Missionæren og stammefolket

"Amerikansk statsborger død.” Sådan lød overskriften på den presse­meddelelse, politidirektøren sendte ud den 21. november 2018.

Dependra Pathak var en lille mand med overskæg, og hans kontor lå i Port Blair, ­hovedstaden for den lille øgruppe Andamanerne og Nicobarerne i Det Indiske Ocean. To dage forinden havde han modtaget en e-mail fra et amerikansk konsulat, der ligger knap 1400 kilometer væk på fastlandet. Konsulatet var blevet kontaktet af en amerikansk kvinde, der var mor til en ung mand: John Allen Chau. Sønnen havde angiveligt besøgt den lille ø North Sentinel Island og var blevet angrebet af det lokale stammefolket.

Politidirektøren satte straks et efterforskningshold på sagen. Efter få timer lød meldingen, at den unge mand angiveligt var blevet dræbt ”under sit malplacerede eventyr i det meget utilnærmelige område, hvor han forsøgte at interagere med det isolerede stammefolk, der er kendt for at tage kraftig afstand fra fremmede”.

Andamanerne og Nicobarerne er en glemt verden: 836 øer fyldt med mangrove, regnskove og halvmåneformede strande, der strækker sig over 770 kilometer, der hvor Den Bengalske Bugt møder Andamanhavet i de varme havstrømme mellem Indien, Myanmar, Thailand og Indonesien. Kun 31 af øerne er beboede. Side om side med indiske bosættere bor her seks fredede, indfødte stammefolk, der i årtusinder har ­levet afskåret fra resten af menneskeheden, spiddet fisk og skildpadder og skudt vildsvin med bue og pil. Heriblandt indbyggerne på North Sentinel Island, der har ry for at dræbe alle, der sætter fod på deres lille ø. Det har gjort dem til verdens mest isolerede folk. Og John Allen Chau er en af de få, der nogensinde har besøgt øen.

Man ved næsten intet om stammefolket, sentineleserne. At dømme ud fra deres udseende er de afrikanske. Det menes, at de nedstammer fra mennesker, der migrerede fra menneskehedens vugge i Afrika for ti­tusinder af år siden.

Nogle af dem bosatte sig på en bjergkæde forbundet til Myanmar. Omkring 10.000 år før Kristi fødsel, da isen smeltede og havet steg, blev bjergkæden forvandlet til øer, og stammefolkene blev afskærmet fra resten af verden. For antropologer er de sorte jæger-samler-folk i Asien noget af et under. For troende er de et mirakel: Adam og Eva, som Gud skabte dem.

Politidirektør Pathak havde bedt kystvagten om at flyve over North Sentinel Island og beordret en anden gruppe betjente til at sejle forbi i en patruljebåd. Ingen af dem så nogen tegn på Chaus tilstedeværelse på øen.

Det var fem fiskere, der leverede beviserne på amerikanerens død. De var også de første til at melde ham savnet. Mændene fortalte, at de havde sat ham af tæt på kysten den 16. november. Da de vendte tilbage dagen efter, så de ”et lig blive begravet inde på bredden, og ud fra kropsbygningen, tøjet og omstændighederne mente de, at det måtte være liget af John Allen Chau”. Pathak fik anholdt de fem fiskere samt to andre mænd fra Port Blair. For de havde alle hjulpet Chau med at komme til North Sentinel Island på trods af, at de ”fuldt ud var klar over, at denne handling er ulovlig, og kendte til det sentinelesiske stammefolks fjendtlighed over for fremmede”, som han skrev. Fiskerne forsvarede deres handling med, at ”den afdøde – uden pres eller påvirkning fra nogen – frivilligt havde valgt at tage til North Sentinel Island for at forkynde kristendommen til det oprindelige stammefolk”.

I pressemeddelelsens overskrift skrev politidirektøren et HASTER. Alligevel må han være blevet overrasket over dens gennemslagskraft. I løbet af en dag gik historien om, hvordan en 26-årig amerikansk missionær var blevet dræbt af en stenalderstamme på en fjerntliggende ø, hele verden rundt.

Tusindvis af kommentatorer kom med en næsten enstemmig dom. Forestillingen om, at folk stadig løber halvnøgne rundt i skoven og lever af det, de kan fange med buer og spyd, var fortryllende. Men at missionærer stadig vover sig ind i junglen for at konvertere dem, blev opfattet som skandaløst og også racistisk.

Stephen Corry er leder af menneskerettighedsorganisationen Survival International, som kæmper for de oprindelige folk. Han har advaret om, at hele befolkningsgrupper af isolerede stammer ”bliver udslettet af fremmede, der tager deres jord og ressourcer, og af sygdomme som influenza og mæslinger, som deres immunforsvar ikke kan klare”. Chau kan have smittet de indfødte – selv efter at han var død. Ifølge Corry er det ikke underligt, at sentineleserne ”igen og igen har demonstreret, at de vil have, at omverdenen lader dem være i fred”.

