Prøv avisen
Portræt

Ung iværksætter vil redde verden

31-årige Søren Ekelund har allerede i størstedelen af sit liv været serieiværksætter og filantrop. Hans seneste projekt er at forsvare Jorden mod trusler fra rummet. - Privatfoto.

31-årige Søren Ekelund arbejder konstant på projekter, der skal gøre verden til et bedre sted. Nu vil han skabe et værn, så asteroider ikke rammer Jorden

Det begyndte for alvor med en kran. 21-årige Søren Ekelund var i praktik hos Skanska, en af verdens største entreprenørkoncerner, og tænkte, at han lige så godt kunne bruge tiden konstruktivt.

Så han udviklede et softwareprogram, der kunne regne ud, hvordan Skanska bedst muligt udnyttede sine store kraner. Det havde de nemlig problemer med.

Lige siden har den i dag 31-årige, Gladsaxe-fødte produktions- og ledelsesingeniør været drevet af at finde udfordringer, hvor han kunne flytte mest muligt. Helst i en retning, der gjorde verden til et bedre sted.

Det lyder måske pladderhumanistisk for nogle, men er helt naturligt og meget konkret for Søren Ekelund, som er vokset op med en skolelærer og en universitetsadministrator som forældre.

De lærte ham tidligt at søge forståelsen for både det enkelte menneske og de store linjer.

Allerede fra en meget ung alder er det lykkes den autodidakte softwareudvikler at gøre sine filantropiske ambitioner til en levevej. Opskriften er relativt simpel:

Med hjælp fra sine cirka 70 ansatte sætter han gang i en række højteknologiske projekter, som gør verden bedre, men samtidig kaster penge af sig. Og så bruger han overskuddet på projekter, som gør godt uden at give overskud.

Noget af det, han har tjent penge på, er udviklingen af elbiler. Han gik ind i branchen allerede i 2008, fordi han følte, at her kunne han virkelig rykke noget. I det hele taget er forretningsidéen i hans virksomhed 01 Advanced Innovation at løse problemer, som fører til en mere bæredygtig verden.

I andre af hans virksomheder handler det mere om at tjene penge, for han har erkendt, at det er væsentligt nemmere selv at tjene penge til gode formål end at få andre til at donere dem.

Det, han så bruger pengene på, er blandt andet Foreningen Samfundsnytte, hvor de hjælper vanskeligt stillede mennesker med at komme i meningsfuld beskæftigelse og hjælpe dem til at opnå et varigt og balanceret arbejdsliv.

Men han leder samtidig konstant efter nye projekter og læser en international forskningsrapport hver dag for at holde sig opdateret om de mange ting, der er i gang.

I 2012 læste han en rapport om professor Bong Wie fra Iowa State University i USA, som tilsyneladende havde fundet en løsning på et gammelt problem: Der findes mange hundredtusinder af asteroider og kometer i nærheden af Jorden, som hver især potentielt kan forårsage enorme ødelæggelser, hvis de ramte os.

Men man har ikke haft teknologien til at skyde dem ned, hvis en af dem nærmede sig. Det havde Bong Wie nu fundet, og i november 2014 oprettede Søren Ekelund endnu en virksomhed for at hjælpe med at føre professorens idéer ud i livet.

EADP blev navnet, og det står for Emergency Asteroid Defence Project (Akut Asteroide Forsvarsprojekt). I dag har han fem fuldtidsansatte til at researche på og indsamle penge til projektet, som han mener giver rigtig god mening, fordi han her kan hjælpe flest muligt for færrest ressourcer. Kræftforskning koster eksempelvis i gennemsnit 10.000 dollars pr. ekstra leveår.

At redde folk fra sultedøden koster 44.000 dollars pr. liv. At kunne forsvare menneskeheden mod ødelæggende asteroider koster 100-500 dollars pr. liv.

Til sammenligning skulle vi blot spare et halvt kampfly væk for at have råd til forsvarssystemet.

EADP er en almennyttig forening, og Søren Ekelund så helst, at den blev allemandseje eller underlagt verdens førende stater, men så længe ingen vil gå ind i projektet, ser han sig nødsaget til at kigge efter kommercielle partnere, som i praksis kan tage verden som gidsel, hvis asteroiden en dag kommer.

Han har ikke selv brug for at være helten, der redder verden. Hans passion er blot at se verden virke bedst muligt, forklarer han:

”Nogle rigmænd køber en yacht. Jeg køber et fartøj, der kan forsvare Jorden, men det øjeblik, det står færdigt, går jeg videre til nye projekter.”