Migrantens odyssé – kapitel 3

Vincent Beso ville ud af fængslet. Så han fortalte Udlændinge­styrelsen, at han var homoseksuel

Tre års frihed i Europa nåede Vincent Beso, før byretten satte ham bag tremmer. I et desperat forsøg på at få asyl i Danmark opdigtede han historien om et kærlighedsforhold til vennen Felix. Dette er tredje kapitel i fortællingen om den unge nigerianske migrant

Facebook
Twitter
 

”Migrantens odyssé” er en artikelserie i tre kapitler. Dette er trejde kapitel. Har du ikke læst de to første kapitler, anbefaler vi, du begynder der. Find dem her.



Vincent Beso benyttede bagindgangen, når han mødte ind på restaurant Oli Oli på Amager en halv time før lukketid. Som et tandhjul i servicebranchens maskineri vaskede han op og gjorde rent til 70 kroner i timen. Ingen på stedet kendte hans navn.

Han var efterhånden færdig med at moppe gulvet, da han så en kvinde ved hoved­døren. Hun viftede ham nærmere, og Vincent Beso tænkte, at hun måtte være en kunde, der havde glemt noget. Han trak i håndtaget, men nåede knapt at reagere, før kvinden råbte ”politi” og sammen med tre civilklædte betjente stormede ind ad døren.

”Legitimation,” forlangte hun. Vincent Beso fumlede efter sin pung og rakte hende en opholdstilladelse.

Betjentens blik gik skiftevis fra kortet til Vincent Beso og tilbage. Skriften på bundtrykket var utydelig, og dokumentet var modsat gængse opholdstilladelser ikke fremstillet af plasttypen polycarbonat.

”Isaac Babafemi,” stod der.

Betjentene tjekkede navnet på politiets Udlændingeinformationsportal. Et foto poppede op, men manden på billedet havde i modsætning til Vincent Beso flyveører og et stort modermærke i ansigtet.

Afsløret.





Den 8. februar 2020 klokken 23:48 blev han anholdt og sigtet for dokumentfalsk, ulovligt arbejde og ulovligt ophold. Han blev varetægtsfængslet og fik konfiskeret sine ejendele: en fotokopi af sit nigerianske pas, en smartphone, 532 kroner i kontanter, to øreringe, en fingerring, to halskæder og et ur.

Vincent Beso nåede at opleve tre frie år i Europa.

Dette er tredje og sidste kapitel i fortællingen om en af de tusindvis af nigerianske migranter, som lever en skyggetilværelse i Europa i en jagt på velstand og lykke, der sjældent realiseres.

Vincent Besos europæiske odyssé er snart slut. På niende måned sidder han i en celle i Kalundborg Arrest og venter på at blive deporteret. Han har mistet alt og vægrer sig ved at ringe til sin mor. Det er for hårdt at høre gråden i hendes stemme.

 
 






Det var ellers en formssag, da Vincent Beso mødte for Københavns Byret den 19. marts i år.

Den unge nigerianer prøvede at forklare, at den falske opholdstilladelse ikke var hans, men en, han havde fundet tilfældigt på Rådhuspladsen, og som skulle afleveres til sin rette ejer.

En røverhistorie, mente dommeren og lod hammeren falde: 40 dages fængsel og seks års udvisning fra Danmark. Han skulle også betale sagens omkostninger: 13.400 kroner.

Dommen betyder, at Vincent Beso skal deporteres til Nigeria. Den slags tager tid. Derfor sidder han på niende måned indespærret i Kalundborg Arrest, selvom han forlængst har udstået sin straf. De danske myndigheder er bange for, at han stikker af og ved dybest set ikke, hvad de ellers skal stille op med ham.





 
 


Det er i arresten, at Kristeligt Dagblad flere gange møder Vincent Beso.