I en bølge af tweets, videoer og tv-klip blev John Allen Chau de efterfølgende måneder i bedste fald karakteriseret som en latterlig backpacker og i værste fald som en kristen racist, der var ligeglad med folkedrab. Det, at han ignorerede stammens ønske om at være i fred, og de risici, han pådrog dem, blev tilskrevet imperialistisk arrogance. Hans forsøg på at ”redde” sentineleserne blev tilskrevet vrangforestillinger og hjernevask.

I et opslag på Chaus Instagram-side tilgav hans familie drabsmændene og beskrev, hvordan Chau ”ikke havde andet end kærlighed til sentineleserne”. Men hans far, ­Patrick Chau, syntes i familiens eneste anden offentlige kommentar at støtte sammenligninger med islamistiske selvmordsbombere, da han i avisen The Guardian udtalte, at ”ekstremistisk kristendom” havde ført hans søn i en ”ikke uventet død”.

Hvis man skal tro folkedomstolen på Twitter, fortjente John Allen Chau at dø. Andre fandt hans død humoristisk. Der er skrevet over 4000 falske rejseanmeldelser om North Sentinel Island, hvori skønhed lovprises, og der sættes spørgsmålstegn ved kvaliteten af maden (”mit højre ben var stadig lidt råt”) og servicen (”vi blev hele tiden afbrudt af pile”). I slutningen af december 2018 afsluttede komikeren Frankie Boyle sit primetime-show på BBC med en satirisk monolog om, at Chaus brystkasse måske nu blev brugt som ”xylofon for aberne”, og at amerikaneren ville opnå udødelighed som ”skytshelgen for tungnemme idioter”.

Midt i dette fyrværkeri af foragt for Chau var det svært at få en fornemmelse af, hvad han var for en, den unge mand, der rejste til verdens ende blot for at dø. Hvem var John Allen Chau? Hvad ledte han efter? Hvad fandt han?

John Allen Chaus forældre, Patrick Chau og Lynda Adams-Chau, mødtes ved et tilfælde. Patrick er indbegrebet af en kinesisk-amerikansk succeshistorie. Han blev født i Guangzhou i 1952 og blev i 1968 under Maos kulturrevolution tvunget ind i et landbrugskollektiv. I 1974 fik Patricks far sendt sønnen af sted til Hongkong. To år ­senere emigrerede Patrick til USA, hvor han havde forskellige småjobs i Los Angeles, ­inden han blev optaget på kemistudiet.

I 1983 fik Patrick et militærlegat til at studere medicin på Oral Roberts University, et evangelikalt universitet i Tulsa, Oklahoma. Patrick gik lige så ihærdigt op i sin nye religion som i sine studier. I Tulsa mødte han ved en julefest Lynda Adams, der underviste på universitetets socialarbejderuddannelse. Parret giftede sig i 1985, året efter fik de sønnen Brian. Søsteren Marilyn blev født i 1989, da familien flyttede til Alabama, hvor Patrick skulle begynde på sin turnus på en psykiatrisk afdeling. I 1991 blev Patrick sendt til Golfkrigen med hærens reservetropper. Kort tid efter at han vendte tilbage, fødte Lynda John.

Mens Lynda var gudfrygtig, var Patricks tro mere praktisk. Han holdt stadig fast i konfucianismen, men kristendommen havde givet ham en uddannelse, en beskæftigelse og en familie, og han var glad for, at troen kunne være en ledestjerne for hans kone og børn. Da Patrick åbnede en psykiatrisk klinik i Vancouver i delstaten Washington, blev Lynda organisator for et kristent fællesskab på ­det lokale universitet, og deres tre børn gik på en kristen privatskole. ­Patrick så intet modsætningsforhold mellem religion og videnskab, og han nød at diskutere den kristne lære, som havde det været et lægeligt studie. Brian og Marilyn ­arvede deres fars pragmatiske tilpasningsevne og fulgte i hans fodspor som læger med speciale i krigsveteraner.

John havde arvet sin fars mere vemodige side. Patrick malede og fyldte familiens hjem med idylliske landskaber. Mange år senere skrev John om et billede af en tremaster på et stormfuldt hav, som hans far havde malet det år, han blev født:

”Da jeg var barn, sad jeg tit og stirrede på det billede. Efter at have læst ’Morgenvandrerens rejse’ var det første, jeg gjorde, at lægge min hånd på maleriet for at se, om jeg kunne komme ind i Narnias verden. Jeg tror, at dette maleri var med til at vække eventyrlysten i min unge sjæl.”

I weekenderne tog Patrick og Lynda deres børn med på camping og vandreture i bjerge og skove i nærheden. I et mindeskrift, som Patrick delte ud til deres venner efter Johns død, skrev han, at da hans søn var yngre, var han besat af krigsspil med luftvåben. Men da John blev ældre, blev han i stigende grad tiltrukket af det guddommelige, som han følte, han var omgivet af i vildmarken.

