De havde aftalt at mødes for en halv time siden. Men som sædvanlig, kunne Naja Marie Aidt fristes til at sige, er Mette Moestrup liiiige en smule forsinket. Egentlig var hun gået hjemmefra i god tid. Men så kom hun til at gå den forkerte vej, fordi hun pludselig blev opslugt af egne tanker.
At hun altid kommer for sent til aftaler, kan man som ven jo vælge at blive irriteret over. Eller man kan lade være. Naja Marie Aidt er fortaler for sidstnævnte.
Mette Moestrup beklager i en hurtig vending og slår sig ned over for Naja Marie Aidt ved bordet, som hun har sikret dem på deres foretrukne fortovscafé, Promenaden, på Frederiksberg i København. Her har de så ofte før mødtes til en sludder og en omelet.
”Din manglende stedsans,” siger Naja Marie Aidt og ryster på hovedet, ”den kan man altid regne med.”
”Der var da også engang, hvor du selv var ret god til at komme for sent,” svarer Mette Moestrup.
”Ja. Men jeg har virkelig ændret mig med alderen.”
”Ej, det er også uheldigt, for jeg er faktisk også blevet bedre,” siger Mette Moestrup.
”Jeg tror ikke på dig,” svarer Naja Marie Aidt.
Forfatterne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup har været venner i rundt regnet 20 år. De mødtes for første gang på Rungstedlund til et forfattermøde i Det Danske Akademi lige før årtusindeskiftet, hvor indbudte forfattere traditionen tro kunne få lov til at læse op af deres upublicerede tekster. Da var Naja Marie Aidt allerede en garvet rotte i branchen, mens Mette Moestrup, der er seks år yngre, blot havde en enkelt bog på sin forfatterbibliografi.
Det var også dengang, at det som ung forfatter godt kunne være lidt angstprovokerende at møde op til Det Danske Akademis arrangementer, fordi tonen blandt den ældre generation var ret hård. Nogle af de yngre debutanter fik således ofte med grovfilen, når der skulle gives feedback på teksterne.
”Men jeg kan bare huske, at du kom hen til mig og var så sød,” siger Mette Moestrup, der allerede flere år forinden havde oplevet en højgravid Naja Marie Aidt læse op af sin første digtsamling til et foredrag i 1991.
Dengang havde den unge Mette Moestrup, der på det tidspunkt studerede litteraturhistorie på Aarhus Universitet, beundret forfatteren, mens hun stod der med sine store ord og sin store mave.
Efter Rungstedlund begyndte de at ses jævnligt. De havde jo så meget at dele og tale om – med poesien og litteraturen som fællesnævner. Og da arbejdet som forfatter ellers nemt kan blive ensomt, har det været givtigt for dem begge at søge ind i fællesskaber med andre forfattere løbende. Men det litterære fællesskab mellem netop de to blev alligevel noget særligt med tiden.
For eksempel er Mette Moestrup – ud over Naja Marie Aidts redaktør – den eneste, der nogensinde har fået lov til at læse og give feedback på et af Naja Marie Aidts værker, inden det blev udgivet.
”Der er ingen tvivl om, at du har haft stor betydning for mig litterært. Du er meget drama, Mette. I dit væsen, i din måde at skrive poesi på, i dit blik på verden. Det har været meget spændende at blive indviet i det, som du ved noget om. Jeg er ældre end dig, så du kommer med erfaringer fra en anden tid og har været optaget af performativ poesi, som jeg overhovedet ikke vidste noget om. Så på den måde har du også været en læremester for mig ved at ændre og åbne mit syn på verden,” siger Naja Marie Aidt.
Sammen har de skrevet fællesbogen ”Frit flet” (2014) med temaerne køn, racisme og ulighed i samarbejde med dramatiker Line Knutzon, som de ligeledes er gode venner med. Og i 2016 udgav de to veninder så varselsdigtene ”Omina”.
De forestillede sig ellers ikke, at de ville være gode til at arbejde sammen, for de har vidt forskellige forfatterskaber bag sig. Men mens Naja Marie Aidt blandt andet gik ind i en slags sekretærrolle, stod Mette Moestrup ved tavlen og fabulerede.
”Jeg fik ligesom det hele ned, og du kom nogle steder hen, som jeg nærmest allerede ville have skåret fra, inden jeg havde tænkt tanken. Så på den måde har der været en utrolig fin balance,” siger Naja Marie Aidt.
Mette Moestrup husker tydeligt det tidspunkt, hvor hun indså, at venskabet med Naja Marie Aidt var mere end et kollegialt fællesskab: Hun havde lige været vidne til en meget alvorlig ulykke, som havde gjort et uudsletteligt indtryk på hende. En person faldt ud ad et vindue lige over for hendes lejlighed. Og hun ilede til og holdt personen i hånden, indtil ambulancen kom.