Hans tid i Europa er som et puslespil. Nogle af brikkerne lægger han selv. Andre falder på plads i de dokumenter, han har givet avisen fuldmagt til at søge aktindsigt i:

Opholdet som falskt fodboldtalent i Sverige. Flugten til Hamborg, hvor tyskerne hurtigt indså, at han skulle retur til Sverige. Det mystiske optrin i Københavns Lufthavn, hvor svenskerne glemte at hente ham. Asylprocessen i Danmark, hvor han hævdede at være en nigeriansk embedsmand på flugt fra regeringen. Dokumenterne fra Spanien, der bevidner to års illegalt arbejde i tomatplantagerne. Anholdelsen på restaurant Oli Oli.

Vincent Beso smiler sjældent. Han sidder uroligt på sin stol, gnider sig ofte ved tindingerne, som forsøger han enten at huske eller få tanker til at forsvinde. Han slipper hurtigt ens øjne, kigger mest af alt ned i bordet og tager pludselige, dybe vejrtrækninger, når spørgsmålene kommer for tæt på. Armene er store, og overkroppen ligner granit under T-shirten, for det eneste han kan foretage sig i arresten er at pumpe jern.

Han har ellers altid været en spinkel fyr.

”I Europa er jeg blevet voksen,” siger han.





Ved at læse dokumenterne fra myndighederne i Danmark, Spanien, Tyskland og Sverige kan man se, at han ikke fortæller hele sandheden.

Måske tror han, at den polerede version på en eller anden måde kan hjælpe ham til at blive i Europa. Måske er løgnen hans modus operandi. Noget, han gør for at beskytte sig selv. Vincent Beso ved som de fleste vestafrikanske migranter, at fattigdom ikke er et tilstrækkeligt argument for at få adgang til et bedre liv i Europa. At man skal være homoseksuel, politisk forfulgt eller på flugt fra krig for at få asyl.

Vincent Beso har spillet spillet for at overleve. Enhver anden i hans situation ville formentlig gøre det samme.

I cellen i Kalundborg Arrest er der tremmer for ruderne og pigtråd over gårdens mure. Hidtil har Vincent Beso benyttet sig af en effektiv strategi, når myndighederne ånder ham i nakken: at stikke af.

Men her er flugten ikke en mulighed.

Det har gjort ham rådvild. Så længe han er indespærret, kan han umuligt afdrage på gælden til Mr. Charles – bagmanden, der i sin tid smuglede ham til Europa. Han skylder stadig over 100.000 kroner.

 
 






For at slippe ud af fængslet forsøgte Vincent ­Beso sig i sommer med en gammel traver: at søge asyl i Danmark. Hans første sag fra 2017 var forældet, og han kunne ikke længere sendes tilbage til Sverige under Dublin-forordningens regler – asylbehandlingen var derfor Danmarks ansvar.

Mads Hilleke må have undret sig.

Sagsbehandleren fra Udlændingestyrelsen sad ansigt til ansigt med Vincent Beso i Kalundborg Arrest. Det var juni, og udenfor klamrede varmen sig om fængslet. I journalerne kunne han læse, at den unge nigerianer i 2017 havde forklaret, at han var en velanset embedsmand på flugt fra den nigerianske regering, der krævede hans hoved på et sølvfad.

Nu var motivet et andet. Danmark skulle give Vincent Beso asyl, fortalte han Mads Hilleke, på grund af Felix. En ung mand i Nigeria – Vincent Besos kæreste.

Det begyndte, da han var 15 år. De kyssede og elskede, og aldrig – hverken før eller siden – havde Vincent Beso følt noget, der kunne sammenlignes med de følelser, Felix plantede i ham. Alt var fryd og gammen, indtil elskeren blev anholdt og idømt syv års fængsel. Vincent Beso fik samme dom, men lykkedes i sidste øjeblik med at flygte ud af landet.

Som et afgørende bevis viste Vincent Beso en artikel. Den var trykt i den nigerianske avis The Punch og beskrev, hvordan Vincent Beso var blevet dømt for homoseksualitet i hjemlandet.

