Umiddelbart kunne man få det indtryk, at sognepræst Mads Juul Munch er et menneske, der nyder at være i centrum. Han er en af de få præster, der gennem tiden er blevet interviewet til livsstilsmagasinet Euroman. Han har haft sine kunstværker udstillet på galleri, og påskedag, en af de største dag i kirkeåret, skal han prædike for mange tusinde seere i den tv-transmitterede gudstjeneste på DR.
Alligevel vægrer den 34-årige præst sig ved, at hans person kommer i fokus.
”Jeg har det dobbelt med opmærksomheden. Det er ikke vigtigt, at det lige præcis er mig, der er præsten, og jeg vil meget nødig, at min person skal skygge for mit budskab. Som præst er jeg først og fremmest en, der peger på noget andet og større end mig selv. Men hvis det kan hjælpe med at få budskabet på vej, stiller jeg mig gerne frem,” siger han og forklarer, at han af samme grund havde sin præstekjole på, da han forrige år blev interviewet til Euroman, for at understrege, at han deltog som præst og ikke blot som privatperson.
Det er ikke kun hans egen tilbageholdenhed, der har været et benspænd for at sige ja til at medvirke ved påskens store tv-gudstjeneste. For i denne tid er han på barsel fra sit arbejde som sognepræst i Harlev og Framlev Kirker ved Aarhus og bruger dagene på at passe sin 10 måneder gamle datter. Da DR kontaktede ham, syntes han dog, at det lød som en så spændende udfordring, at han spurgte sit stift om lov til at tage en pause i orloven.
”Det giver en særlig intensitet at skulle være i kirkerummet og navigere i det milde kaos, der er med tv-kameraer, nye ansigter, timing og ventetid og beskeder om, at nu er det nu,” forklarer han.
Inden han sagde ja, understregede han over for DR, at han ville have lov at gribe prædikenen an på sin egen måde. Han ville ikke blot tage en sikker, velkendt vej gennem påskeprædikenen om opstandelse.
”Jeg har givet prædikenen overskriften ’Døden skal vi ikke græde over’. Det er der sikkert nogen, der vil slå sig på. Men mit mål med prædikenen er at pege på opstandelsen som nøglen til trøst, der gør det muligt for os at være midt i det morads, det er at være i live. Døden er ikke noget, vi skal bekymre os om. I stedet kan vi koncentrere os om alt det andet, der er hårdt ved at være levende,” siger han om prædikenen til påskegudstjenesten, der er blevet optaget på forhånd.
Det er under tre år siden, han flyttede med sin familie til de to sognekirker lidt uden for Aarhus, og han er dermed stadig i den spæde begyndelse af sit præsteliv. Det var i første omgang nysgerrighed, der fik ham ind på teologistudiet i Aarhus.
”Jeg begyndte at læse teologi, fordi jeg havde fået fortalt, det var det mest almendannende studie. Jeg er et nysgerrigt menneske, og jeg tænkte, at hvis jeg vidste lidt om mange ting, kunne jeg tale med mange forskellige mennesker om lidt. Og jeg har altid godt kunnet lide at tale med mennesker,” siger han.
Han er ikke rundet af noget særligt kirkeligt fra sin opvækst, men han forklarer, at begge hans forældre, der var henholdsvis skolelærer og klinikassistent, havde en meget hjælpsom tilgang til livet. Hans barndom var præget af familiens hjælpsomhed, hvor de jævnligt havde folk fra mange forskellige lande boende, og weekenderne var ofte fyldt med projekter, hvor de skulle ud at hjælpe andre.
”Jeg er vokset op med hjælpsomhed som centrum uden at vide, at det også er kristendom,” siger han.
Ønsket om at hjælpe er også en af hans motivationer for at være blevet præst. Han holder af at kunne bruge sin arbejdsuge på at være nærværende over for andre. Og han holder især af at bruge kirken til at samle mennesker og nævner som eksempel et kirkeligt motionsløb, han havde arrangeret i december en lørdag morgen klokken 9. Der dukkede 70 mennesker op, både unge og gamle, som først løb eller gik og bagefter fik en croissant og rød sodavand.
”Jeg synes, det er meget meningsfuldt at bruge kirken som en ramme til at lave noget sammen,” siger han.
Tidligere har billedkunst fyldt en stor del af Mads Juul Munchs tid, og han har desuden skrevet flere børnesalmer. Men efter parrets andet barn kom til verden, er dagene fyldt så meget op, at han har lagt billedkunsten på hylden. I stedet bruger han den sparsomme tid, han har ud over præstejobbet og børnepasning, på at løbetræne.