Helga Weyhe døde det selvsamme sted, hvor hun blev født i 1922: I lejligheden over boghandelen i bindingsværkshuset i den lille by Salzwedel 180 kilometer nordvest for Berlin. Tysklands ældste boghandler, som stod i sin boghandel til sin død som 98-årig, havde ellers som ung drømt om den store verden.
Sådan skikkede livet sig ikke. Men hun blev ikke desto mindre en verdensborger. Aviser over hele verden, fra The New York Times til medier så langt som i Indien, har fortalt historien om denne kvinde, hvis livshistorie har en slags universel appel og taler ind i en tid, der higer efter forankring og bestandighed.
Buchhandlung H. Weyhe har ikke ændret navn, siden Helgas bedstefar, Heinrich, købte den da 31 år gamle boghandel i 1871 efter at være vendt hjem fra den tysk-franske krig. Som om den ventede på, at Helga skulle overtage den efter sin far, Walter.
De mørke paneler og de bugnende hylder var uændrede siden 1880, og boghandelen på Altverperstrasse har stået som et urokkeligt vartegn, mens verdenshistoriens vinde susede omkring bindingsværket og forpurrede hendes drømme om at rejse ud i verden.
Til gengæld har hendes livsrejse ført hende både ind i bøgernes verden og gennem Weimarrepublikken, Det Tredje Rige og DDR og videre til det moderne, genforenede Tyskland.
Helga Weyhes boghandel var ”en blanding af menneskelighed og rationalitet”, som daværende borgmester i Salzwedel Sabine Danicke sagde, da hun udnævnte Helga Weyhe til æresborger på hendes 90-års fødselsdag i 2012. Fem år senere modtog hun de tyske boghandleres ærespris for sit livsværk.
Den lille klokke, der ringede, hver gang døren blev åbnet, var signalet til en rejse ind i Helga Weyhes meget personlige litterære univers, hvor man kunne finde sjældne førsteudgaver af gamle værker, men også moderne kvalitetslitteratur. Ikke krimier.
”Til nød kan man læse en Agatha Christie. Hos mig finder man ikke ret mange bestsellere og stabelvarer. Der udgives så meget sludder,” som hun sagde om sit udvalg.
Til gengæld havde hun både gamle og nye udgivelser af sin yndlingsbog, ”Stoffel fliegt übers Meer” (på dansk udgivet som ”Ole flyver over Atlanterhavet”), en børnebog fra 1932 skrevet af Thomas Manns ældste datter, Erika Mann.
”De fleste har sikkert glemt, at Erika Mann skrev børnebøger,” som Helga Weyhe mindede om.
Historien om drengen Stoffel, der sniger sig ind i en zeppeliner som blind passager for at rejse til Amerika, talte til Helga Weyhes udlængsel. Også hun drømte om Amerika og om New York, hvor hendes onkel havde åbnet en kunstboghandel og et galleri, der udstillede Matisse og Picasso.
Hun drømte om en dag at stå i denne butik på Lexington Avenue midt i den brusende verdensby og sælge kunstbøger til et eksklusivt publikum af kunstelskere.
Det var denne fremtid, hun så for sig, da hun blev student i 1941. Hun forlod boghandelen i Salzwedel for at læse historie og litteratur først i Breslau, det nuværende Wroclaw i Polen, og dernæst i den østprøjsiske hovedstad, Königsberg, det nuværende russiske Kaliningrad. Hun nåede også at blive studerende på universitetet i Wien, inden nazisterne kaldte hende og andre tyske borgere hjem til en tvungen arbejdstjeneste.
Slut var det med amerikadrømmene. Verdenshistorien væltede ind over den unge Helga Weyhe, der endte med at blive i boghandelen under både nazistisk og kommunistisk styre.
”Først var der de brune, så kom de røde. DDR-tiden var slem. Denne indelukkethed. Alle butikker blev statsejede, men det lykkedes os at beholde boghandelen i privateje. Jeg ved slet ikke, hvordan det var muligt,” har hun sagt til radioen Deutschlandfunk.
Med Willy Brandts østpolitik blev Salzwedel et lille knudepunkt for kontakter mellem de to tysklande, og Buchhandlung H. Weyhe blev et mødested mellem øst og vest.
”Vi solgte faglitteratur, for DDR havde rigtig mange kvalitetsfagbøger, og jeg lavede et helt udstillingsvindue med medicinske lærebøger. Menneskeknogler er de samme i øst og vest,” sagde Helga Weyhe i et interview med magasinet Chrismon.
I 1965 overtog hun boghandelen. Og da det i 1985 kort før Berlinmurens fald blev muligt for de østtyske borgere at rejse ud, kom hun endelig til New York og så sin onkels berømte boghandel på Manhattan.
”New York er verdens mest fantastiske by med fantastiske mennesker og så meget liv,” sagde hun siden.
Hendes eneste store skuffelse var, at hun ikke nåede at organisere en oplæsning i sin boghandel med den amerikanske forfatter Paul Auster. Helga Weyhe gik aldrig på pension, og det var kontakten til kunderne, der holdt hende frisk. Da hun døde, var hun blevet en kulturel institution og så kendt, at nogle kunder bad om at få hendes autograf i de bøger, de købte af hende.
Som hun selv sagde: ”En boghandel skal også være et stykke kultur.”
Helga Weyhe blev fundet død i sin lejlighed den 4. januar. Hun har ingen børn, der kan føre Buchhandel H. Weyhe videre.