Den 31. august 2020 modtog Vincent Beso afgørelsen fra Udlændingestyrelsen. ”Det savner mening, at du ikke var i stand til at beskrive, hvilke forhold ved Felix’ personlighed, du blev tiltrukket af, idet du alene kan beskrive, hvilke forhold ved Felix’ fysiske fremtræden du følte dig tiltrukket af,” skrev styrelsen og fortsatte:

”Det fører ikke til en ændret vurdering, at du har fremlagt en avisartikel, hvoraf det fremgår, at du er blevet idømt en fængselsstraf grundet din seksuelle orientering. Vi har herved lagt vægt på, at avisartiklen fremstår konstrueret til lejligheden, idet den er præget af stavefejl og bemærkelsesværdige formuleringer, samt at artiklen er malplaceret iblandt annoncer om navneforandringer.”

”Vi har også tillagt det vægt, at du ventede med at søge asyl på ny, indtil du var blevet anholdt den 8. februar 2020, på trods af at du har opholdt dig i Danmark siden august 2019.”

”Vi har afslutningsvist tillagt det betydelig vægt, at du ved din asylansøgning i Danmark i 2017 angav et andet asylmotiv.”

Afslag. Udlændingestyrelsen gennemskuede røgsløret.

Felix findes ikke. Vincent Beso er end ikke homoseksuel. Det erkender han over for Kristeligt Dagblad. Men han har fået fortalt af andre migranter, at homoseksualitet er et plus, når man er nigerianer og søger asyl. Vesten har de seneste år rettet kras kritik mod Nigeria, hvor landets parlament har kriminaliseret homoseksualitet og vedtaget en lov, der giver fortalere for homoseksuelles rettigheder op til 14 års fængsel.

Udlændingestyrelsen slutter sit brev med en nøgtern konstatering:

”Du er ikke i risiko for at blive udsat for forfølgelse i Nigeria.”

 
 






Laila Besos stemme går klart i igennem, selvom der er langt til Nigeria. Den skælver. Hun er flyttet fra det beskedne hjem, hun opfostrede Vincent og hans brødre i. Fra det sted, hvor hendes drenge hver nat lå klumpet sammen i et opholdsrum, mens Laila og hendes mand sov i et værelse ved siden af.

Det føles efterhånden som længe siden.

I dag er Vincent Besos far død, hun har ikke set sin ældste søn i fire år, og hun tør ikke længere komme i sit eget hjem. I stedet bor Laila Beso, der er i slutningen af 40’erne, hos en bekendt, mens børnene er sendt hjem til hendes søster.

”Jeg er bange,” siger hun på det lokale yoruba-sprog.

Siden Vincent Beso kom i fængsel i februar, har sønnen ikke kunnet afdrage på gælden til Mr. Charles og de bagmænd, der fik ham til Europa. Derfor aflægger nogle aggressive fyre i ny og næ Laila Beso et visit. For det meste kommer de to ad gangen. Altid i bil. Det begyndte i foråret og kulminerede i oktober, hvor de flere gange på få uger chikanerede hende. Første gang havde mændene taget politiet med.

”Betjentene tog mig med på stationen. De blev ved med at spørge, hvor Vincent var, og hvordan de kunne få fat på ham.”

Hvad sagde du til dem?

”Sandheden. At jeg ikke vidste det.”

Efterfølgende er mændene kommet alene, siger hun. Til gengæld er truslerne intensiveret.

”Sidste gang sagde de, at de ville slå mig eller en af Vincents brødre ihjel, hvis ikke de snart kom i kontakt med min søn. Vi har ikke boet hjemme siden da.”






Vincent Beso og moderen har ikke talt sammen i måneder. Det er sønnens beslutning. Han kan ikke klare at høre om truslerne og hans mor, der bryder sammen i telefonen. Så er det nemmere at undgå kontakt.

Laila Beso er bekymret. Hun forstår tydeligvis ikke, hvad der er sket med hendes søn.

”Allerede som barn gjorde han alt for sin familie. Efter skole kom han ikke hjem, men gik ud for at tjene penge, som han gav til os – selv før hans far døde. Havde jeg vidst, at det var den her slags mennesker, der var involveret i rejsen, havde han ikke fået lov til at tage af sted.”

Hun begynder at græde. Vi stopper interviewet.

