Ellen er Danmarks næstældste: Hold fast i alt det gode og lad det andet fare

 Ellen Adelaide Brandenborg, bliver 110 år. Stavtrup. Søholm.
Copyright © Niels Aage Skovbo, FOKUS, ...

Ellen Adelaide Brandenborg er kun to måneder yngre end landets ældste medborger, Signe Højer, der fyldte 110 år den 1. november. Ellen Adelaide Brandenborg fejrer sin fødselsdag med middag, underholdning og musik i selskab med sine tre børn, seks børnebørn og ni oldebørn samt masser af venner. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så gammel. Men jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg altid har været en glad pige. Jeg har aldrig tudet,” lyder Ellens egen forklaring på sin høje alder. Foto: Niels Aage Skovbo

Jeg tror, at en af grundene til, at jeg er blevet så gammel er, at jeg altid har været en glad pige. Jeg har aldrig tudet.
Ellen Adelaide Brandenborg

Som Danmarks næstældste kan Ellen Adelaide Brandenborg, der i dag fylder 110 år, huske Christian den Tiendes flotte heste i Københavns gader, to frygtindgydende krige og en verden, der ellers er gået mod større og større velstand. ”Vi har fået det bedre - men nok mest materielt,” siger hun

Der er trængsel i den lille lejlighed på Lokalcenter Søholm ved Aarhus, hvor Ellen Adelaide Brandenborg bor. Hendes ældste søn er kommet fra Canada med sin familie for at være med til at fejre ”grandma”.

Og datteren er også på besøg, så de sidste detaljer omkring moderens 110-årsfødselsdag kan komme på plads. Der skal være stor fest. Knap 50 mennesker har meldt deres ankomst - til middag, underholdning og musik.

Med udsigt over Brabrand Sø sidder Ellen Adelaide Brandenborg i en lænestol ved det store vinduesparti og tager imod, med store smil, kram og kys. Hun skifter automatisk mellem dansk og engelsk, alt efter hvem der kommer hen for at hilse på.

”Did you sleep well, my dear?”, spørger hun et af de to oldebørn, der også er fløjet til Danmark for at være med til at hylde det helt særlige livstykke, deres oldemor, som er Danmarks næstældste.

Ud over lidt problemer med hørelsen og et nedsat syn er Ellen Adelaide Brandenborg fuldstændig frisk. Hun boede i eget hjem indtil for godt et år siden, og fra vinduet kan hun skimte sit gamle hjem, en villa i Brabrand, på den anden side af søen.

Man plejer at sige, at alting var bedre i gamle dage. Men de færreste af os ved, hvad vi taler om. Det gør Ellen Adelaide Brandenborg. Men svaret er ikke entydigt.

”Jo, vi har da fået det bedre. Økonomisk og materielt især. Men jeg er ikke sikker ellers. Jeg synes faktisk, at mange ting er blevet værre, og det er bekymrende at se, hvor meget ufred, der er i verden nu,” siger hun med en alvor, der er sjælden i det ellers levende og smilende ansigt.

Hun har radioen stående ved siden af sin stol, og ud over at følge med i nyhederne lytter hun mest til klassisk musik.

Ellen Adelaide Brandenborg er ellers født i en tid, hvor det ikke var muligt at fange radiobølger og på den måde få verdens gang, Bach og Beethoven ind i stuen.

Samme år som Leonid Bresjnev og H.C. Hansen kom til verden, blev Ellen født i 1906 i Skørping, som nummer fire i en søskendeflok, der voksede til 10. Faderen var urmager, men dem var der desværre også to andre af i byen, så familien flyttede til København.

”Vi boede lige over for Vartov, hvor der altid var så pænt. Jeg stod tit udenfor og kiggede op på vinduerne, hvor der var fine, rene gardiner og friske pelargonier. Vi boede i en lejlighed på den anden side med fire et halvt værelse. Min far havde værksted derhjemme, og mor var der selvfølgelig også. Sådan var det jo dengang, og jeg husker min barndom som både hyggelig og tryg. Om aftenen sad vi rundt om det store spisebord i stuen, hvor det bedste lys var. Det var en stor hængelampe med petroleum, som mor hver formiddag pudsede lampeglasset på. Så sad vi der med vores bøger og håndarbejde,” fortæller Ellen Adelaide Brandenborg.

