Prøv avisen
Dagens portræt

Utålmodig sjællænder er faldet til ro blandt vendelboer

Noget, Henrik Bang-Møller har lært af sine 20 år som sognepræst, er, at man ikke kan finde frem til en stil, der rammer alle målgrupper. - Foto: Søren Schnoor/Ritzau Scanpix.

Sognepræst Henrik Bang-Møller havde en så lykkelig barndom, at han fik et ”næsten urealistisk billede af, hvor gode mennesker er ved hinanden”. Han fylder 50 år i dag, og i den anledning har Kristeligt Dagblad bedt ham svare på en række spørgsmål om livet

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Dette år har i sig selv været begivenhedsrigt. Det har været året, hvor vi har fejret min kones tålmodighed gennem 25 år med et sølvbryllup. Og året, hvor jeg efter 20 år som sognepræst i Skagen har søgt forandringen i Vrå og Em Sogn. Men det vigtigste har alligevel været, at min børn trives – og at de er på vej ud af vagten. Det er selvfølgelig sagt med et strejf af ironi, men det handler om, at jeg kan se, de er et godt sted og er klar til at stå på egne ben. Og så bliver der mere rum til at dyrke tosomheden med min kone.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Næst efter de fire gange, jeg er blevet far, må det være min lyse og glade barndom. Selvom jeg godt kan blive trist til mode, sætter min lykkelige barndom sig som en modvægt til de mørke øjeblikke. Det paradoksale ved den fortælling er, at min mor døde en måned før, jeg fyldte et år. Så der var egentlig lagt i kakkelovnen til en trist barndom, men jeg var omgivet af mennesker, der omgav mig med kærlighed, varme og omsorg. Det har givet mig et næsten urealistisk billede af, hvor gode mennesker er ved hinanden.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Det må være de otte års intense studier på teologi i København, som på trods af en kort flirt med tanken om en akademisk karriere hele tiden var med præsteembedet i sigte. I samme tidsrum var jeg også periodevis hjemmehjælper flere steder i Københavnsområdet. Det gav mig faktisk også en del øvelse til det virke, jeg endte med at få. Jeg fik nemlig ikke gjort ret meget rent, for så snart jeg havde fortalt, hvad jeg studerede, ville de fleste hellere snakke.

Hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min bror omkom ved en trafikulykke i 1989. Jeg husker krystalklart, hvordan jeg fik det af vide. Det var i Strandby Missionshus, hvor jeg var for at holde et foredrag. Undervejs kom bestyrerparret fra det sømandshjem, hvor jeg overnattede, ind. Jeg kunne godt se, at de var helt blege i ansigtet, og det første, de sagde, var, at min bror var hjernedød. Jeg forstod dog alligevel først, hvad det var, de havde fortalt, da jeg timer senere talte i telefon med min far. Da begyndte jeg at tude.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg med min familie tog det store spring fra København til Skagens vilde og blæsende natur for 20 år siden. Jeg kom fra den asfalterede menneskejungle til den vilde, rå, stormombruste natur. Det var fantastisk. Noget af det første, jeg gjorde, var at tage ud på Grenen, tage min Nokia 3310 og ringe op til min far, så han kunne høre de to have mødes. Flytningen var et kulturchok på alle måder. Som vendelbo rider man ikke samme dag, som man sadler, og man har generelt ikke så travlt. Men min utålmodige sjællandske sjæl er faldet til ro blandt vendelboerne.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne have været en bedre og mere nærværende far og ægtemand i min stressperiode for år tilbage. Sygdommen betyder, at man befinder sig i en boble, hvor man ikke formår at være tilstrækkelig sensitiv over for sine omgivelser. Da det stod klart for mig, blev jeg ramt af anger og fortrydelse. Men det gav også en lærerig indsigt, der gør, at jeg har et tæt og intimt forhold til mine børn.

Hvad tror du på?

Jeg tror på, at den bemærkelsesværdige historie om Jesus fra Nazaret rummer sandheden om og meningen med menneskers liv. Hvis ikke Kristus er sand, kan jeg ikke rigtig se, at livet har mening, eller at Gud er god. Jeg tror ikke på, at det, at jeg er teolog, skal betyde, at jeg skal fremstå med en intellektualiseret tro. Jeg tager stor afstand fra dem, der gennem en ophøjet tro ikke vil have et skæbnefællesskab med almindeligt troende.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?

Af og til oplever jeg en uforklarlig følelse af lykke og meningsfuldhed. Følelsen kommer ofte til mig, når jeg plukker bær og bruger timevis i naturen i fuldkommen stilhed. Jeg har det bare som blommen i et æg. Og som et barn, der leger, løber tiden bare fra mig. Jeg kan ikke forklare det. Mens jeg boede i København, var jeg ude i Kongelunden for at plukke bær. Min kone blev så bekymret, at hun var lige ved at alarmere politiet. Heldigvis havde hun kun nået at alarmere min underbo, der var kørt ud for at lede efter mig, da jeg kom cyklende tilbage med anhængeren fyldt med hindbær.