Verdenskendt bibelsmugler er død

Den tidligere præst og grundlægger af Dansk Europamission, Hans Kristian Neerskov, er død. Han vil blive husket som en af de største i kampen for at udbrede kristendommen i Sovjetunionen

Hans Kristian Neerskov har grundlagt Dansk Europamission, Den Internationale Sakharov Komité og har været formand for Dansk Georgisk Venskabs-forening. –
Hans Kristian Neerskov har grundlagt Dansk Europamission, Den Internationale Sakharov Komité og har været formand for Dansk Georgisk Venskabs-forening. – . Foto: Mette Frandsen.

Hans Kristian Neerskov, ansvarlig for indsmugling af millioner af bibeler til kommunistiske lande, døde i fredags.

Han blev 84 år og efterlader sig hustruen Unni, fire voksne børn og flere børnebørn.

Han var en af kirkens mest toneangivende skikkelser under den kolde krig, hvor han oprettede Dansk Europamission og begyndte at sende bibeler og kristen litteratur ind i de kommunistiske lande. I Sovjetunionen var det ulovligt at besidde en bibel.

Han fortalte Kristeligt Dagblad i et interview i 2008 om, hvordan han fik visionen om at smugle bibeler til forfulgte kristne mod øst, da han var pinsepræst i Bethania-menigheden i Blåhøj i Midtjylland:

”Jeg havde den søndag prædiket over missionsbefalingen, dér hvor Jesus siger, at vi skal gå ud i alverden med evangeliet, men der kunne jo ikke sendes missionærer til alle de kommunistiske lande.”

”En tredjedel af verden skulle altså udelukkes fra Guds ord?”, tænkte Neerskov, som derefter hørte Gud sige til sig:

”Jeg bad jer ikke om at sende missionærer. Jeg sagde gå.”

Han oprettede Dansk Europamission i 1964. Organisationen blev en del af et internationalt netværk, der smuglede bibeler på lokale sprog ind i de kommunistiske lande via en hemmelig kurertjeneste. De skjulte bøgerne i bilers og campingvognes hemmelige hulrum.

Han blev et kendt navn i og uden for Danmark. Han mødte USA’s daværende præsident Ronald Reagan i 1986. Inden da havde han mødt den tidligere pave Johannes Paul II, og herhjemme havde han ofte møder med statsministrene Anker Jørgensen (S) og Poul Hartling (V).

Internationalt blev han først og fremmest berømt på grund af sin bog ”Hvor Øst og Vest mødes” (1974) om sine egne oplevelser med arbejdet med at få bibeler og kristen litteratur til de kommunistiske lande. Bogen blev oversat til 16 sprog og udkom i 26 lande.

I USA fik den titlen ”Mission Possible” (mulig mission).

Han stiftede senere et amerikansk missionsselskab med samme navn.

En stor del af hans kirkelige tilværelse har været i pinsekirken. Han er opvokset med kirkegang i en almindelig sognekirke i København, men som ung mand skiftede han til pinsekirken. Her blev han også præsteordineret i 1961.

I 1996 brød han imidlertid med pinsekirken. Han ville gøre op med den såkaldte herlighedsteologi, som ifølge ham var begyndt at få indflydelse. Herlighedsteologien hævder, at der er en sammenhæng mellem jordisk fremgang og nærvær med Gud.

Derfor vendte han tilbage til folkekirken.

Hans Kristian Neerskov var kendt som en stridsmand i den offentlige debat. Her til lands fik han fjender i det socialistiske miljø, og selv nød han at skyde med skarpt. Særligt efter Folkekirkens Nødhjælp, som han i debatindlæg efter debatindlæg beskyldte for jødehad og for at ville bekæmpe den israelske stat.

Uden for landet var hans fjende KGB, Sovjetunionens efterretningstjeneste. Af den blev han efter sigende betragtet som en farlig fjende, og ikke mindre end 11 gange blev han arresteret for ikke at overholde de kommunistiske myndigheders strenge visa-bestemmelser. Men han var aldrig bange, sagde i et interview til Kristeligt Dagblad i 2012:

”Jeg har altid – og sådan har jeg det stadig – haft en tillid til, at jeg dør, når jeg skal. På den måde har jeg aldrig været styret af frygt.”

Begravelsen finder sted på fredag i Karlslunde Strandkirke.