Men pengene var små, så alle i familien måtte hjælpe til. Ellen blev bypige i en modeforretning på Gl. Kongevej og tjente tre kroner om ugen, som hun gladeligt gav til sin mor.

”Det hed sig, at de blev sat i banken, så der var penge til at holde vores konfirmation,” siger hun og blinker med det ene øje.

”Men jeg er sikker på, at hun også brugte nogle af dem indimellem, når det var mest knapt.”

Da Ellen boede i byen, så hun nogle gange landets konge, Christian den Tiende komme ridende i gaderne på sine flotte heste. Det var et helt særligt syn, og hun var meget imponeret over de heste, der ofte fulgte med i optoget.

”Og ved du hvad? Nu hvor jeg er flyttet herind på centret, så viser det sig, at det er en bedstefar til en af dem, der arbejder her, som oplærte netop de heste. Er det ikke fantastisk?”, spørger Ellen og sender et af de mange varmende smil, hun er så gavmild med.

Hun fik syv års skolegang, og så var det slut. Som pige i familien skulle man nemlig lære at holde hus, mens drengene fik lov til selv at vælge erhverv.

”Sådan var det jo, og jeg tænkte slet ikke over, at det kunne være anderledes. Og jeg har altid været glad for at kunne netop det. Jeg har været rigtig god til at lave mad, sy tøj og har endda lært at bone gulve.”

Det var da også gennem netop de evner, at hun i 1929 gjorde noget ret usædvanligt for en ung dansk kvinde.

”Jeg sad og kiggede i en avis sammen med en veninde, og så fik vi øje på en annonce, hvor der stod, at 'canadiske fruer vil gerne have skandinaviske piger i huset'. Det er da vist noget for os, blev vi hurtigt enige om, og så brugte vi det næste år til at spare penge sammen til billetten. Det lykkedes dog kun for mig. Så jeg rejste alene afsted. 23 år gammel. På en meget lang sejltur.”

Et af resultaterne af den tur står nu i lejligheden og kigger kærligt på sin mor. Hans Edvard er Ellens ældste søn. Han er som voksen vendt tilbage til Canada og har slået sig ned i det land, hvor han blev født - efter et heldigt møde i den danske kirke, hvor en ung mand havde fået et godt øje til den nyankomne danske kvinde.

”Carl sad lidt afsides henne i en krog, men så kom han hen til mig og sagde: 'Du er da ret usædvanlig. For du kigger slet ikke efter drengene.' Og sådan begyndte det,” fortæller Ellen.

Carl og Ellen blev forældre til fire børn. De flyttede tilbage til Danmark i 1936, da Hans Edvard skulle begynde i skolen. Carl fik arbejde i Viby som maskinarbejder, og Ellen passede hjemmet.

Efter nogle år begyndte så den krig, der ifølge Ellen var meget mere frygtelig end Første Verdenskrig.

”Det var så tydeligt med de mange fremmede soldater i gaderne, og det var en tid med konstant frygt. Men vi slap nådigt igennem den - lige indtil den dag, Danmark blev befriet. Min søsters mand var styrmand på et skib, der førte dansk flag. Men det blev angrebet, og han blev ramt af kugleregn, da han stod i styrhuset - lige som de var på vej ind i Kattegat, på vej hjem til et befriet Danmark.”

Søsteren blev alene med to børn, og den ene af dem er også en af gæsterne til Ellens fødselsdag. Ellens egen mand døde i 1982, og i 1995 mistede hun en datter, der døde af kræft.

”Der har på den måde selvfølgelig været sorger og ubehagelige episoder i mit liv. Men jeg tror, at en af grundene til, at jeg er blevet så gammel er, at jeg altid har været en glad pige. Jeg har aldrig tudet. Og så forsøger jeg at huske alt det gode - det holder jeg herinde,” siger Ellen og peger med to fingre på siden af hovedet.

”Alt det andet, det slipper jeg løs og lader fare.”