”Så jeg var rystet og chokeret. Og dagen efter skulle vi to jo mødes på caféen, og da kunne jeg mærke, hvor forstående og rummelig du var over for min sårbarhed, og at det her bånd altså ikke længere kun handlede om poesi. Så behøvede jeg ikke længere at være så sej,” siger Mette Moestrup og kigger ned i bordet.
”Hvornår var det nu, at du flyttede til New York?”, spørger Mette Moestrup så.
”2008.”
”Der blev det så lidt anderledes, da du skulle bo så langt væk.”
”Ja, vi begyndte at skrive helt vildt sammen,” siger Naja Marie Aidt.
”Mange mails, ja.”
”Jeg havde meget glæde af, at vi kunne holde venskabet flydende, selvom der var den afstand, og selvom jeg jo indimellem også var i Danmark på foredragsturnéer,” siger Naja Marie Aidt, der boede i den amerikanske storby i 11 år.
Mette Moestrup var en af de venner, der besøgte hende flest gange. Og det der med at have et vidne til hendes liv dér betød enormt meget for Naja Marie Aidt. Hun husker tilbage på en gåtur i en park på Manhattan, hvor de to pludselig blev ret opkørte over nogle blomster.
”Ja, der kunne komme sådan en helt hyper ...”, begynder Mette Moestrup.
”... manisk ...”, fortsætter Naja Marie Aidt.
”... euforisk stemning mellem os. Vi kunne opnå en meget intens livsglæde og skønhedsoplevelse. Både når vi var i naturen, når vi sad hjemme i mit skramlede køkken i lejligheden en hel nat, og når vi var til formelle begivenheder. Vi følte os uovervindelige sammen, når vi for eksempel kom til litterære arrangementer,” siger Mette Moestrup.
Hun taler bevidst i datid. For meget har ændret sig i de senere år, hvor de er blevet tvunget til at stå hinanden bi i ekstrem modgang.
”Vi har oplevet hinanden få nogle forfærdelige skrammer af livet, hvilket har betydet, at vi ikke kun har kunnet dyrke den der elektriske glæde, som vi ellers gjorde i de første mange år af venskabet, hvor vi nærmest kunne antænde hinanden,” siger Mette Moestrup, hvis veninde gik bort i en alt for tidlig alder og efterlod sig en søn, som Mette Moestrup har taget sig af lige siden.
”Det er jo helt vildt, at jeg i mit liv har en søn, der har mistet sin mor, og en veninde, en mor, der har mistet sin søn,” siger hun og ser på Naja Marie Aidt.
”Ja,” svarer Naja Marie Aidt, ”jeg har tabt hele det der hyper-element efter min katastrofe. Den sorgløse del har jeg bare ikke mere.”
Naja Marie Aidts søn Carl gik bort i 2015 efter en faldulykke.
”Når der sker sådan nogle katastrofer, så er det jo interessant at se, hvem der er der, og hvem der ikke er der. Hvilke venner der kan finde ud af at være i det,” siger Naja Marie Aidt og fortsætter:
”Og jeg kan huske, at vi snakkede meget om det, da du oplevede den frygtelige oplevelse med en person, der faldt ud ad et vindue. Der talte vi om, at du ikke på forhånd kunne vide, om du ville være den handlende eller den, der stivner. Og på samme måde – når man selv oplever en tragedie – kan man ikke vide, hvem af ens venner der stivner. For det er der nogen, der gør. Og så er der andre, der kan handle – på den ene eller anden måde.”
Nogle venner kan lave morgenmad, andre kan gå en tur med én. Og så er der de venner, der kan få én til at grine.
”Det er det, der er fantastisk ved at have et helt tæppe af vævede venskaber i sit liv. Og så er der jo bare nogle venner, der er særligt tæt på en. Og der er du jo helt klart en af mine hjerteveninder, Mette,” siger Naja Marie Aidt.
Mette Moestrup lavede sorggruppemiddage med syriske opskrifter fra sin yndlingskogebog i sit køkken og serverede maden for Carls familie og venner. Sorgmiddagene var et forsøg på at skabe et omsorgssprog, fortæller Mette Moestrup. Naja Marie Aidt nikker.
”Jeg kan bare huske, at du – også fordi du kommer fra en lille jysk landsby – vidste noget om det der med ’at sidde hos’, hvor man kommer til de sørgende og sætter sig og holder øje med dem,” siger Naja Marie Aidt.
”Ja. Man kommer ikke bare hurtigt forbi og kondolerer og smutter igen. Man kan godt finde på bare at komme og sidde i stuen. Også selvom der ikke er nogen, der har lyst til at sige noget,” siger Mette Moestrup.
”Du var der bare under hele forløbet. Det var ikke kun til middagene. Du var der både på hospitalet, lige efter det skete, og til begravelsen, hvor du også hjalp mig,” siger Naja Marie Aidt.
