Journalist Anne-Line Ussing spørger ikke efter livets mening. I stedet udleder hun mening af det liv, der er blevet hende givet. Den er at støtte psykisk skadede krigsveteraner og bringe dem tættere på normalitet, samfund og familie, og det gør hun på sin gård på Strynø, der i november blev godkendt som landets første bosted kun for veteraner.
Det er et fuldtidsjob og mere end det; nemlig en social og idealistisk kamp for at rette den uret, der ifølge hende sker, når soldater sendes ud og får mén, men ikke i tilstrækkelig grad samles op af det samfund, der ønskede krigen.
Sit formål fandt hun, da hun selv stod i en personlig krise med tre små børn og en mand med krigstraumer fra sine udsendelser for den australske hær.
”Jeg er ikke troende i konventionel forstand, men jeg har et åndeligt ståsted, og jeg synes, der skal være en mening med tingene. Hvad havde jeg gjort for at stå i så svær en situation med en syg mand og ingen hjælp at hente? Holocaust-overleveren Viktor Frankl sagde, at de, der overlevede kz-lejrene rent mentalt, var dem, der fandt en mening med, at netop de var endt i en kz-lejr. Jeg måtte finde meningen med, at jeg havde forelsket mig i en skadet veteran,” siger hun.
I 2013 åbnede Anne-Line Ussing og hendes mand, Stuart Press, første gang deres hjem på Strynø for andre veteraner. Siden har omkring 35 mænd boet i kortere eller længere perioder på gården, og mange har haft alvorlige problemer i deres liv som hjemløshed, truende og aggressiv adfærd, en historie med psykoser eller misbrug. Men for Anne-Line Ussing er det en gammel lektie at rumme dem, som andre skyer.
Hun er født i Fåborg i 1971. Som 12-årig flyttede familien til Kenya på grund af faderens arbejde i FN, moderen var og er kunstner.
Anne-Line Ussing kom på kostskole, fordi der ikke var meget andet at vælge. Hun var eneste hvide pige på en sovesal med 40 afrikanske piger og kunne ikke deres sprog.
”Jeg har prøvet at være meget anderledes, og derfra kan man enten blive meget rummelig, eller man kan indskrænke sig og blive bange og skubbe det fremmede væk. Jeg har omfavnet det anderledes og det skæve,” siger hun.
Hun lærte også en anden ting i Kenya: ”Hvis man vil noget i tilværelsen, må man rejse sig op og slås for det,” fastslår hun.
Siden tog hun kampen op mod racisme blandt andet ved at arbejde for Det Europæiske År mod Racisme i 1997 og FN’s År mod Racisme i 2001. Det sidste fandt sted i Sydafrika, hvor hun mødte Stuart Press, der var FN-diplomat efter en karriere som major.
I 2011 gennemførte parret et projekt i Skotland – som forløber for bostedet på Strynø – hvor britiske veteraner rehabiliterede sig i naturen, og de har diskuteret naturmetoder som behandlingsstrategi med prins Charles i hans hjem, Clarence House.
Grundlæggende ser Anne-Line Ussing sine veteranprojekter som et fredsarbejde.
Skadede veteraner har ”en naturlig reaktion på noget unaturligt”, siger hun. Det er jo ikke meningen, at mennesker slår hinanden ihjel – og det er netop tegn på, at de har følelser og moral, når de bliver mærket af det. Derfor bør samfundet forstå, hvad det uvægerligt koster, når politikerne vælger krig frem for diplomati:
”Der er adskillige projekter rundtomkring i verden, hvor veteraner kæmper for fred, fordi de kender konsekvenserne af krig fra sig selv og deres familier. Jeg tror, at veteranerne her på Strynø af samme årsag er mere fredselskende end den gennemsnitlige befolkning,” siger Anne-Line Ussing.