En større kortlægning af fænomenet omvendelsesterapi har kun kunnet finde et enkelt eksempel, hvor en mindreårig har været udsat for forsøg på at få ændret sin seksualitet af forældre eller religiøse ledere. Alligevel bebuder ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) nu, at regeringen vil undersøge muligheden for at forbyde den praksis for netop mindreårige. Omvendelsesterapi er ofte blevet forbundet med amerikanske evangelikale kristne, som gennem særlige forløb har forsøgt at få homoseksuelle til at blive tiltrukket af det modsatte køn.
Regeringens tiltag kommer på baggrund af en ny rapport fra analysebureauet Als Research på vegne af ligestillingsafdelingen i Beskæftigelsesministeriet.
”Ingen skal omvendes fra deres seksualitet eller kønsidentitet, og det sender vi nu et helt klart og tydeligt signal om. Vi skylder de børn og unge, der oplever omvendelsesterapi, at reagere. Derfor handler vi nu,” lyder det i en pressemeddelelse fra ministeren, der ifølge Ritzau vil undersøge muligheden for at forbyde praksissen over for unge under 16 år.
Men rapporten dokumenterer ikke, at fænomenet er udbredt i Danmark. Faktisk viser rapporten det modsatte, mener generalsekretær i frikirkernes paraplyorganisation Frikirkenet Mikael Wandt Laursen.
”Man har søgt virkelig bredt for at finde nogen, der har været udsat for omvendelsesterapi. Men man har kun fundet ganske få eksempler, og de fleste af ældre dato, der har været igennem sådan en praksis i ordets smalle definition, hvor der er tale om en terapeutisk lignende tilgang, hvor man har forsøgt at ændre nogens seksuelle orientering. Det er jo faktisk positivt. Det problem, rapporten peger på, er behov for hjælp til pårørende, så de bliver bedre til at møde den unge lgbt-person. Det kalder på en hjælpende indsats over for pårørende og ikke en forbudslovgivning, som ministeren ellers lægger op til,” siger han.
Rapporten består dels af fem interviews med personer, som har oplevet det som meget hårdt og ensomt at vokse op i religiøse familier som homoseksuelle, dels af data fra to tidligere undersøgelser om lgbt-personers trivsel. I caseinterviewene møder man fire personer med kristen baggrund, hvoraf den ene hverken har opsøgt eller deltaget i forløb, der kunne minde om omvendelsesterapi. De tre andre kristne cases har som voksne på eget initiativ været i forløb, der i varierende grad kan gå ind under en bred definition af omvendelsesterapi. Som den eneste muslim blandt casepersonerne er en kvinde, der under tvang blev pålagt samtaler med en imam, som fortalte hende, at homoseksualitet var forkert, og at hun skulle forsøge at lytte til Koranen i stedet for musik. Det fremgår ikke, om den pågældende kvinde var under 16 år på daværende tidspunkt, men hun beskriver, at hun stak af fra sin familie, da de forsøgte at arrangere et tvangsægteskab mellem hende og en mand. Hun har ikke længere kontakt til familien, som ifølge hende reagerede kritisk, da hun allerede som 10-årig fortalte om sin seksualitet.
I rapporten skriver Als Research, at man havde forsøgt at få 8-10 anonyme casepersoner til denne del, men at det kun lykkedes at få fem, der ville fortælle detaljeret om deres oplevelser. To af de anonyme beretninger har flere sammenfald med historier, der allerede har været fremme i medierne. Men det betyder ikke nødvendigvis, at omvendelsesterapi ikke er en udbredt praksis, mener Bjarke Følner, der er chefkonsulent og partner i Als Research med ansvar for rapporten.
”Det er svært at sige, hvorfor der ikke var flere, der bød sig til. Én forklaring kan være, at der findes en vis usikkerhed omkring den præcise betydning af begrebet ’omvendelsesterapi’, og at nogle af de potentielt relevante informanter ikke selv forbinder deres oplevelser med dette begreb, selvom de eventuelt har oplevet det. En anden forklaring kan være, at det er svært at tale om, især hvis det har været en traumatisk oplevelse.
