U2-præst med hjerte for de fattige

Sognepræst Jørgen Lasgaard er stærkt præget af de kristne dimensioner hos det irske rockband U2, der ligesom ham selv har fokus på verdens fattige. I morgen fylder han 60 år

Korshærspræst Jørgen Lasgaard, der især er kendt for sin brug af det irske rockband U2 i gudstjenester, fylder 60 år i dag. Her ses han med hunden Theo, som i dag har været med ham i præcis 10 år. –
Korshærspræst Jørgen Lasgaard, der især er kendt for sin brug af det irske rockband U2 i gudstjenester, fylder 60 år i dag. Her ses han med hunden Theo, som i dag har været med ham i præcis 10 år. –. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Efter at have fyldt kirkerummet med bragende rockmusik sidder medlemmerne af U2-kopibandet U2only og hviler sig. Koret i Vor Frelsers Kirke i Horsens er fyldt ud med trommesæt, forstærkere og alt det andet udstyr, som hører sig til ved en rockkoncert, og foran en storskærm med ordene U2-service i hvidt på sort står præsten Jørgen Lasgaard.

LÆS OGSÅ: Destination: hele verden

Sådan så det ud, da Jørgen Lasgaard sammen med U2only holdt en såkaldt U2-gudstjeneste i Horsens den 15. august 2010. I mere end 20 år har den danske sognepræst været fan af det irske rock-band, som han beskriver som Vor Herres stærkeste missionsinstrument, og han arrangerer hvert år adskillige gudstjenester, der bruger gruppens og andre moderne musikeres musik og lyrik i liturgi og prædiken.

Jørgen Lasgaards kærlighed til U2 er så stor, at han i 1998 tog studieorlov for at skrive om det irske bands musik og dets anvendelse i den kristne forkyndelse, og han planlægger endnu en studieorlov til at forske i moderne musiks anvendelsesmuligheder i kirken generelt.

Man kan ikke sige Jørgen Lasgaard uden at sige U2.

Sådan siger Finn Bruun Ravnsbæk, som er Lasgaards menighedsrådsformand, om præsten, der i dag fylder 60 år. Han forkynder intet fra prædikestolen, som U2 ikke også forkynder med deres musik og gennem deres historie.

Jørgen Lasgaard blev ordineret i 1984 i Aarhus Domkirke og begyndte fem dage senere som sognepræst i Gellerup, hvor han var indtil 2001. Samme år blev han ansat i Sankt Pouls Kirke i Aarhus som såkaldt korshærspræst.

Det vil sige, at Jørgen Lasgaard kun tilbringer godt en fjerdedel af sin tid som præst i kirken, mens resten bruges på diakonalt arbejde i Kirkens Korshær i Aarhus.

Derudover har han været medlem af KFUM og KFUKs hovedbestyrelse i seks år frem til 2002.

Netop det diakonale arbejde fylder i Jørgen Lasgaards præstegerning.

Jørgen har meget nemt ved at nå ud til folk, hvilket betyder, at mange af dem, som Kirkens Korshær hjælper, er enormt glade for ham, siger en nærtstående kilde, der tilføjer:

Alle præster skal jo helst være gode at tale med, men Jørgen er en særlig god samtalepartner, fordi han kan åbne sig for andre, uanset hvor forskellige de er fra ham selv han sætter aldrig folk i bås fra starten af.

Spørger man ham selv, hvad der er vigtigt i folkekirken, svarer dagens fødselar:

Jamen, det vigtigste er, at der kommer mere diakoni og børne- og ungdomsarbejde. At man forstår, at kristentro står på to ben forkyndelser og meditation på den ene side og reaktioner og omsorg på den anden.

Og denne kobling mellem forkyndelse og diakoni finder han i U2, hvis musik ifølge ham selv spejler hans eget diakonale arbejde. At U2-gudstjenesterne også åbner evangeliet for en ungdom, der ellers ikke er særlig kirkevant, er en fin bonus, men ifølge Jørgen Lasgaard selv bliver der først og fremmest spillet U2 i kirken, fordi U2s musik forkynder evangeliet.

U2 forkynder og fortæller om Gud som skaber, om mennesket som synder og om mennesket som ansvarlig og kaldet til at være Guds medarbejder for en bedre verden.

Han bor i Aarhus med sin hustru gennem 35 år, Marianne, og deres hund Theo, som han fik i fødselsdagsgave for præcis 10 år siden.