Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er nok, at jeg har overlevet et par alvorlige sygdomsangreb. Senest corona, der sendte mig tre uger på hospitalet i sommer. Det satte nogle tanker igang. Jeg har ikke haft de store bekymringer over at dø. Jeg synes ikke, at jeg har noget til gode. Men da jeg lå der med coronaen, og Alice og mine børn kom for at besøge mig – iført store hvide beskyttelsesdragter – fandt jeg ud af, at jeg nok hellere måtte vente lidt endnu.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er årene fra 1989 til 1991 med Murens fald, de baltiske landes selvstændighed og så videre. Det var den mest vidunderlige periode. En periode, som jeg gerne ville leve om igen. Ikke for at ændre noget, men for simpelthen at få oplevelsen en gang til. Jeg er barn af den kolde krig med alt, hvad det indebar, og at man så pludselig får lov til at opleve Jerntæppet og Muren forsvinde. Det var en stor forløsning.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Min morfar. Han stod mig meget nær. Det var hos mine morforældre ved Haarby, at jeg tilbragte mine sommerferier. Min morfar lærte mig at fiske og viste mig alle de dejlige steder i omegnen. Steder som Signekær, bare navnet er en fryd. Det var også ham, der lærte mig at spille l’hombre. Jeg så umådeligt op til ham. Han var et helstøbt og ordentligt menneske. Han var egentlig jyde, kom ud at tjene som 10-årig, men fik ansættelse som karl på Fyn som 20-årig. Her blev han gift med teglværksejerens datter og endte som sognerådsformand. Fynboer kan ellers godt være lidt skeptiske, men de gjorde ham til formand for alt muligt.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
De skal gøre sig klart, hvilke omkostninger der er forbundet med det. Både for dem selv og deres familie. Jeg kan huske, da min søn Jakob for nogle år siden fortalte, at han ville gå ind i politik. Dengang mindede jeg ham om, at han ville gå ned i indtægt og påføre sin familie en stor byrde. Det eneste, han svarede, var: ”Jeg er nok den, der bedst ved, hvad det indebærer for en familie, når en far går ind i politik.” Touché!
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Det er nok, at jeg har været tro over for mig selv og det, jeg troede på. Det var også derfor, at jeg holdt op i politik på et tidspunkt. Der har været situationer, jeg selv var herre over. Der har også været nogle, jeg ikke var herre over. Livet har også budt på mange nederlag. I begyndelsen var de svære at komme over, men jeg har efterhånden lært at tackle dem. Nogle gange viser det sig, at der er en velsignelse i, at tingene ikke går, som man håber. Da jeg holdt op i politik efter valget i 1998, skete det, fordi jeg havde lidt et stort politisk nederlag. Det var tungt. Men det førte et nyt, utroligt spændende liv med sig. Jeg fik en rig tilværelse bagefter.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Når mine nærmeste er faldet væk. Mine forældre og mine søskende er borte nu. Min far døde allerede, da han var 70 år. Og begge mine søskende var yngre end mig, da de gik bort. Den følelse af, at man lige pludselig selv er i forreste række.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det var dengang for over 50 år siden, da jeg giftede mig med Alice. Vi var begge gift i udmærkede ægteskaber, havde børn og vidste, at vi ville komme til at såre andre mennesker. Det var det helt store spring. Men jeg har aldrig fortrudt. Alice var og er mit livs store kærlighed og utrolige støtte gennem mit brogede liv.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg ser dem begge to. Det snusfornuftige og indimellem benhårde har jeg fra min mors slægt (Edith Ellemann Johannessen, red.). Det mere muntre fra min far (Jens Peter Jensen, red.). Han yndede at drille mig med, at jeg var mere ”Ellemann end Jensen” – indtil den morgen, hvor han mødte mig på Christiansborg med røde øjne og dårlig ånde, og han spurgte, hvad jeg havde haft gang i, ”knægt”? ”Tja”, kunne jeg så sige, ”jeg har nok været mere Jensen end Ellemann”.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Mange ting, men det spekulerer jeg ikke over nu. Og jeg vil i hvert fald ikke fortælle det videre til andre.
Hvad tror du på?
Jeg er absolut et kristent menneske, som tror på et liv efter døden. Jeg har været troende mere eller mindre hele mit liv. Det er især min mor, der har formet min tro. Hun sang aftensange med os og bad aftenbøn. Jeg synger også aftensang med vores børnebørn, når de er på besøg. Så sent som for en uges tid siden havde vi et af dem på besøg, en teenager, som var gennem ritualet. Jeg elsker at synge. Der er to faste sange: ”Bamses fødselsdag” og ”Nu lukker sig mit øje”. Børnene kan godt vælge flere, men de to står fast.
Beskriv en scene fra din barndom.
Da jeg var 10 år, var vi flyttet til Østerbro, og jeg fik lov til at vandre fra Willemoesgade ned til Langelinje med en lang bambusstang og fiske makrel. Jeg elskede det! Jeg fik en sild hos fiskehandleren og skar den ud i små bidder til madding, som jeg opbevarede i en lille dåse. Det gik for det meste godt, indtil jeg en dag glemte den på mit værelse, og min mor fandt sildene i godt halvrådden opløsning. De der fisketure ...