Vita Andersen har aldrig lagt skjul på, at hun har haft det svært med selvtilliden.
En ustabil barndom, præget af moderens psykiske sygdom, faderens fravær, ophold på børnehjem og i plejefamilie og til sidst mosterens adoption af hende har givet alvorlige ar på hendes sjæl. Samtidig har barndommens traumatiske oplevelser, og siden voksenlivets udfordringer, været det vigtigste brændstof i hendes helt særlige forfatterskab. Ved forfatterdebuten for 40 år siden mættede hun med ”Tryghedsnarkomaner” (1977) ikke bare sin egen sult efter anerkendelse, hun mættede også en sult efter hverdagsnær digtning blandt mange læsere i 1970’erne. Digtsamlingens første oplag blev udsolgt på bare 20 minutter, og Gyldendal fik travlt med at trykke flere bøger. ”Tryghedsnarkomaner” endte med at sælge i omegnen af 100.000 eksemplarer. Det var dengang rekord for en digtsamling, og rekorden blev først slået i 2013, hvor Yahya Hassans digte strøg ind på bestsellerlisterne og endte med at blive trykt i 120.000 eksemplarer.
Med ”Tryghedsnarkomaner” slog Vita Andersen ikke bare oplagsrekord. Hun tilføjede med titlen også det danske sprog et helt nyt ord, og hun blev, sammen med forfatterkollegaen Lola Baidel, den første danske eksponent for genren knækprosa: digte uden rim. Et ord, der blev lanceret af kritikeren Torben Brostrøm i 1979. Det var i første omgang ment nedladende, men især kvindelige læsere i stort tal elskede og elsker stadig Vita Andersens hudløst ærlige fortællestil.
Fortidens ar har aldrig sluppet hende helt, og hendes næste roman ”Indigo”, der udkommer den 10. november, kredser om den barndom, som hun er flygtet fra gennem hele livet. Det er en roman, siger hendes redaktør Louise Kønigsfeldt fra Rosinante & Co, der på en måde kan læses op imod det øvrige forfatterskab. Her er det barnet, der forsøger at huske, og forfatteren, der modstræbende dykker ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner.
Med sin på én gang stærke, krystalklare og sårbare prosa er Vita Andersen blevet kaldt for et fyrtårn i dansk litteratur. Hendes udgivelsesliste er ikke lang, men med romaner som ”Hva’for en hånd vil du ha” (1987), ”Sebastians kærlighed” (1992) og ”Anna Zoe” (2006) har hun stadig en trofast læserskare og udkommer i alle de skandinaviske lande. Vita Andersen er blandt andet hædret med De Gyldne Laurbær for novellesamlingen ”Hold kæft og vær smuk” (1978) samt modtager af Kritikerprisen, LO’s Kulturpris og Søren Gyldendal Prisen.
Inden hun kom så langt, uddannede hun sig i en bank og arbejdede både som kontorvikar, opvasker og servitrice. Drømmen var dog hele tiden at blive forfatter, og i mange år tog hun notater, som hun gemte i papkasser. Da dagbladet Information en sommer i begyndelsen af 1970’erne opfordrede læserne til at sende digte ind, åbnede hun kasserne og sendte en stak ind. Hele stakken af digte kom retur igen med beskeden om, at sådan noget trykte avisen ikke. Derfor var det også næsten et chok for den dengang 35-årige Vita Andersen, at Gyldendal gerne ville udgive hendes digte, og at ”Tryghedsnarkomaner” blev en tordnende salgsmæssig succes.
Forfatteren, der på søndag fylder 75 år, var i en årrække gift med folketingsmedlemmet og EU-parlamentarikeren, nu afdøde, Mogens Camre. Sammen har de tre døtre. Vita Andersen bor i København.