Tutu kæmpede til det sidste for, at verden skal blive mere demokratisk

Tutu har kæmpet sin sidste kamp. Han har med sit eksempel udfordret os, når vores egen magelighed holdt os tilbage

For Desmond Tutu var opgøret med apartheid ikke et spørgsmål om politik, men om hvad det vil sige at være menneske.
For Desmond Tutu var opgøret med apartheid ikke et spørgsmål om politik, men om hvad det vil sige at være menneske. Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix.

Med tidligere ærkebiskop Desmond Tutus død har verden mistet en moralsk stemme, der blev ved med at insistere på, at alle mennesker er skabt til at få et værdigt liv. Hans indsats som demokratiforkæmper vil blive savnet i en tid, hvor religiøse modsætninger og politisk ekstremisme truer med at ødelægge den liberale retsstat med lighed for loven uanset religion, race, køn eller etnicitet.

Allerede som ung lærer i midten af 1950’erne oplevede Tutu, hvordan sorte sydafrikanske skoleelever havde meget dårligere uddannelsesmuligheder end deres hvide jævnaldrende. Tutu har fortalt, hvordan han opfyldt af retfærdig harme skrev et vredt brev til Sydafrikas premierminister for at advare om, at hvis forskelsbehandlingen af sorte og hvide skolelever ikke blev bragt til ophør, så ville Sydafrika blive hjemsøgt af raceuroligheder og politiske modsætninger, der ville true landets eksistens.

Tutu fik aldrig et svar, men som han senere har fortalt med sin karakteristiske latter, så har premierministeren sikkert fortrudt, at han ikke tog advarslen alvorligt. Tutu besluttede sig for at skifte løbebane og begynde på præsteuddannelsen i den anglikanske kirke. Som teolog og præst blev han en farlig modstander for det hvide apartheidsystem, fordi han var i stand til at udfordre de bibelske og teologiske tanker i den hollandsk-reformerte kirkes opfattelse af den hvide races guddommelige udvælgelse og overlegenhed. Kampen for demokratiet i Sydafrika var for Desmond Tutu tæt forbundet med, hvad det vil sige at være skabt som menneske og omfattet af Guds kærlighed, der har vist sig i Jesu liv, død og opstandelse.

Hans kritikere i og uden for Sydafrika hævdede, at han dermed politiserede evangeliet og blandede kristendom sammen med den politiske frihedskamp. Underforstået, at det gjorde de ikke selv, når de forsvarede apartheid som et nødvendigt værn mod kommunisme og sort diktatur.

Men for Desmond Tutu var opgøret med apartheid ikke et spørgsmål om politik, men om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan mennesker bevarer deres menneskelighed og menneskelige værdighed, når det oplever krig, sult og uretfærdighed.

Jeg har flere gange hørt Tutu betone betydningen af, at tanken om skabthed og ligeværdighed betyder, at konflikter kun løses gennem samtale, forhandling og anvendelse af ikke-vold, uanset hvor lang tid det tager. Én af disse gange var på den sydafrikanske ambassade i København for cirka 10 år siden, hvor Tutu havde en indgående samtale med en dansk minister om dansk krigsdeltagelse i Irak. Til sidst spurgte den danske minister lidt opgivende: ”Hvordan vil De så have, at vi skal indføre demokrati i Irak?” Tutus svar kom omgående: ”Demokrati indfører man kun demokratisk.”

Tutu kunne tillade sig at komme med et sådant svar, fordi hele hans liv var båret af tanken om, at demokrati er et vovestykke, der indebærer samtale og omgang med dem, man mindst bryder sig om, eller har noget tilfælles med. Vold og militærindsættelse løser ingen problemer, men skaber kun mere usikkerhed og ødelæggelse for almindelige mennesker. Også på dette punkt var Tutu bevidst om, at han ikke var politiker, men at han som teolog og præst kun havde det skrevne og talte ord som sine redskaber.

Desmond Tutu var et meget humoristisk menneske, der var i stand til at løse op for en anspændt situationen med en ofte selvironisk bemærkning, som fik de fleste til at føle sig i godt selskab. Når først der var blevet skænket rom med cola, kunne historierne og latteren folde sig ud. Humoren blev også brugt til at afsløre absurditeterne og selvhøjtideligheden i ikke bare det sydafrikanske samfund, men alle steder, hvor magten stiger magthaverne til hovedet.

Da Tutu i 1984 fik overrakt Nobels Fredspris i Oslo, holdt han den traditionsrige Nobelforelæsning og fortalte indgående om det sydafrikanske folks lidelser under apartheidsystemet. På et tidspunkt må han have fornemmet, at tilhørerne var ved at miste koncentrationen. Han afbrød sin forelæsning og fortalte forsamlingen om en samtale mellem en sydafrikaner og en mand fra Zambia i Afrika. ”Vi har fået en ny minister for søfart”, sagde zambianeren. ”Nå”, sagde sydafrikaneren. ”Det kan jeg ikke forstå. I ligger jo midt inde i landet.” ”Ja”, sagde zambianeren. ”Men I har jo også en justitsminister i Sydafrika.” Få ord, der siger mere end de fleste analyser.

Humor forløser, skaber samhørighed og afslører absurditeter på en godmodig måde, så alle kan være med. Desmond Tutu havde en særlig evne til med få ord og med et humoristisk glimt i øjet at få mennesker i tale over hele jorden. Han var en global stemme og satte kampen for demokrati i Sydafrika på verdenskortet. Når uretfærdighederne blev for grove, kunne smilet slå om i vrede og retfærdig harme, når han fortalte verdens regeringsledere om, hvad han syntes om deres magtudøvelse.

Nu er stemmen blevet tavs, og Tutu har kæmpet sin sidste kamp. Vi er mange, som tænker tilbage med taknemlighed på det privilegium, det var at lære ham at kende. Han har med sit eksempel udfordret os, når vores egen magelighed holdt os tilbage fra at engagere os i kampen for menneskets skyld.