i koncentrationslejrene på skoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner.

”Det er min pligt at tale for alle dem, der ikke mere kan tale selv. Og en autentisk beretning gør meget større indtryk,” som hun forklarer det i dokumentarfilmen ”Eine Ausnahme” (En undtagelse) fra 2007, der tegner et portræt af hende og veninden Irmgaard Heydorn, en kendt tysk socialist og modstandskvinde.

Ud over at være en livslang ven blev Irmgaard Heydorn også en hyppig ledsager, når Trude Simonsohn holdt foredrag. Fordi Irmgaard Heydorn med sin fortid i den tyske modstandsbevægelse var et bevis på, at det havde været muligt at gøre modstand mod Hitler og hans styre. Og det var en erfaring, det var magtpåliggende for Trude Simonsohn at give videre.

Hun skriver i sin erindringsbog ”Noch ein Glück” (Endnu en lykke) fra 2013 om, hvor vigtigt det er at gøre nutidens skoleelever bevidste om, at der faktisk var mennesker, der gjorde oprør mod nazistyret. Det skete ofte, når hun havde holdt et foredrag, at de unge mennesker bagefter gav udtryk for, at det var forfærdeligt at høre, hvad hun havde været igennem, men at ”der jo ikke havde været noget at gøre”. Derfor besluttede hun at invitere Irmgaard Heydorn med, når hun tog ud. Så de unge kunne møde en kvinde, der havde gjort modstand.

”De første, der gjorde oprør mod nazisterne – længe før holocaust – var tyskere. De første, der blev slået ihjel i koncentrationslejrene, var tyske modstandsfolk. Det passer ikke, at man ikke kunne gøre noget,” skriver Trude Simonsohn i sin bog.

I en artikel om Trude Simonsohn i anledning af hendes 100-års fødselsdag sidste forår skriver den tyske afdeling af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, at hendes egen leveregel var ”straks at sige nej til enhver uret”. Trude Simonsohn var vokset op med forældre, der lagde stor vægt på retfærdighed og menneskerettigheder, og hun havde gjort deres værdier til sine egne. Efter besættelsen af Tjekkoslovakiet deltog hun blandt andet i en zionistisk ungdomsorganisation, der hjalp unge jøder til det daværende Palæstina. Det gjaldt om at sige fra og gøre det i tide. Selv mente Trude Simonsohn, at hvis flere mennesker havde sat sig op mod Hitler, havde det ikke krævet samme dødsforagt af det fåtal, der vovede at gøre det – og citerer i ”Eine Ausnahme” fra den tyske dramatiker Bertolt Brecht teaterstykke ”Galileis liv”:

”Ulykkeligt er det land, der har brug for helte.”