Prøv avisen
Etik i sommerlandet

Bør du tage på badeferie i lande kendt for tortur og korruption?

Hvis vi som turister vælger at blive væk fra korruptions-plagede og undertrykkende nationer, kan vi være helt sikre på, at landenes elite fortsat kører i limousiner, drikker årgangs-cognac og skovler penge ind på udenlandske konti, skriver Jakob Dreyer. Foto: AFP / KARIM SAHIB

Sommeren over har mange af os holdt ferie i lande, som gemmer torturofre væk i fængselskældre og forfølger religiøse og seksuelle mindretal. Det er problematisk, men bliver vi væk i protest, rammer vi de forkerte, skriver etikpanelets Jakob Dreyer

Kenya, Nepal, Tanzania, Mali, Mexico og Thailand indtager henholdsvis nummer 145, 126, 119, 115, 103 og 85 på organisationen Transparency Internationals 2014-liste over de mest korruptions-hærgede lande i verden.
 
Nummer 175 er det mest korrupte land, og nummer 1 (som i øvrigt er Danmark) er det mindst korrupte.

I de mest korrupte lande er embedsmænd noget, man bestikker, og privilegier er til salg for hård valuta – eller noget, man truer sig til eller ganske enkelt stjæler fra de svage. Myndigheder og statsmagter er ofte forbryderiske despoter, der udsuger landenes hårdt prøvede befolkninger og uretmæssigt opsparer gigantiske formuer på private konti i udlandet – til finansiering af vulgært privatforbrug eller kriminelle aktiviteter.

Ifølge Amnesty Internationals 2014/2015-rapport overtræder lande som eksempelvis Tunesien, De Forenede Arabiske Emirater (som blandt andet omfatter Dubai), Kina og desværre mange, mange andre lande FN’s menneskerettigheder. Anvendelse af tortur, undertrykkelse af kvinder, hårde straffe uden rettergang, politibrutalitet og forfølgelse af anderledes tænkende er mere reglen end undtagelsen, og befolkningerne lever i angst for myndigheder og magthavere. I lande i Amnesty Internationals søgelys bliver homoseksuelle, religiøse minoriteter og systemkritikere forfulgt, undertrykt, fordrevet, fængslet, tortureret eller slået ihjel.

Skal vi ikke bare slå fast, at vi i vores del af verden tager skarpt afstand fra den slags?

Og dog myldrer vi fra den vestlige verden i vores ferier til disse lande iført solcreme, Hawaii-skjorte og parasol. Klar til kamelridning gennem ørkenen, folkloremiddage til lokal musik og sightseeing gennem gamle bydele i airconditionerede busser. På shoppingture på lokale markeder, i speedbåde langs kyster, på lejede motorcykler gennem bjerge og på elefantrygge gennem jungler rejser vi som turister kloden rundt.

Samtidig i de selv samme lande lider torturofre i dybe fængselskældre, homoseksuelle bliver overfaldet, politiske møder opløses med knipler, og religiøse mindretal bliver forfulgt, forbudt eller brændt ud af deres bydele.

Temaet rejser en par etiske spørgsmål: Skal vi boykotte sådanne lande som ferierejsemål for derved at vise vores ubehag ved forholdene? Eller skal vi netop besøge den slags lande med deres anløbne regeringer for at agere vidner til de triste forhold og derigennem kaste lys over banditterne og deres urimeligheder?

Problemet med store, organiserede, internationale boykot af såkaldt fejlslagne stater, diktaturer eller lande, hvor regeringen træder befolkningen under fode, er, at de rammer de forkerte. Hvis vi som turister vælger at blive væk fra korruptions-plagede og undertrykkende nationer, kan vi være helt sikre på, at landenes elite fortsat kører i limousiner, drikker årgangs-cognac og skovler penge ind på udenlandske konti. Det er tilsyneladende nærmest en naturlov. Nej, vores boykot rammer desværre de i forvejen hårdt prøvede befolkninger, som nu oplever deres livsgrundlag forsvinde i takt med, at turisterne udebliver, BNP falder, og arbejdsløsheden stiger.

Den hurtige analyse er derfor, at vi bør og skal besøge lande med ondt i menneskerettighederne og problemer med at holde styr på, hvad der er mit og dit. Ved at bidrage til at forbedre lokalbefolkningernes økonomi igangsætter vi den gode spiral, der i bedste fald trækker demokrati, uddannelse, oplysning, internationale relationer og menneskerettigheder med sig. Om end det desværre ikke sker fra den ene dag til den anden, men ofte er en lang og ørkesløs proces.

Men til gengæld må vi ikke bare som bevidstløse køer besøge landene, proviantere souvenirs og glemme alt, når vi atter kommer hjem. Nej, hvis vi kommer på den slags tragiske kanter, er det vores pligt at fortælle vores omverden om det, vi oplevede. Derved bidrager vi som enkeltpersoner til at skabe fokus på urimelighederne og til at udbrede viden om alle de desværre mange diktatorer, myndighedspersoner, politibetjente og militærfolk, som i disse lande ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Vi skal med andre ord ikke bare solbade i isolerede resorts med vestlige middage eller lade os spise af med myndigheds-blåstemplede glansbillede-udflugter. Nej, vi skylder lokalbefolkningerne også at opleve de autentiske sider af landene, så vi derhjemme kan udbrede vores indtryk af disse mindre flatterende sider.

Måske man så kun fortæller familie og venner om sine oplevelser og viser billeder af forholdene. Eller måske man fortæller alle kollegaerne om rejsemålenes skyggesider. Eller skriver en blog – eller måske ligefrem kontakter en dansk politiker og beder ham gøre noget.

Derved har man bidraget positivt til at gøre en forskel. På en ganske lille skala, javel – men man har ikke desto mindre bidraget til at rette lyset mod en stat, hvor mennesker lider.

Lyder det lidt spejderagtigt? Tja, måske. Men alternativet er at lukke øjnene og slet intet foretage sig. Fattigdomsturisme? Nej, det er det kun, hvis vi besøger disse lande og udelukkende passivt iagttager uden at reflektere og uden at gøre noget.

Om det så overhovedet er sikkert for turisten selv at rejse til uroplagede, ustabile og korruptionshærgede lande, der ikke overholder menneskerettighederne?

Det korte svar er ”nej” – men det er så en helt anden historie, vi behandler en anden god gang.

God rejse.

Jakob Dreyer er medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanel og medejer og adm. direktør i efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden CERTA Intelligence & Security, der tilbyder private virksomheder beskyttelse mod terror, spionage, cybercrime og organiseret kriminalitet.