Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Dagens portræt

Vi gør alle usunde ting, der trækker os væk fra det gode liv

Flemming Baatz Kristensen er vild med fodbold og blev i sin barndom kaldt ”Bette Harald” efter at have trykket den kendte landsholdspiller Harald Nielsen i hånden. – Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix.

Sognepræst ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus Flemming Baatz Kristensen er aktuel med bogen ”På pilgrimsrejse i kirkeåret”, der udkommer her ved kirkeårets begyndelse. I den anledning har Kristeligt Dagblad stillet ham en række store spørgsmål om hans liv

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Når det gælder mit arbejde som præst og teolog, så har det været at arbejde med bøgerne ”På pilgrimsrejse i kirkeåret”, hvoraf det første bind, der går fra første søndag i advent til langfredag, er udkommet, og det anden bind om resten af kirkeåret udkommer til marts. Det har været overordentlig spændende, men også et meget stort arbejde at forholde sig til de 411 bibeltekster og kommentere dem ind i en stemning til de enkelte søndage. Jeg er meget glad for at være nået i mål med det, for jeg vil gerne give mennesker redskaber til at få mere ud af at gå i kirke. Jeg har skrevet bøgerne til både den interesserede almindelige kirkegænger og til kollegerne i folkekirken.

På den private front er det vigtigste, at jeg har fået to børnebørn. Det er helt fantastisk og en berigelse i mit liv, som jeg slet ikke havde set komme. Og så vil jeg også gerne nævne dette års allerstørste oplevelse: pinselørdag, hvor jeg viede jeg min søn og svigerdatter i Birkerød Kirke. De er to modne mennesker, der elsker hinanden, og både de og deres gæster var meget koncentrerede ved vielsen. Der stod jeg i krydsfeltet mellem at være familiemennesket og præsten, det var meget rørende. Det største, jeg har oplevet.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

De sidste ti år synes jeg har været de bedste i mit liv. Børnene er voksne, klarer sig selv, så jeg oplever mig mere fri. Samtidig oplever jeg, at relationen til mennesker bliver rigere og rigere, både arbejdsmæssigt og privat. Siden 2007 har jeg gået til fitness hver dag, fordi jeg synes, man skal passe på sit liv og være i så god form, som man overhovedet kan. I træningscentret er jeg bare Flemming, og jeg har fået nogle kontakter der, som jeg er meget glad for. Især er jeg blevet gode venner med en 28-årig kvinde, der træner lige så flittigt som mig. Kontakten mellem os blev skabt, forbi vi begge to holder med fodboldholdet Real Madrid. Vi taler mest om fodbold, og kan godt sms’e 15 gange i løbet af en kamp i fjernsynet. Der er intet andet end venskab mellem os, og jeg er dybt rørt over, at sådan noget kan opstå.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Når det gælder teologi, så er det den svenske biskop Bo Giertz, der har betydet allermest. Jeg begyndte at læse hans bøger, da jeg gik i 8. klasse, siden blev han min mentor og en afgørende person i mit liv. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Vi er 10-12 venner, der mødes tre gange året til middag, og det er sammenkomster, som jeg ser frem til hver eneste gang. Derudover er jeg sammen med fire andre med i noget, vi kalder vandrelauget, fordi vi sammen vandrer i vores liv og kristne tro. Hver gang vi ses, læser vi en bibeltekst og taler om, hvad der sker i vores liv. De venner er meget afgørende i mit liv. Det samme er relationen til mine tre voksne børn, som jeg synes jeg lærer så meget af. Jeg glæder mig over, at vi har taleret i hinandens liv, og at vi kan have en ligeværdig relation, hvor vi kan give hinanden både med- og modspil.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område/i samme profession som dig?

Gå i kirke hver søndag og find et fællesskab med andre kristne. Hav en spirituel praksis og overvej at finde en mentor og/eller en skriftefader. Vi har alle sammen ting at slås med, usunde ting, der trækker os væk fra det gode liv, og vi oplever at føle både skyld og skam. Derfor kan det være meget givende at skrifte ens synd over for et mennske, som man har tillid til og kan hjælpe med ens skam. Jeg tager selv imod mange, der går til mentor eller kommer til skrifte.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Jeg synes ikke, jeg har haft de store sorger i mit liv. Men det, der kan være sorgfuldt for mig er, når jeg oplever, at folkekirken forlader vigtige sider i den klassiske kristendom. Som eksempelvis at indføre vielse af homoseksuelle i 2012 og dermed foregive dem noget, vi ikke kan give dem. Det går mig på, når der er præster, der ikke tror på en skabende Gud, men det får mig ikke til at opgive ævred.

Det kan være en sorg for mig, hvis jeg oplever at blive uretfærdigt behandlet. Men når man får sår på sjælen, er det vigtigt ikke at blive bitter eller have ondt af sig selv. Man skylder sig selv og andre at få renset det sår, så man går ud i verden og er glad. Engang blev min datter spurgt: Hvordan har din far det, og hun svarede: Jo, han kæmper med det, for han vil ikke være en sur, gammel mand.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg kom fra Hirtshals, læste teologi i Aarhus, men ville absolut være præst i København. Det betragter jeg som et modigt valg. Jeg var der i godt syv år, og det har jeg aldrig fortrudt. Heller ikke da jeg søgte en større udfordring i Aarhus. Det er vel også forbundet med, at jeg har vovet at stå for en klassisk kristendom med tilhørende kant. Det har jeg jo fået nogle verbale tæsk for, men jeg måtte sige, hvad jeg sagde.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Fra min mor har jeg fået ordens- og retfærdighedsssans, temperament, viljestyrke og omsorg. Fra min far har jeg fået humoristisk sans, beskedenhed og evnen til at hygge og slappe af.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Når jeg ser tilbage på mit liv, så burde jeg have været mere hjemme, da børnene var små. I dag kan jeg se, at der var for meget arbejde, og det har jeg fortrudt.

Hvad tror du på?

Jesus Kristus, der er den mest troværdige, jeg nogensinde har mødt. Og så tror jeg på mødet mellem mennesker ansigt til ansigt.

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg er vokset op i et fodboldinteresseret hjem, og har også altid selv været vild med fodbold, det er en stor lidenskab for mig. Da jeg var seks-syv år gammel fik jeg lov at komme med min far til Frederikshavn. Her skulle vi besøge virksomheden Alfa Diesel, hvor landsholdsspilleren Harald Nielsen arbejdede. Han var den tids Michael Laudrup. Jeg fik lov at trykke ham i hånden, og til min mors fortrydelse ville jeg ikke have vasket mine hænder i flere dage efter. Der kom også det ud af det, at mine venner i Hirtshals siden kaldte mig ”Bette Harald”, og jeg spillede med nummer ni på ryggen, ligesom Harald Nielsen gjorde.