Harald Mayer var en entusiastisk brandmand ved flybasen i sydvesttyske Ramstein. I fritiden spillede den 49-årige tysker guitar i et rockband. Han har rejst verden rundt, og for fire år siden var han i stand til at tage på en dykkerferie i Egypten. Men siden da er livet gået ned ad bakke for ham. Han er helt afhængig af andres hjælp, kan ikke vende sig i sengen, ikke pudse næse, ikke tørre sine tårer væk uden en sygeplejerskes hjælp, ikke omfavne nogen. Han lider af multipel sklerose, og sygdommen har de seneste år gjort ham ude af stand til at bevæge sig. Derfor vil han ikke leve mere.
”Hele menneskeheden tænker: Er der et liv efter døden? Men jeg spørger mig selv: Er der et liv før døden? Det liv, jeg har, er ikke længere noget liv,” siger Harald Mayer i en dokumentarfilm på public service-kanalen ARD.
Harald Mayer er én ud af over hundrede tyskere, som de senere år har kæmpet for at få adgang til aktiv dødshjælp. Hidtil forgæves. Det kan ændre sig, når den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe i dag afgør, om dødshjælp skal forblive en strafbar handling eller ej.
Der er ikke blot tale om et vanskeligt etisk spørgsmål, men også om en prøvelse af den tyske retsstat. Såkaldt professionel fremme af selvdrab/selvmord har været en strafbar handling siden 2015 i henhold til den tyske straffelov. Det tyske forbud kom, efter at organisationen Sterbehilfe Deutschland, grundlagt i 2009, efter eget udsagn hjalp 254 personer til at begå selvmord fra 2010 til 2015, skriver Deutschlandfunk. Nogle læger har også fortalt, at de har hjulpet mennesker med at tage deres eget liv.
Men uhelbredeligt syge som Harald Mayer har klaget over loven, som de mener, strider mod den tyske grundlovs ord om det enkelte menneskes selvbestemmelse.
Andre, herunder Elke Jahn, som også lider af multipel sklerose, frygter på den anden side, at en liberalisering af dødshjælp vil undergrave den sociale solidaritet med alvorligt syge mennesker, og at Tyskland igen vil begynde at tale om mennesker ”uværdige til liv”, siger hun ifølge ARD med henvisning til nazisternes massedrab af personer med handicap.
Dertil kommer, at forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig i 2017 åbnede en dør til dødshjælp på klem, da den afgjorde, at staten i ekstreme tilfælde af sygdom og lidelse ikke må nægte mennesker adgang til dødbringende medicin. Som kriterium skal ansøgeren lide af en uhelbredelig sygdom og være i stand til selv at træffe en beslutning, og der må ikke være andre midler til rådighed til at virkeliggøre ønsket om at dø.
Harald Mayer mener, at han opfylder disse betingelser, og han har ansøgt om at få adgang til den dødbringende medicin. Men både han og en række andre ansøgere har fået deres ansøgninger afvist efter instrukser fra Tysklands kristeligt demokratiske sundhedsminister, Jens Spahn. Ministeren har dermed ignoreret en dom fra den højeste forvaltningsdomstol – en hændelse uden fortilfælde i forbundsrepublikkens historie, bemærker tyske medier. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er således omgærdet af uklarheder, og Harald Mayer kræver ligesom andre patienter samt læger og interesseorganisationer klarhed.
Ifølge Harald Mayer har enhver dog ret til at tage sit liv.
”Her har staten intet at skulle sagt,” siger han ifølge ARD.
Han er bange for at dø langsomt og i smerte. Af de godt 100 tyskere, der ligesom ham har ansøgt om at modtage den dødelige medicin, er mindst 20 døde, mens de ventede på svar.
”Tiden rinder ud. Dag for dag får jeg det værre,” siger han.
Før var han aktiv. Nu sidder han dag efter dag foran sit tv og sin computer og ser andre mennesker leve deres liv. Computer og fjernbetjening styrer han med øjnene. Han sidder i rullestol, som han kun kan styre ved hjælp af munden, og han er afhængig af hjælp fra otte assistenter. Hans kæreste blev længe ved hans side og støttede ham. Men hun har forladt ham.
”Der er ingen, der ønsker at leve sådan, er der? Jeg bryder mig ikke længere om livet. Jeg oplever ingen glæde mere. Livet tilbyder intet mere for mig. Jeg vil væk herfra. Ved mit eget valg,” siger han i dokumentaren.