Arne Kappelgaard er født og opvokset i Løgumkloster, men drog som ung mand til København for at læse teologi. Han havde fordomme om københavnere med sig, som det tog syv år at slippe af med.
“Jeg stolede ikke på dem. Og menneskeligt var jeg for meget jyde til at kunne tage den københavnske mentalitet på mig,” siger han.
På søndag har han gudstjeneste i Kingos Kirke på Nørrebro i København for sidste gang efter 33 et halvt år. Fordommene er gjort til skamme, og spørger man pastoren, der snart er emeritus, vil han kalde sig københavner i dag.
Med pensioneringen mister Kingo-Samuel Sogn en af de mest ihærdige kræfter i det tværkulturelle arbejde gennem tiden.
Dialog og mission over for det internationale på det multikulturelle Nørrebro har nemlig været overskriften for Arne Kappelgaards tid som sognepræst.
Hans interesse for at arbejde med internationale kristne begyndte tidligt. Han var med i en international bibelstudiekreds under studietiden i København. Senere blev missionsmanden sekretær for internationalt arbejde i Kristeligt Forbund for Studerende, og mellem 1981 og 1982 studerede han ved den ortodokse kirke i Rumænien med et legat fra Det Lutherske Verdensforbund.
Her havde han og hustruen Ingeborg hver uge unge rumænere og afrikanere på besøg i deres internationale bibelstudiekreds.
Da de vendte tilbage til København, blev der en ledig præstestilling i Kingos Kirke, hvor Arne Kappelgaard var kommet i sin studietid. Han blev opfordret til at søge stillingen og fik den.
Som grøn præst fik han frie tøjler til at eksperimentere med engelske gudstjenester. Kirken henvendte sig til internationale kristne i hele København, og senere fandt præsten en målgruppe i Sandholmlejren. Det var en fremmed verden for dem dengang at arbejde med flygtninge.
“Der var behov for os. Jeg plejer at sige, at vi er en vejkro med gudstjenester for dem, der er på vej videre. Jeg vil gerne minde dem om, at de er velkommen i kirken, uanset om de er velkommen i Danmark. Og at selvom de har mistet alt, har de ikke mistet Gud,” siger Arne Kappelgaard, som senere var med til at oprette Tværkulturelt Center, som blandt andre Indre Mission står bag.
I dag er der stadig internationale gudstjenester i Kingos Kirke en gang om måneden ni måneder om året. Som udgangspunkt på engelsk og med oversættelse til de sprog, der er repræsenteret ved gudstjenesten.
Når han på søndag stopper efter en gudstjeneste og en reception, er det på grund af alderen.
Han bliver 67 år i næste måned og vil med egne ord gerne stoppe, inden andre minder ham om, at det er på tide.
Samtidig vil han have nogle gode år med hustruen Ingeborg, mens kræfterne stadig er til det. Parret skal fortsat bo et sted i hovedstadsområdet, men de ved endnu ikke hvor, eller hvilken menighed de skal komme i.
“Vi flytter ud af sognet, for der skal være plads til, at menigheden kan relatere til en ny præst, uden at jeg er der. Vi kan ikke undvære arbejdet med internationale kristne, så vi finder nok en kirke, hvor der er sådan noget,” siger han.
Som pensionist håber han at få tid til at rejse og læse flere bøger. Parret har et kolonihavehus i Ejby Sommerby ved Skovlunde, han skal arbejde på, og så håber han at få tid til at skrive om sine oplevelser i Rumænien.
Sammen med Ingeborg, der er tidligere højskolelærer, har han to voksne døtre.