Familien havde aftalt, at de skulle give Carl en masse gaver med i kisten. Men Naja Marie Aidt var i vildrede.
”Jeg havde jo ingenting, for jeg boede jo ikke her i Danmark. Jeg havde bare intet. Og så kom du med en lille træskulptur af en grønlandsk mand, der kigger ud over havet, og så fik Carl den med fra mig,” siger Naja Marie Aidt.
”Det var en, jeg engang havde købt i Nuuk, og som jo har stået inde i min stue i alle årene. Og så tænkte jeg, at det kunne være, at det var rart for dig, at det var noget fra Grønland, fordi du jo er født og opvokset der,” siger Mette Moestrup.
”Tak.”
En kort pause i den ellers livlige talestrøm. Så bliver de enige om, at et tæt venskab bare er en genial relation. Naja Marie Aidt ser på Mette Moestrup.
”Jo ældre jeg bliver, jo mere klart er det blevet for mig, at venner er det vigtigste i livet. På en måde er det jo også den perfekte relation. Vi kan bo tæt på hinanden, men vi skal ikke leve sammen. Vi elsker hinanden, men vi er ikke forelskede i hinanden. Vi har en form for rum, hvor vi kan dele vores glæder og bekymringer og følges ad gennem hele livet. Venskaber er virkelig det store mirakel i livet,” siger Naja Marie Aidt.
For Mette Moestrup handler deres venskab også om, at Naja Marie Aidt ser hende som et helt menneske.
”Også de uskønne sider, også de vilde sider. Og de kedelige sider. Jeg kan få lov til at være hele ’mig’ i den her relation, og jeg behøver ikke at ligne noget, jeg ikke er. Det er måske også derfor, at vi har kunnet se og bruge hinanden i alle mulige ydersituationer,” siger Mette Moestrup.
De har aldrig været uvenner eller skændtes sådan for alvor.
”Det er faktisk utroligt, at vi aldrig har været mere oppe at toppes. Med produktionsplaner, deadlines, store problemstillinger, der skulle løses, samarbejde med grafikere, kontraktforhold, forlæggere. Markedsføring, optræden, transport. Måske skyldes det, at man i et så tæt og langvarigt venskab lærer, hvad det er, man skal huske at tage højde for,” siger Naja Marie Aidt og fortsætter så efter en lille pause:
”Du er jo for eksempel meget sårbar i venskabsrelationer over for svigt. Meget mere end i forhold til kærester.”
”Det kan jeg ikke rigtig genkende,” siger Mette Moestrup.
”Nej, men du kan simpelthen ikke klare, hvis du føler, at du bliver svigtet. Jeg ved, at du har oplevet det med andre mennesker. Så derfor ved jeg også, at jeg skal passe på ikke at komme til at gøre noget, der for dig kunne opleves som et svigt,” siger Naja Marie Aidt.
”Jeg har ikke tænkt på det sådan, men måske har jeg været lidt bange for svigt, efter at et af mine andre venskaber kuldsejlede for nylig,” siger Mette Moestrup.
”Nogle gange ser ens venner jo også nogle ting, som man ikke selv lægger så meget mærke til. For man er jo hele tiden spærret inde indeni sig selv,” siger Naja Marie Aidt.
Måske skyldes de manglende skænderier også, indskyder Mette Moestrup, at de har været gode til at bruge hinanden på de områder, hvor de ligner hinanden.
”For eksempel med de ting, som man synes er mærkelige ved en selv, men som den anden så også døjer med. Der har vi kunnet spejle os i hinanden,” siger Mette Moestrup.
”Med vores manglende stedsans, for eksempel,” siger Naja Marie Aidt.
”Ja, men også mere alvorlige ting. Måden at forholde sig til negative følelser på. Måden, hvorpå vi forholder os til ting, vi ikke vil indse. Du plejer at kalde det ’væltekop’. Når koppen vælter, er det bare hurtigt op igen med den. Og så kan man godt komme til at glemme at opdage, at der var noget, man var blevet ked af,” siger Mette Moestrup.
”Ja, fordi man skal være stærk. Vi er begge nogle meget stærke overlevere. Vi bliver ved med at rejse os, lige meget hvad livet udsætter os for,” siger Naja Marie Aidt.
Deres fælles digtsamling ”Omina” (2016) handler om en kæmpende amazone, som er utroligt stærk og målrettet, men som styrter af udmattelse. Og hvordan kan hun så hvile sig og drage omsorg for sig selv?
”’Omina’ var også en måde at drage fælles omsorg for den side af vores personlighed og adressere den kamp i fællesskab på. Hvor det at hvile sig var i orden,” siger Mette Moestrup.
For nogle gange kræver livet, at man styrter. Og så er det godt, at man har nogle venner at rejse sig op ad bagefter, så man kan genvinde og genfinde sig selv.