Hvad nu, hvis Elvis Presley ikke var blevet født den 8. januar 1935 i Tupelo, Mississippi? Født i ludfattige kår i et kaotisk sydstats-USA som inkarnation af kultursammenstødet mellem de hvides countrymusik og de sortes rhythm ’n’ blues? Født i smerte, men med en perfekt krop, et charmerende smil og en stemme af det pureste guld?
Hvad nu, hvis han i stedet havde heddet Michael og var født i Taarbæk den 12. maj 1949? Født i en overskudsfamilie i et smørhul af et land, hvor mulighederne altid var inden for rækkevidde, hvor ingen sank rigtig til bunds, og hvor man da altid kunne få lov til at synge lidt i radioen og på plade, hvis man syntes, det var sjovt, og kedede sig på jurastudiet?
Hvad nu, hvis Elvis ikke var den guddommeliggjorte ”King of rock ’n’ roll”, men en flink, bamset velfærdsstatsdansker med krøllet, kommunefarvet hår, en finurlig omgang med ord – og en stemme af det pureste guld?
Svaret på disse spørgsmål er Michael Bundesen, som kunne se tilbage på fem årtier som en institution i dansk pop-rock-musik. En stemme, lytteren straks genkender, hvad enten det er et af Shu-bi-duas gamle hits, ”Morgennisserne” på P3, Bagermester Harepus fra Hakkebakkeskoven eller den godmodige bjørn Baloo i Disney-filmen ”Junglebogen 2”, man hører.
Michael Bundesen var god til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Den første rockkoncert, han overværede, var den eneste koncert, The Beatles gav i Danmark, i K.B. Hallen i 1964. Dén gjorde indtryk, men den 15-årige vidste, at han trods sit store ordforråd aldrig kunne blive en beatle. Det var han ikke musiker nok til. Han var en dyb, blød, rocket sangstemme. Han ville være Elvis.
I 1973 blev han så rockstjerne. Egentlig var det bare ment som en vits, da han gik sammen med Michael Hardinger, som han var kollega med på Danmarks Radios P3, og dennes band Passport om sangen ”Fed rock”.
Sangen var det gamle Elvis-hit ”Jailhouse Rock” i et let forhøjet tempo og med en dansk vrøvletekst. Men succesen blandt lytterne var så stor, at et nyt band var født. Under navnet Shu-bi-dua skulle de præge plademarkedet og koncertscenerne i Danmark i årtier.
Størst var succesen i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, hvor hits som ”Hvalborg”, ”Vuffelivov”, ”Den røde tråd” og ”Danmark” gik direkte i danskernes ører, hjerter og kulturarv.
Gruppen blev kritiseret for, at det hele bare var for sjov. Ingen politiske paroler. Ingen dybe, eksistentielle overvejelser. Ingen kunstnerisk smerte. Derfor så musikkritikerne og de andre rockbands skævt til de glade drenges skøre sange – og undervurderede den hverdagsvisdom, samtidssatire og de veloplagte rim-tosserier a la Halfdan Rasmussen, der kendetegner de bedste Shu-bi-dua-tekster.
I 1984 forlod Michael Bundesen Shu-bi-dua for en stund for at blive programchef på den nystartede tv-station Kanal 2. Han vendte tilbage i 1987, men bandet formåede ikke at nå fordums højder. På koncertscenerne fortsatte de dog med at have succes foran et publikum, som altid kunne alle tekster.
Men i maj 2011 blev der brutalt slukket for strømmen. To blodpropper i hjernen lammede ham i venstre side, og han har trods vellykket genoptræning siden siddet i kørestol, som han fortæller om i biografien ”Alting har en ende” af Kaare Sørensen, der udkom i 2018.
Her berettede Michael Bundesen, der var fraskilt og har tre voksne børn, også, at en af de faste genoptræningsøvelser i huset i Gentofte var, at han fra hukommelsen genkaldte sig de sangtekster, han havde sunget tusindvis af gange. Især det gamle Elvis-hit, der i dansk velfærdsstats-udgave ikke handler om et fængsel, men om en glad fyr, der – højere end kæresten, østers og lammesteg – elsker fed rock.