Virkeligheden er rummet mellem det nødvendige og det mulige. Virkeligheden er med andre ord ikke alene de faktiske forhold – den er de faktiske forhold plus mulighederne for at ændre på dem.
”Det er virkeligheden.” Sådan lyder min fars håndtering af den kendsgerning, at han siden sidste forår kun har haft ét ben. Han siger det jævnligt, men på en afklaret måde, som runger af ”hvorfor dvæle ved kendsgerninger, som man ikke kan ændre?”. Han lider af Alzheimers sygdom, hvilket indtil videre først og fremmest betyder, at han ikke holder sine tanker, meninger og følelser tilbage.
Derfor tror jeg på ham og på, at han accepterer, at han ikke længere har det ben, der førhen var med til at spille fodbold og håndbold, til at cykle Aarhus rundt, til at varetage jobbet som sygeplejer, til at lege med de seks børn, han har været med til at sætte i verden. Som han nu sidder i sin kørestol, kan man ikke længere se, at han er 190 centimeter. Det har ellers været en vigtig del af hans identitet, siden han som 12-årig var fuldt udvokset. Det ved hele familien, for vi har igen og igen hørt historien om, at hans far troede, at der måtte være tale om en danmarksrekord og stolt ringede til Ekstra Bladet. Det har altid forekommet mig usandsynligt, at de skulle have været interesseret i historien. Men efter sigende kastede de sig over den. Desværre fandt de ud af, at der faktisk var en dreng i Esbjerg på 11 år, som var 191 centimeter, og min far var knust.
Men altså: Benet har han ikke længere, og ”det er virkeligheden”. Jeg er taknemmelig for, at han ikke oven i det praktiske besvær, det er at vænne sig til et liv som handicappet, også skal håndtere en stor eksistentiel sorg. Det skal han givetvis ikke, fordi han har en god virkelighedssans. Han forstår på den ene side at acceptere det uafvendelige og er på den anden side god til at se muligheder. Ikke i en overspændt coaching-optimist-søgende forstand, men på en afdæmpet, dyb og livsduelig måde. Han ved godt, som den tyske, kristne mystiker Meister Eckhart (1260-1328) – der er ophavsmanden ikke til selve virkeligheden, men til den begrebsmæssige forståelse af den – at virkeligheden er spændt ud mellem nødvendigheder og muligheder. Han ved også, at livet bliver bedre, hvis man bevæger sig i hele rummet mellem disse to yderpunkter.
Min fars amputation, som var akut nødvendig, har betydet, at han har fået mulighed for at komme på plejehjem – meget tidligere, end det ellers ville have kunnet lade sig gøre. Det vil sige, at han ikke længere behøver at bo alene, at han ikke selv skal lave sin mad, at han er kommet hjem til den plejesektor, som han har brugt det meste af sit voksne liv på at udfolde sig i.
Alt dette værdsætter han inderligt. Han holder af personalet, følger med i deres vagtplaner, rytmen er tryg og genkendelig for ham. Han er vild med maden, som han aldrig selv har kunnet lave.
De har endda indset, at han foretrækker ris frem for kartofler. Desuden liver han op ved den musikterapi, han får, og har genfundet en stor glæde ved at synge.
De sygdomme og den tilværelse, som mange andre måske ville lade sig slå ud af, oplever han som rig, fyldt til randen af muligheder – og han har endda ofte bedt mig om at skrive om det. Han ved, at jeg fra tid til anden skriver om andre ting – han mener, at netop hans tilværelse er noget, som folk gerne vil høre om. Det er en god måde at være i verden på.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.