Jacob Mchangama er ytringsfrihedens principfaste forkæmper

Jurist Jacob Mchangama er en af de mest toneangivende stemmer i ytringsfrihedsdebatten herhjemme. Sidste år var han med til at få afskaffet blasfemiparagraffen. I dag fylder han 40 år

Jacob Mchangama er ikke bare en anset jurist, han er også en polemisk debattør, siger hans ven og radiovært Mikkel Andersson. –
Jacob Mchangama er ikke bare en anset jurist, han er også en polemisk debattør, siger hans ven og radiovært Mikkel Andersson. – . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Jacob Mchangama er ikke det nemmeste navn at udtale. Ikke desto mindre har studieværter i tv og radio adskillige gange i de senere år introduceret Jacob Mchangama i debatter om liberalisme, religion og ytringsfrihed.

I den sammenhæng er Jacob Mchangama, der i dag fylder 40 år, da også svær at komme uden om. Han har igennem årene markeret sig som en af de mest ihærdige fortalere for ytringsfriheden og har i værdikampen om islam konsekvent talt for beskyttelse af frihedsrettighederne.

Gennem udgivelse af flere bøger om emnet er begrebet ytringsfrihed nærmest blevet synonymt med Jacob Mchangama. Oven i det beskæftiger han sig også professionelt med blandt andet frihedsrettigheder som direktør for den uafhængige juridiske tænketank Justitia.

Jacob Mchangamas interesse for ytringsfriheden kan blandt andet forklares med det liberale menneskesyn, han har haft siden han var ung. Samtidig har Muhammed-krisen og 2000’ernes værdikamp været en katalysator for Mchangamas ivrige forsvar for ytringsfriheden, siger hans ven Søren K. Villemoes, der er debatredaktør på Weekendavisen:

”Jacob er et meget principielt tænkende og samtidig intellektuelt nysgerrigt menneske,” fortæller Søren K. Villemoes.

Jacob Mchangama, der er tidligere chefjurist i den borgerlige tænketank Cepos, er efterhånden også blevet en international kapacitet i forhold til ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Han har skrevet i flere ansete internationale tidsskrifter og forsker i øjeblikket i ytringsfrihed på Columbia University i USA. Herhjemme har han modtaget flere priser, blandt andet Venstres frihedspris i 2013, Morgenavisen Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris i 2015 og i 2016 Odder Højskoles kulturpris og Den Gyldne Grundtvig.

Den danske sognepræst, salmedigter, filosof og historiker N.F.S. Grundtvig har da også en særlig plads hos Jacob Mchangama, fortalte han til Kristeligt Dagblad i 2016:

”Han gør sådan set ytrings-, ånds- og samvittigsfrihed til en del af dansk folkeliv og -kultur,” siger Mchangama.

Men Jacob Mchangamas er ikke bare en anset jurist, han er også en polemisk debattør, siger hans ven Mikkel Andersson, der er debattør og vært på Radio24syv:

”Jacob har ikke bare et stort historisk perspektiv at trække på. Han er heller ikke bange for at blande sig i debatten på Facebook på en akademisk, men også polemisk facon. Han kan godt lide at melde klart og kontant ud, og det er nok, fordi han ofte mener, at han har ret. Men jeg tror også godt, at han kan lide den polemiske debat, hvor man krydser klinger på ord. Og i de fleste sammenhænge virker han ret selvsikker,” siger Mikkel Andersson.

Historiker og debattør Niels Jespersen kender også Jacob Mchangama personligt, og ifølge ham er Mchangama den mest ”rendyrkede liberalist i Danmark”, og det er ment positivt, forsikrer Niels Jespersen.

”Mange kalder sig liberalister, selvom de kun er interessereret i at sænke skatten og derudover ser stort på, at ytringsfriheden indskrænkes. Jacob Mchangama har aldrig været bange for at lægge sig ud med sine egne og dem, der kun er interesseret i ytringsfrihed, når det kan bruges til at genere muslimer,” siger Niels Jespersen.

Han nævner blandt andet Jacob Mchangamas insisterende kritik af regeringen for den såkaldte imamlov, der blev vedtaget af et bredt politisk flertal i 2016. Særligt kritisk var han over for den lov, der kriminaliserede ”udtrykkelig billigelse” af visse ytringer fremsat i en religiøs læresituation.

”Der er noget dybt foruroligende i, at et politisk flertal vælger at kriminalisere ytringer fremsat af en (forståeligt) upopulær persongruppe, men som politikerne selv vil kunne fremsætte straffrit,” skrev Jacob Mchangama i Berlingske i juni 2016.

Derudover har han været en af de fremmeste – hvis ikke den mest toneangivende – fortaler for afskaffelsen af blasfemiparagraffen sidste år.

”Han havde en samlende effekt i den debat, fordi han er respekteret højt i begge politiske lejre. Og helt generelt tror jeg, at højrefløjen ville være endnu mindre optaget af principper om blandt andet ytringsfrihed, hvis ikke Jacob Mchangama var der,” siger Niels Jespersen.

Jacob Mchangama blev født i 1978 og voksede op i et kollektiv. Faderen er fra øriget Comorerne ud for Afrikas østkyst og havde tidligere kæmpet mod den franske kolonimagt. Jacob Mchangama, der er cand.jur., er gift og far til to børn.