Danskere og tyskere har en del klichéprægede forestillinger om hinanden. Hvis man på den tyske side kun ser Danmark som et hyggeland med strande, fjorde og en afslappet befolkning, så overser man, at danske chefer nok kan hygge, men også være skrappe og stille krav.
Og den udbredte danske opfattelse af, at tyskerne får tingene til at ske ved hjælp af flid, grundighed og ordnung muss sein -mentalitet, vakler, hvis man som Simon Faber har prøvet at skifte fra syv år på Christiansborgs gange til omtrent lige så lang tid på posten som overborgmester i Flensborg. For det viste sig, at mange beslutningsprocesser faktisk er mindre effektive i tysk politik end i dansk.
I morgen fylder Simon Faber, som i dag er projektleder for fejringen af 100-året for genforeningen med Sønderjylland, 50 år. Da han fik det job, lød begrundelsen fra jubilæets præsidieformand, Thomas Andresen, at Faber er ”en meget kompetent, troværdig og ordentlig person, der er i stand til at håndtere og gennemføre store projekter og samtidig besidder grænselandets dna”.
Man kunne sige, at Simon Faber er tyskeren, der valgte at blive dansker. En mand, som besidder en passende blanding af de egenskaber, man forbinder med de to folkeslag, og som i de seneste år af sit liv er rykket frem og tilbage over grænsen.
Hans far var fra Stettin, og hans mor var fra Hamborg. Han blev student fra Duborg-Skolen i Flensborg, men siden studerede han i Aarhus og arbejdede i København, inden han i 2011 blev valgt til overborgmester i Flensborg for det danske mindretals parti, SSW. Inden da havde han været partiets konsulent på Christiansborg og altså en slags lobbyist for grænselandet i den danske hovedstad.
Borgmesterposten bestred han frem til sidste år, og nu er han i forbindelse med det seneste jobskifte flyttet tilbage over grænsen til Aabenraa sammen med sin familie, hustruen Ruth Faber og parrets to børn, Helene og Victor på 16 og 12 år.
”Man kan sige, at jeg har et øje i begge lejre, men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er dansker. I den tid, jeg har boet syd for grænsen, er det i det danske mindretal, jeg har været aktiv,” siger Simon Faber, som dog synes, de lokale tyske medier overdrev fremstillingen af ham som ”die däne” på overborgmesterposten.
”Hvis jeg holdt en tale på fire A4-ark, der indeholdt to afsnit om det danske mindretal, så var det dét, medierne fokuserede på,” siger han.
Det var hverken graden af hygge eller effektivitet, der var afgørende, da Simon Faber traf det mest fundamentale valg af dansk frem for tysk sindelag i sit liv. Det var derimod klangen af dansk kormusik, som trak den musikalske sydslesviger til Aarhus, hvor han blev cand.mag. i musik og tysk ved Aarhus Universitet og tog en diplomeksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium.
”Den danske sangskat står helt anderledes stærkt i forhold til sang i Tyskland. Der er i Danmark et klangligt univers, som jeg holder meget af, og derfor synes jeg, det er skønt at arbejde med dansk sang som et af delemnerne ved genforeningsjubilæet,” siger Simon Faber, hvis store musikinteresse i første omgang førte ham til ansættelser på Musikforlaget Edition Egtved og som chefsekretær for orkester- og korredaktionen i Danmarks Radio, inden den politiske interesse trak ham til Christiansborg og videre til rådhuset i Flensborg.
Det krævende politiske embede førte også til, at hans højt elskede flygel blev forsømt på grund af arbejdspres. Som leder af markeringen af 100-året for Genforeningen i 1920 – og med en personlig ambition om, at jubilæet skal blive bemærket og skabe interesse i hele den danske befolkning – har han fået en opgave, der fylder hele hans arbejdsdag og lidt til. Men det er trods alt et mindre altopslugende job end at være overborgmester i en tysk by med 86.000 indbyggere.
Derfor har den tyske eksborgmester med den danske klang netop fået stemt sit flygel.