Niels Elers Koch vil på 10.000 sider fordelt over 34 bind beskrive Danmark som aldrig før

Niels Elers Koch, chefredaktør og administrerende direktør for Trap Danmark, vil genskabe vores minder og oplevelser gennem det omfattende værks beskrivelser og billeder af Danmark. I dag fylder han 70 år

Niels Elers Koch opsagde sin gode, sikre tjenestemandsstilling for i 2014 at blive chefredaktør og administrerende direktør for Trap Danmark. Det giver stor mening for ham at være med til at lave en så omfattende beskrivelse af nationen. – Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau Scanpix.
Niels Elers Koch opsagde sin gode, sikre tjenestemandsstilling for i 2014 at blive chefredaktør og administrerende direktør for Trap Danmark. Det giver stor mening for ham at være med til at lave en så omfattende beskrivelse af nationen. – Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau Scanpix.

Skovfyrren, tangen, det salte hav. Det var, da han kunne dufte Læsø gennem sætningerne, at hans mening om jobtilbuddet ændrede sig. For beskrivelserne og billederne bragte ham fuldstændig tilbage til den spejderlejr, han deltog i som 13-årig, da han befandt sig på øen sidste gang.

Chefredaktør og administrerende direktør for Trap Danmark, Niels Elers Koch, der fylder 70 år i dag, havde ellers flere gange takket nej til opgaven med at stå i spidsen for den nye sjette udgave af Trap Danmark, som er et omfattende værk med fortællinger, beskrivelser og leksikale informationer om Danmark.

Han havde jo allerede efter sin egen mening verdens bedste job. I 23 år havde han med stor succes gjort karriere som leder af skov- og landskabsforskningen i Danmark og var på det tidspunkt præsident for verdensorganisationen for skov- og landskabsforskning.

Men nu sad han altså der i flyet på vej hjem fra en forskningsrejse for Københavns Universitets ulandsudvalg i Beijing i 2013 og blev uventet opslugt af et prøvekapitel om Læsø, der skulle ledsage Trap Danmarks ansøgninger til forskellige fonde. Værket skulle bestå af 34 bind på i alt 10.000 sider, en bog om hver af landets 98 kommuner og et digitalt univers.

Da han kom hjem til Skodsborg, skrev han samme aften en e-mail til bestyrelsesformanden for Trap Danmark, Joachim Malling, der i flere år med jævne mellemrum havde forsøgt at få Niels Elers Koch til at tage jobbet. Nu var han klar.

For hvis en bog med billeder og beskrivelser kunne give ham den oplevelse, så ville det være en gave at kunne få lov til at genskabe lignende minder og oplevelser hos andre mennesker, syntes han.

”Når vi så tilmed får lov til at beskrive historien, naturen, kulturen og samfunds- og erhvervslivet på et sted, så åbner vi for en mangfoldighed af oplevelser. Da jeg for eksempel læste manuskriptet igennem til vores værk om Rudersdal Kommune, var jeg forbløffet over, at der var nogle steder inden for en halv times cykelafstand, som jeg reelt ikke havde besøgt, selvom jeg har boet her i 45 år. Jeg var flov,” siger Niels Elers Koch.

De seneste syv år er hans ferier gået med at ligge på campingplads i de forskellige kommuner, som holdet bag Trap Danmark er i gang med at skrive om.

”Jeg har lokket sønnen til, at vi cykler rundt og ser de ting, som vi skriver om. Jeg kan godt lide at komme rundt i Danmark og opleve stederne,” siger Niels Elers Koch.

Han tror på, at det, at vi lærer de danske egne at kende, giver os et bedre beslutningsgrundlag for fremtiden. Hvad skal vi bevare? Hvad skal vi passe på? Hvor skal vi bygge i fremtiden?

”Steder betyder utroligt meget for folks oplevelser og for vores fælles kultur. Jeg forbinder også selv fysiske steder med vigtige samtaler og begivenheder – som da min mor ringede til mig og fortalte, at hun havde kræft i bugspytkirtlen. Jeg stod på Nærum Hovedgade foran cykelhandleren sammen med min søn, der dengang var fem år. Og hver gang jeg går forbi det sted, tænker jeg på den samtale,” siger Niels Elers Koch.

Efter mange års arbejde på den omfattende beskrivelse af nationen kan han nu begynde at se målet foran sig. Arbejdet bliver færdigt for Danmarks vedkommende i indeværende år og for Grønland og Færøerne i 2022.

Men der har været perioder, hvor Niels Elers Koch tænkte, at bestyrelsen kunne fyre ham. De blev for eksempel forsinket med et år, hvilket kostede 24 millioner kroner. Ligeledes indeholdt den første udgave af Trap Danmark Topografisk Atlas nogle fejl, som det dog kun var de mest rutinerede kortlæsere, der ville bide mærke i.

I bestyrelsen har man dog en mere positiv indstilling til Niels Elers Kochs store indsats.

”Uden ham, ingen Trap.” Så enkelt kan det ifølge bestyrelsesformand for Trap Danmark, Joachim Malling, siges. Han peger på, at Niels Elers Kochs grundighed og ordentlighed gennemsyrer værket. For selvom projektet selvfølgelig er skabt af et omfattende hold med 35 medarbejdere og 1400 forfattere og fagkonsulenter, har han aldrig mødt et menneske, der arbejder så effektivt og kontant.

”Det betyder også, at han er meget krævende over for sine medarbejdere. Ikke mere, end han er over for sig selv. Men han forventer en meget høj loyalitet og en stor arbejdsindsats. Og det kan være svært at leve op til så store forventninger, som han stiller til folk. For at sige det på en pæn måde: Han giver folk mulighed for at udleve deres evner til fulde,” siger Joachim Malling.

Og Niels Elers Koch forstår også godt, hvis kolleger og medarbejdere siger, at han ikke har så stor forståelse for, at ting tager tid.

”Det er en fair kritik. Jeg er ikke god til at være tålmodig. Jeg har ikke forståelse for, at en forfatter skal have udsættelse for tredje gang. Jeg har efterhånden lært at beherske mig lidt og skrive det pænt, men hvis jeg fjerde eller femte gang skal rykke en forfatter, og hele holdet bliver forsinket, så bliver jeg lidt irritabel,” siger han og fortsætter så:

”Samtidig vil jeg sige, at det, jeg er allermest stolt af, er, at vi er lykkedes som hold.”