 
 






Vincent Beso er endnu ung, men hans fremtid ligger i ruiner.

Hans mor og brødre lever i dyb fattigdom og i daglig frygt for, hvad bagmændene kan finde på. Inden længe eskorterer politiet ham formentlig til Københavns Lufthavn og sætter ham på et fly mod Nigeria, hvor han umuligt kan tjene nok penge til at få afbetalt sin gæld.

De danske myndigheder tror ikke længere på et ord af, hvad han siger. Dertil har han løjet alt for mange gange. Og hverken Tyskland, Sverige eller Spanien vil kendes ved ham. Han kører hænderne uroligt rundt i ansigtet.






Det er, som om, fortæller han, at mørk magi siver gennem murene og ind i Kalundborg Arrest. Onde og destruktive tanker, der rejser fra ­Nigeria over Middelhavet og op gennem Europa til cellen i det vestsjællandske fængsel, hvor de vrider hans sind i stykker. Det er på grund af den voodoo-lignende ed, han afgav før sin rejse. Vincent Beso er overbevist om, at det er derfor, at han har det sådan her. At de dystre tanker skyldes en faustisk pagt.

”Hvad er det, der sker med mig?”, spørger han.

”Forleden stod jeg i bruseren med et barberblad presset op mod mit håndled. Ingen burde tænke på at dræbe sig selv i min alder.”

Det var midt i oktober.

 
 





Sidst i november – få dage før den første artikel bringes – ringer ­Vincent Beso en sidste gang.

Han fortæller, at han midt i al mismodet alligevel føler sig en smule lettet. Han har bedt de danske myndigheder fremskynde deportationen, og Vincent Beso er overbevist om, at det snart sker. Han vil bare væk. Ud af Kalundborg Arrest, væk fra ensomheden og tankemylderet – om det så er ensbetydende med, at han skal til ­Nigeria.

Vi fortæller ham, at vi ved hjælp af aktindsigterne kan se, at han ikke har været helt ærlig til sine møder med os. At vi siden sidste interview har fundet ud af, at han kom til Europa under dække af at være et lovende fodboldtalent.

”Jeg er ked af, at jeg har ­løjet for jer,” siger han.

Vi svarer, at han ikke skal være ked af det. At sand­heden jo alligevel kommer frem, fordi vi fik lov til at kigge i hans sagsmapper. At hans historie er med til at give tusinder af papirløse afrikanske migranter et ansigt.

Hvad gør du, hvis du bliver ­deporteret?

”Jeg ved det ikke,” siger Vincent Beso.

”Men jeg er alt for ung til at sidde her. Jeg kan ikke bevæge mig eller arbejde. Hvis jeg ender i Nigeria, må jeg finde en måde at betale min gæld på. Small by small by small.”

Europa var hans håb om en fremtid, et luftkastel pustet op af drømme. Nu er det brast.

”Goodbye,” siger Vincent Beso.





 
 
 






 


 

Sådan gjorde vi

 Denne artikelserie bygger på mailkorrespondancer, aktindsigter fra danske, svenske, spanske og tyske myndigheder samt interviews med Vincent Beso, hans mor, en barndomsven, der opholder sig illegalt i Danmark, og repræsentanter fra den svenske fodboldklub. Organisationen Hope Now, der hjælper ofre for menneskehandel, har hjulpet med at skabe kontakt til Vincent Beso.

 Navnene på Vincent Beso, Laila Beso, Mr. Charles, Fodboldakademiet, Drömmarnas FF og Fredrik Lindstrøm er opdigtede af hensyn til Vincent Besos sikkerhed. Af samme årsag har Kristeligt Dagblad ikke konfronteret Mr. Charles og Fredrik Lindström. Deres identiteter er redaktionen bekendt.


Kristeligt Dagblad har været i kontakt med ejerne af Oli Oli-kæden. De fortæller, at rengøringen af restauranterne er udliciteret til et eksternt firma. Oli Oli erkender at have modtaget en bøde af politiet. I dag har de skiftet rengørings­bureau.

 



 
 

KREDITERING