Michelle: Da min kæreste var udsendt, følte jeg mig forladt både fysisk og følelsesmæssigt

Michelle Fowlie havde kendt sin kæreste i tre måneder, da han skulle udsendes til Afghanistan. Forladtheden føltes altomfattende, men Michelle Fowlie er ikke i tvivl om, at forholdets barske begyndelse også har gjort det stærkt

“Jeg fik nogle ufølsomme kommentarer om, at vi ikke var ‘rigtige’ kærester. Folk kunne ikke helt sætte sig ind i, at det var alvor," fortæller Michelle Fowlie, der gik i 3.g, da hendes nye kæreste var udsendt i Afghanistan.
“Jeg fik nogle ufølsomme kommentarer om, at vi ikke var ‘rigtige’ kærester. Folk kunne ikke helt sætte sig ind i, at det var alvor," fortæller Michelle Fowlie, der gik i 3.g, da hendes nye kæreste var udsendt i Afghanistan. Foto: Privatfoto.

Michelle Fowlie gik i 3.g, da hun en tilfældig oktobernat på den lokale Crazy Daisy mødte sin kommende kæreste. De blev forelskede, og de tilbragte i de følgende tre måneder al den tid sammen, de havde. Derefter skulle han nemlig udsendes til Afghanistan i syv måneder:

“Jeg var ked af det over, at han skulle afsted, men jeg tænkte også, at det nok skulle gå. For jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive så hårdt,” fortæller hun.

Da afskeden nærmede sig, gik situationens alvor dog op for Michelle Fowlie. Aftenen inden han skulle med flyet, var hun hjemme hos ham i Hadsten. Hun havde besluttet sig for ikke at tage med hans familie og venner ud i lufthavnen for at tage afsked med ham sammen med dem:

”Det var lidt for intenst, syntes jeg, fordi jeg ikke kendte dem og derfor ikke rigtigt kunne være en del af deres sorg. Jeg havde min egen sorg.”

De sagde farvel, og hun tilbragte togturen hjem til Skive med kinderne våde af tårer.

Det var som at leve et dobbeltliv
Michelle Fowlie holdt kontakten til sin kæreste ved ugentlige telefonsamtaler. Han havde fået frataget sin mobiltelefon, så de kunne kun snakke sammen, når han ringede hende op fra en satellit-telefon.

“Jeg følte mig meget forladt. Jeg var både forladt fysisk, men også følelsesmæssigt. Det var jo ham, der var i krig, og mig, der skulle være der for ham, så jeg følte ikke rigtigt, jeg kunne fortælle ham, hvordan jeg egentlig havde det. Det var en slags dobbelt forladthed,” fortæller hun.

I det hele taget savnede Michelle Fowlie, at folk interesserede sig for, at det også var svært for hende at være alene tilbage i Danmark. Hun oplevede, at folk var bevidste om, at dem, der har været udsendt, kan have nogle svære traumer, når de kommer tilbage igen, men knap så opmærksomme på, at dem, der bliver efterladt derhjemme, også kæmper en svær kamp.

I løbet af udsendelsesperioden var Michelle Fowlie generelt meget alene med sine følelser:

“Måske var det hårdeste, at jeg var ung, at det var mit første forhold, og at jeg havde kendt ham i så kort tid, inden han rejste. Jeg fik nogle ufølsomme kommentarer om, at vi ikke var ‘rigtige’ kærester. Folk kunne ikke helt sætte sig ind i, at det var alvor. Samtidig var jeg ikke god til selv at række ud. Det blev lidt mit eget univers, og det var ikke særlig rart.”

Måske derfor følte Michelle Fowlie også, at hun levede et dobbeltliv. Hun forsøgte at leve som enhver anden 3.g’er - hun gik til undervisning, festede med sine venner og glædede sig til at få den røde studenterhue på. Men når hun kom hjem og havde tid til sine tanker, fyldte det alt, at hendes kæreste var i krig.

“Jeg savnede ham helt vildt. Det er svært at være væk fra hinanden på den måde, når man er nyforelsket,” fortæller Michelle Fowlie. Hun havde det samtidig som om, de levede på to forskellige planeter:

“Mens jeg sad og lavede lektier, kunne han være i åben krig mod nogen. Mens jeg spiste grillmad ude i haven, kunne han køre på en vejsidebombe. Det gjorde han tre gange. Jeg synes stadig, det er surrealistisk at tænke på, at han havde den hverdag.”

Michelle Fowlies kæreste, Philip, var udsendt i Afghanistan i syv måneder. “Jeg blev nødt til at lukke ned for bekymringen for, at der kunne ske ham noget, for ellers kan man ikke lave andet end at tænke på dét," fortæller hun.
Michelle Fowlies kæreste, Philip, var udsendt i Afghanistan i syv måneder. “Jeg blev nødt til at lukke ned for bekymringen for, at der kunne ske ham noget, for ellers kan man ikke lave andet end at tænke på dét," fortæller hun. Foto: Privatfoto

Afstanden styrkede deres forhold
Alle disse skrækscenarier var Michelle Fowlie nødt til at distancere sig fra. Hun var i en tilstand af midlertidig forladthed, som var svær nok i sig selv, men tanken om, at der var risiko for, at hun ville blive permanent forladt, var dog for voldsom for hende:

“Jeg blev nødt til at lukke ned for bekymringen for, at der kunne ske ham noget, for ellers kan man ikke lave andet end at tænke på dét. Hvert øjeblik kunne jeg modtage et opkald om, at han var kommet på hospitalet af den ene eller den anden grund. Jeg kunne bedre overskue ‘bare’ at savne ham.”

Michelle Fowlie beskriver de syv måneder, hendes kæreste var udsendt, som meget intense. Samtidig med at hun forsøgte at holde en distance til visheden om, at hun kunne miste sin kæreste, kunne hun alligevel ikke lade være at romantisere det liv-død tema, der i øjeblikket var indbygget i deres forhold.

Heldigvis kom hendes kæreste helskindet hjem. Efter at hans hjemkomst igen og igen var blevet udskudt, modtog Michelle Fowlie pludselig et opkald om, at han var tilbage. Men det var ikke let for hende at forholde sig til, at hun med ét ikke længere var forladt:

“Så snart han kom hjem, forsvandt al intensiteten bare. Der var en slags hul mellem, at han havde været væk, og at han var kommet hjem igen. Det var svært for mig at forene de to tilstande, og jeg sad med en følelse af ’hvad så nu’.”

Det var en stor udfordring, men Michelle Fowlie accepterede, at når man ikke har lavet andet end at opbygge forventninger til gensynet i syv måneder, er det uundgåeligt, at det hele braser lidt sammen. Allerede efter et par uger var hun og hendes kæreste da også faldet på plads hos hinanden igen. I dag har de været sammen i otte år, er blevet gift og venter deres første barn. Michelle Fowlie er ikke i tvivl om, at der også er kommet en masse gode ting ud af forholdets barske begyndelse:

“Vores forhold er praktisk talt bygget på den her oplevelse. Det har helt sikkert gjort det stærkt, fordi vi har vist hinanden, at vi ville hinanden helt fra begyndelsen. Vi har aldrig været i tvivl om, at vi kan stole på hinanden.”