Ung minister med stor politisk erfaring

Da ministertaburetterne blev uddelt, fik sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) med egne ord ”et drømmejob”. Men udfordringerne er store for den 31-årige minister

På trods af sine blot 31 år har sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) en lang fortid i dansk politik. Hun var kommunal- og regionalpolitiker, inden hun blev valgt ind i Folketinget for første gang i 2007.
På trods af sine blot 31 år har sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) en lang fortid i dansk politik. Hun var kommunal- og regionalpolitiker, inden hun blev valgt ind i Folketinget for første gang i 2007. Foto: Claus Bech/Scanpix.

Mere end 13 af sine 31 leveår har hun tilbragt i dansk politik. Den nye sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) fik det politiske engagement ind med borgmesterlig modermælk. Moderen, Karin Løhde, var i en årrække borgmester i Birkerød, og det vakte Sophie Løhdes interesse for politik. Hendes politiske liv begyndte for alvor, da hun i gågaden i Birkerød delte valgfoldere ud i 2001. Det var nemlig ikke sin mor, hun førte kampagne for - det var for sig selv. Så i en alder af blot 18 år stillede Sophie Løhde op til amtsrådsvalget, og her blev den 18-årige Venstre-kvinde valgt ind i Frederiksborg Amtsråd som landets yngste.

”Nogle vil sige, at jeg var miljøskadet fra starten, og andre, at jeg fik politik ind med modermælken. Det vil jeg lade andre om at bedømme. Men det har selvfølgelig sat sit præg på mig, at jeg er rundet af en politisk engageret familie, hvor der altid er blevet diskuteret politik rundt om spisebordet,” siger hun.

Dengang var det vanskeligt for den unge Løhde ikke at blive sammenlignet med sin mor, der i to omgange bestred borgmester-posten i hjembyen. Derfor gjorde Sophie Løhde, hvad hun kunne for ikke at gå i sin mors fodspor.

”Mine forældre var faktisk årsagen til, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at blive Venstre-kvinde. Jeg havde en eller anden idé om, at det var det sidste, jeg skulle være, fordi mine forældre støttede Venstre. Så i tidernes morgen var jeg i praktik hos et socialdemokratisk folketingsmedlem på Christiansborg, men måtte erkende, at en uge der var nok til, at jeg samme fredag, som jeg blev færdig, blev meldt ind i Venstre,” griner hun.

I dag er Sophie Løhde dog for længst et etableret navn på Christiansborg. Selv kalder hun den nye post for ”et drømmejob” og fortæller, at hun blandt andet er meget optaget af at sikre en bedre kræftbehandling og styrke patientrettighederne.

Sophie Løhde har bag sig erfaring fra både kommunal, regional og landspolitik. I 2006 var hun medlem af regionsrådet, hvor hun sad i opposition til kollega og ven Sophie Hæstorp Andersen (S), der i dag er regionsrådsformand. Ifølge Sophie Hæstorp Andersen er sundhedspolitik hjerteblod for Løhde, der dog godt kan få sin sag for, selvom hun kender området godt.

”Sophie er meget optaget af sundhedsområdet, og hun er bevidst om, hvad hun gerne vil opnå. Men hun overlader det til embedsapparatet at finde den konkrete løsning. Og det er jo også det, der bliver det spændende at se, fordi man nogle gange godt kan blive mødt af virkeligheden, og så må hun prioritere og forsøge at finde de rigtige kompromiser,” siger Hæstorp Andersen.

Det nye Sundheds- og ældreministerium er et af de områder, som vil være gevaldigt under pres i de kommende år på grund af det massive antal af ældre, der har brug for pleje og behandling. Samtidig er mindretalsregeringen en anden udfordring, som Sophie Løhde er bevidst omkring.

”Det er klart, at forudsætningen for, at vi kan indfri vores ambition om at løfte vores fælles sundhedsvæsen og sikre mere kvalitet i ældreplejen, er, at der er 90 mandater til at støtte op om det. Men det er jeg fortrøstningsfuld i forhold til,” siger ministeren.

Sophie Løhde var en af de Venstre-kandidater, der kunne glæde sig over en pæn stemmehøst. 11.832 personlige stemmer fik hun i Nordsjælland. Sophie Løhde har været kæreste med partikollegaen Troels Lund Poulsen, men er i dag ugift og har ingen børn.