Kan en forklaring også være, at fænomenet er et meget marginalt problem i Danmark?
”Hvis man definerer omvendelsesterapi snævert som et professionelt udbudt forløb med det erklærede formål at omvende homoseksuelle, så er svaret ja. Undersøgelsen har ikke fundet eksempler på, at sådanne forløb aktuelt finder sted i Danmark. Men hvis man anvender en bredere begrebsforståelse og ser på vores tidligere undersøgelsers data vedrørende lgbt-personers oplevelser med at blive udsat for forsøg på ’omvendelse’ eller ’helbredelse’ fra omgangskredsens eller familiens side, så viser undersøgelsen, at det finder sted”
Her taler Bjarke Følner om to undersøgelser fra henholdsvis 2015 og 2020 om lgbt-personernes trivsel, som også indgår i den nye rapport. Her er lgbt-personer blevet spurgt, om de inden for det seneste år er blevet forsøgt ”omvendt” eller på et tidspunkt er blevet forsøgt ”helbredt” for deres seksualitet eller kønsidentitet. Her svarede otte procent af de adspurgte i 2020-rapporten, at de havde været udsat for omvendelsesforsøg inden for det seneste år fra personer i deres omgangskreds, mens tre procent af de adspurgte i 2015 svarede, at de på et tidspunkt var blevet udsat for et forsøg på ”helbredelse” fra personer i deres familie.
Ifølge den nye rapport er det dog uvist, om dette kan kategoriseres som omvendelsesterapi, da begreberne ”omvendelse” og ”helbredelse” i de to tidligere undersøgelser ikke er nærmere defineret. De adspurgte i de to undersøgelser var desuden alle over 16, og deres oplevelser ville derfor ikke gå ind under en eventuel ny lovgivning, der ifølge ligestillingsminister Peter Hummelgaard skal gælde omvendelsesterapi med mindreårige.
Generalsekretær Mikael Wandt fra Frikirkenet mener som sagt, at rapporten viser en positiv udvikling, men ikke entydigt. For selvom den ikke dokumenterer, at praksissen omvendelsesterapi er udbredt, viser den, at flere lgbt-personer har det svært i religiøse miljøer. Det må kalde på eftertanke og handling fra kirkerne, men lovgivning ville være forkert, mener han.
”Hvis man vil lave lovgivning, kan jeg godt være nervøs for, hvad man vil lovgive imod. Er det imod en reorienteringsterapi, som vi næsten ikke kan finde eksempler på bliver anvendt her til lands, eller er det imod en så bred forståelse af ’omvendelsesterapi’, som rapporten viser eksempler på? Hvis det sidste er tilfældet, så kan jeg frygte, at en sådan lov ville skabe et tankepoliti, hvor vi ikke må have en holdning, der strider imod mainstream synet på seksualitet og køn,” siger han.
En lidt anden konklusion kommer Lars Aslan Rasmussen frem til efter at have læst den nye rapport. Han er ligestillingsordfører for Socialdemokratiet og mener, at undersøgelsen dokumenterer et problem, selvom det formentlig ikke er meget udbredt.
”Da vi satte os for at lave undersøgelsen, var der kritik fra folk, som ikke mente, at dette fandt sted overhovedet. Når jeg læser den nu her, er det tydeligt, at det finder sted i en eller anden afart, selvom det heldigvis ikke sker særligt ofte. Jeg synes ikke, at det skal være op til andre – om så det er en præst, en imam eller en rabbiner – at bestemme, hvilken seksualitet et menneske skal have.”
Udover et enkelt tilfælde beskriver rapporten kun myndige mennesker, der selv har opsøgt samtaler eller forløb om deres seksualitet. Er det sådan noget, I vil lovgive imod?
”Det må vi se på. Selvfølgelig skal det ikke være ulovligt at have en samtale, men hvis det minder om en terapiform, hvor man gennemgår et forløb for at få ændret sin seksualitet, så synes jeg ikke, at det er okay. Også selvom der ikke er tale om mindreårige.”