Da 38-årige Sofie Lyng så oplægget til årets kronikkonkurrence med temaet ”Tak for hjælpen”, var hun ikke i tvivl om, hvem hun gerne ville sige tak til. Med kun fire dage til deadline satte hun sig ned foran computeren og mærkede, hvordan ordene bare strømmede ud på siden.
For der var meget at takke for. Tak til alle de terapeuter, sygeplejersker og andre varme hænder, der bar og støttede hende og hendes mand Simon Lyng, da deres to sønner, Julius og Theodor, begge blev født med en uhelbredelig genfejl, som endte med at koste dem livet i en ung alder.
”Denne tak skal derfor lyde til alle de bløde hænder og mennesker der arbejder i vores alt for bureaukratiske system, som med krop, sjæl og sind gør en kæmpe forskel, når andre rammes og pludselig står i deres livs største krise. Vores samfunds hverdagshelte. Alle dem, der ikke gør det for at få tak, men fordi de ikke kan lade være. Tak!”. Sådan slutter Sofie Lyng kronikken, der i dag er blevet kåret som vinder af kronikkonkurrencen.
Det føles helt rigtigt at skrive kronikken netop nu, fortæller den stolte og ydmyge vinder. For efter 10 lange år, hvor familien kæmpede med sorgen og fortvivlelsen over sønnernes sygdom og alt for tidlige død, er hun og hendes mand Simon Lyng kommet ud på den anden side.
I dag bor parret i Silkeborg og er forældre til Isabella på halvandet år. Den lille familie er netop hjemvendt fra en sommerferie, som de har brugt i deres nyindkøbte campingvogn. En drøm, som de i mange år har haft, men som de grundet sønnernes sygdomsforløb ikke har kunnet leve ud. Og det har til fulde levet op til forventningerne, fortæller Sofie Lyng.
Hendes egen barndom tilbragte hun i henholdsvis Ballerup, Thisted og Holbæk. Men skal hun vælge, er Thisted hendes barndomsby. Der, hvor hun føler sig hjemme. Hun beskriver barndomshjemmet som et trygt og rart sted, hvor der var plads til at tale om tingene, også når der var noget, der gik en på.
Når hun i dag skal koble af, forsvinder Sofie Lyng ofte ind i fiktionens verden. På det seneste har hun forsøgt at udfordre sig selv med sit valg af bøger, fortæller hun, inden hun med et lille grin indrømmer, at det ikke altid går så godt.
For hun vender næsten altid tilbage til de historiske romaner, hvor særligt walisiske Ken Follett er en favorit. Og historie har altid været en interesse for Sofie Lyng, der oprindeligt er uddannet cand.mag. i historie og film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.
I dag er det dog noget helt andet, som Sofie Lyng beskæftiger sig med. Efter sommerferien er hun startet i et nyt job som kirkekoordinator i Hasle Kirke i Aarhus, hvor hun skal stå for kommunikation, administration og personregistrering.
”Efter det, vi har været igennem, har det givet mening for mig at bruge mine kræfter og kompetencer i et miljø, hvor jeg kan gøre en forskel for andre,” siger hun om det nye job.
Og det miljø føler hun, at hun har fundet i folkekirken. For igennem de svære år fandt hun selv stor trøst i kirken og i sjælesorgssamtalerne med den lokale sognepræst, der i dag er en nær ven af familien. En oplevelse, som hun gerne vil give videre. Hun håber nemlig, at hendes egen erfaring med livets op- og nedture kan være med til at skabe trygge rammer om dem, der opsøger kirken og præsten.