Zirkusdirektøren har fået drømmene opfyldt

Trods succes som skuespiller valgte Søren Østergaard livet som cirkusdirektør. I dag fylder han 60

11. maj fylder Søren Østergaard 60 år Det er under teltdugen midt i arenaen, at han er allermest lykkelig
11. maj fylder Søren Østergaard 60 år Det er under teltdugen midt i arenaen, at han er allermest lykkelig . Foto: GRAVERSEN ANITA.

Søren Østergaard har som en af de få kunnet lade sig slå til Ridder af Dannebrog af selveste dronningen, og for sit skuespil har han modtaget både en Robert- og en Bodil-statuette.

Tilværelsen som skuespiller har han dog taget endeligt afsked med for i stedet at være selvstændig i Zirkus Nemo.

På trods af sin succes som skuespiller i film som "Kærlighedens smerte" og "At kende sandheden" og stykker som "Hvem ringer frk. klokken for" og "Kometerne", orker han det ikke længere, forklarer han.

- Da jeg først blev herre under egen teltdug, havde jeg svært ved at være ansat, og så er jeg også blevet doven. Jeg gider ikke udenadslære, jeg vil hellere improvisere, siger han.

Sammen med Flemming Jensen startede Østergaard i 90'erne et cirkus. Projektet kuldsejlede, men drømmen om at blive cirkusdirektør bed sig for alvor fast.

- Selv om vi gik konkurs og tabte alle vores penge, tænkte jeg, at det var det bedste, jeg havde gjort i mit liv. Jeg havde gang i noget, som kunne blive sjovt og stort, fortæller Søren Østergaard, der i 1999 grundlagde Zirkus Nemo med Anders Lund Madsen. I 2004 blev han eneejer af cirkusset.

Cirkusset er hans hjertebarn. Det giver ham frihed til at have det sidste ord og til kun at lave det, han selv finder sjovt. Men det er ikke en rationel forretning, han har gang i, understreger Østergaard.

- Jeg kunne tjene flere penge ved at lave revyer. Men nu sidder jeg her i Haderslev i min skønne beboelsesvogn og kigger ud på mit telt, og jeg synes, det er enormt smukt.

De 60 år banker på døren, og Østergaard kan også mærke, at alderen har sat sig i kroppen.

Hoften er begyndt at knage, og der er mindre energi til at hoppe rundt i arenaen, så overvejelser om fremtiden sniger sig ind på ham engang imellem.

- Men jeg elsker det stadigvæk, så jeg håber, at cirkusset forbliver med mig i front i nogle år endnu, og håber jeg på, at jeg finder én, som jeg langsomt kan køre ind, siger Søren Østergaard og tilføjer, at han er på udkig efter sin efterfølger.

Privat er Søren Østergaard gift med skuespiller Lisbeth Lundquist. De to har været gift siden 1993.