Jeg ønsker at kaste lys på de fælles vilkår for ungdommen i dag. Det går ikke an kun at betragte de problemer, vi ser, som et udtryk for individuelle psykiske udsving eller som et symptom på et enkelt forhold, der kan korrigeres, hvorefter symptomerne fordufter. Vi kan ikke give nutidens unge ro i sindet ved at indføre en ny karakterskala. Hvis vi kunne, burde vi gøre det i morgen. Men det kan vi naturligvis ikke. Vi kan heller ikke give børn i Danmark en tryg og udviklende barndom ved at fjerne de nationale test. Hvis det var vejen, var der ingen diskussion, men det er det ikke. Svaret er langt større og mere krævende – og det fordrer, at vi i forældregenerationen kaster et kritisk blik på os selv og den opgave, vi har for os.
De vilkår, der gør ungdommen usikker på benene, er langt større end de små krusninger, vi ser udspille sig i pressen og den offentlige debat. Det handler i virkeligheden om den vestlige kultur i bred forstand. Den måde, vi opdrager eller ikke opdrager de opvoksende generationer på, siger meget om, hvem vi er, og om en eksistentiel krise, som er svær at få tag i. De unges problemer er efter min bedste overbevisning et symptom på det vestlige menneskes sorg og fortvivlelse over at have opnået den absolutte frisættelse – og have mistet de værdimæssige pejlemærker af syne. Det skrøbelige fundament, der får de unge til at miste fodfæstet, gælder os alle. Men de unge lider mest under det.
I Danmark har vi længe haft den påstand kørende, at det, der gør de unge fortvivlede og pressede, er en såkaldt ”præstationskultur”. Det er åbenlyst forkert. Danmark har ingen præstationskultur i uddannelsessystemet i betydningen ”fokus på faglige præstationer”. I hvert fald ikke, hvis man sammenligner os med stort set alle andre lande i verden. Karakterer betyder forsvindende lidt for den enkelte – både i forhold til at rykke videre til næste niveau og i forhold til at vælge ungdomsuddannelse og videregående uddannelser. Enkelte uddannelser har et højt karaktergennemsnit som adgangskrav, men generelt har vi et system, hvor man med beskedne karakterer kan vælge mellem en lang række muligheder. Historisk har vi haft karaktersystemer, lige så længe som vi har haft et formaliseret uddannelsessystem. Karakterer har i de fleste perioder i historien været tillagt langt større betydning, end de bliver nu. Det overdrevne fokus på karakterer som udslagsgivende for børn og unges mistrivsel er altså en blindgyde. Tilbage står selvfølgelig at undersøge og forstå, hvorfor så mange unge tilsyneladende har en oplevelse af, at karakterer spiller en afgørende rolle i deres skole- og uddannelsesforløb.
Da jeg i sommeren 2018 i egenskab af undervisningsminister blev præsenteret for denne hypotese om ”karakterpres” og ”præstationskultur”, denne gang af journalist på Altinget Tyson Lyall, valgte jeg at formulere et nyt begreb i forhåbningen om bedre at kunne beskrive problemerne: ”perfekthedskultur”. Mens præstationskulturen beskriver det forhold, at man værdsætter, fremmer og krediterer faglige præstationer, er perfekthedskulturen en mere generel kulturel strømning, hvor både forældre og unge bliver optagede af alle de faktorer, der får dem til at se godt ud i andres øjne: tøj, hår, job, venner, feriedestinationer, mad, skoleresultater osv. Det er en overfladisk identitetssøgende tilstand, som teknologien og de sociale medier sætter turbo på. Det er stressende at skulle være perfekt hele tiden, og det er naturligvis umuligt.
Vi – de voksne – har altså del i miseren. Vi suges ind i den overfladiske identitetsskabelse, fordi vi ikke har gjort os den ulejlighed at gøre vores egen stilling klar. Hvad er det egentlig, vi står for? Hvad vil vi ikke give køb på? Hvad er det smukkeste og vigtigste, vi skal give kommende generationer med på deres rejse mod voksenlivet? Hvilken adfærd ønsker vi at fremme, og hvad vil vi ikke acceptere? Hvad skal definere de fællesskaber, som er livsvigtige for os? Vi har på alt for mange områder svigtet vores opgave med at opdrage og danne børn og unge på en måde, der giver dem et fornuftigt og solidt fundament at stå på. Derfor bliver mange unge til ”krystalbørn” eller ”selvbyggerbørn”, som jeg også har valgt at kalde dem. De må på egen hånd flikke en identitet, en fortælling og et værdimæssigt ståsted sammen uden nogen nævneværdig hjælp fra de voksne. Det er en både skræmmende og krævende opgave. Der er derfor ikke noget overraskende i, at mange unge hele tiden befinder sig på kanten af sammenbrud.
For de voksne er det let at pege fingre ad de unge og sige, at de er selvoptagede, nærtagende og mangler robusthed. Men det er os selv, vi bør pege fingre ad. Hvis nogle unge er disse ting, har vi selv skabt det. Det er os, der ikke har opdraget dem, udfordret dem og givet dem den dannelse, de har brug for. Vi har ikke taget opgaven på os. Vi er en generation, som ikke ønsker at være de voksne, og vi forsøger hele tiden at gøre krav på selv at være blandt de unge og skubbe ansvaret og pligterne foran os.
Den norske psykiater Finn Skårderud beskrev allerede i 2009 i Tidsskrift for Norsk Psykologforening situationen således: ”Der findes et vakuum efter de abdicerede tydelige voksne.” Han forklarer, hvor paradoksalt det er, at unge mennesker skal lære at blive voksne af personer, som selv har lyst til at være unge. Når forældre og lærere taber deres autoritet, bliver unge mennesker hinandens opdragere. Skårderud anvender begrebet ”Peter Pan-syndromet” til at beskrive det forhold, at også voksne i det senmoderne kan ønske at forblive i det barnlige og ungdommelige univers. At være voksen handler om at kunne forstå samspil mellem mennesker og at håndtere psykologiske og sociale realiteter. Alle disse krav kan virke truende og angstprovokerende, hvorfor der kan opstå en lyst til at forblive i ungdommens lethed og ikkedefinerede rum.
Men der er ikke plads til, at vi alle besætter pladserne i ungdomskupeen. Det er børn og unge, der har ret til at være dér. Når de voksne – både forældre og bedsteforældre – vil mase sig ind, opstår der trængsel. Der er brug for myndige voksne, der definerer rammer og regler for fællesskaberne, og som opdrager børn og unge.
Når jeg betragter den måde, vi møder børn og unge i Danmark i dag, får jeg øje på to modstridende tendenser. For det første er det sådan, at børn og unge ofte mødes med alt for få konkrete krav. Nogle børn i førskolealderen kan ikke selv binde deres snørebånd, cykle eller gå på toilettet uden hjælp. Skolebørn klarer ikke at bevæge sig over længere afstande alene, smøre en madpakke eller overnatte på skoleudflugter uden mor og far. Gymnasieelever finder det vanskeligt at læse en bog på flere hundrede sider, lappe en cykel, lave et måltid til sig selv eller passe deres personlige økonomi. Unge på videregående uddannelser skal have hjælp til at finde job eller bolig. Konkrete færdigheder nyder lav opmærksomhed og lav status – og børn og unge oplever som følge deraf personlig hjælpeløshed og manglende selvværd.
For det andet mødes børn og unge med store og uoverkommelige abstrakte krav. Allerede i grundskolen mødes eleverne med forventningen om, at de kan ”innovere” – altså opfinde noget helt nyt. De præsenteres for store samfundskriser, de forventes at give deres eget bud på løsningen af. Det kan være klimakrisen, sult og fattigdom i verden eller flygtningestrømme. Emner, som de færreste voksne klarer at give et sammenhængende og brugbart svar på. Under coronakrisen i foråret 2020 sprang en række undervisningsforløb om den smitsomme sygdom op af jorden fra seriøse organisationer som DR og Røde Kors, der inddrog eleverne i overvejelser om en sygdom, som selv eksperter i samme periode kæmpede med at forstå. Børn og unge bliver ikke skånet for de helt store spørgsmål og kriser på baggrund af deres alder. De inddrages og afkræves et svar.
Finn Skårderud beskriver ideologiseringen af ungdommen som mytologisk. De unge opfattes som bærere af ”sandheden”, og ungdommen bliver en tilstand, alle aldersgrupper finder attraktiv og efterstræbelsesværdig.
På den ene side udpeges ungdommen altså som en aldersgruppe, der kan løse gordiske knuder og nærmest profetisk komme med svar på spørgsmål, de voksne ikke kan løse. På den anden side viger de voksne tilbage for at forberede børn og unge på at opbygge færdigheder og robusthed, der kan gøre dem i stand til at påtage sig voksenrollen. Det er ikke så mærkeligt, at nogle unge synes, at ungdommen er et svært sted at være.
Helt konkret klarer vi ikke at levere den dannelsesproces, som skal føre børn og unge trygt igennem og forberede dem til voksenlivet. En dannelsesproces bestående af både kropslige, adfærdsmæssige, værdimæssige, kulturelle og faglige anvisninger, de unge kan internalisere og spille bold op ad i deres færd mod voksenlivet. Dannelsen er mangelfuld, fragmenteret og af og til helt fraværende. De unge overlades i alt for stort omfang til sig selv og deres egen identitetsskabelse, som bliver vanskelig og slidsom med de få værktøjer, de har fået udleveret af de ældre generationer.