”Hvorfor vandrer jeg?” skrev han senere.

”For blot at få et kort glimt af Skaberens Herlighed.”

Patrick husker, at John første gang talte om at bo på en øde ø, da han var 10 år. Det var i 2002. John havde læst ”Robinson Crusoe”, og familien var på ferie på Hawaii, da han meddelte, at han kunne tænke sig en dag at bo sådan et sted, svinge sig gennem træerne, hoppe i vandet og spidde vandmænd. Patrick havde grinet. Men tanken om at leve på en øde ø havde bidt sig fast i John, og gennem årene så Patrick, hvordan sønnens drøm stod stadig klarere for ham.

I 2008 rejste John med skolen til Mexico for at hjælpe til med at opbygge et børnehjem. Han nød at møde nye mennesker, og oplevelsen fik ham til at ­spekulere over, hvad den ultimative version af en sådan tur kunne være. Da han kom tilbage til Vancouver, begyndte John at undersøge, hvilke stammefolk der er de mest isolerede på Jorden, og snart rettede han opmærksomheden mod nogle øer i Det ­Indiske Ocean

John læste om, hvordan stammefolkene på Andamanerne og Nicobarerne i tusinder af år har levet afskåret fra resten af verden. Helt tilbage i det andet århundrede efter Kristi fødsel beskrev den egyptiske videnskabsmand Ptolemæus ”kannibaløen” i øhavet.

I det 13. århundrede beskrev Marco Polo øboerne som ”vilde dyr … med hoveder som hunde og tænder og øjne ligeså … et grusomt folk, [der] spiser alle, de kan fange, som ikke tilhører deres egen race”.

Efter at have etableret en bosættelse på Andamanerne i midten af det 19. århundrede identificerede briterne fem forskellige negrito-stammer på øerne, og på Nicobarerne mod syd identificerede de to mongoloide befolkningsgrupper fra Asien. Kolonialisterne var uvægerligt skyld i, at antallet af stammemedlemmer svandt ind. Den andamanesiske stamme Jangil var helt udryddet, da man nåede 1930’erne. Tre andre stammefolk – De Store Andamanesere, Onge og Jarawa – var gået fra flere tusinde medlemmer til nogle få hundrede. De eneste, der har fået lov at leve i fred, er de cirka hundrede sjæle, der menes at bo på North Sentinel Island, som var det navn, Storbritannien gav den lille firkantede ø, der er otte kilometer lang og 6,4 kilometer bred.

At et folk havde formået at leve helt afskåret i vildmarken så længe, var et under for John Allen Chau. Hans far beskrev, hvordan John, da han ”endelig fandt det sidste uudforskede landområde og et folk uberørt af kristendommen, var blevet helt begejstret, som om stedet og folket specifikt var tiltænkt ham”.

F or 17 år siden ledte jeg også efter de andamanesiske stammefolk. Ligesom John var jeg en backpacker i 20’erne. Da jeg kom i 30’erne, blev jeg udenrigskorrespondent for at kunne blive ved med at rejse og samtidig blive betalt for det. I 2002 flyttede jeg til Indien og mødte en antropolog, der fortalte mig en forbløffende historie om nogle neolitiske stammer, der stadig lever på fjerntliggende øer i Det Indiske Ocean. Jeg blev besat af at møde dem.

Ligesom John havde gjort, indsamlede jeg oplysninger om Andamanerne. Ligesom ham var jeg mindre interesseret i studierne af og historien bag disse oprindelige folk, end jeg var i de eventyr, de repræsenterede. Gennem flere år prøvede jeg at finde en måde at komme til at møde dem på. Jeg blev afhørt af embedsmænd i Port Blair, kom i klammeri med en politimand og blev til sidst bedt om at forlade øerne. Jeg gav først op, da jeg flyttede til Afrika i 2006.

Jeg tror, at en af grundene til, at Patrick og en håndfuld af Johns venner gerne ville tale med mig efter hans død, var, at jeg selv havde et forhold til øerne. Jeg genkendte overstadigheden i Johns dagbog: den måde, øerne syntes at byde på noget stort, vanskeligt, farligt. Forskellen var blot, at mens jeg var en journalist, der forfulgte en historie, ønskede John at være selve historien.

I slutningen af sine teenageår var han nået langt videre end Robinson Crusoe. Han slugte bøger om ikoniske missionærer som David Livingstone i Afrika. Jim Elliot, som i 1956 i en alder af 28 år blev spiddet ihjel sammen med fire andre amerikanere af Huaorani-folket i Ecuador, blev et af hans forbilleder. Missionæren voksede op tæt på Chau-familiens hjem lige på den anden side af Columbia River i Portland, Oregon. Da John var barn, voksede legenden om den lokale helt, der var blevet dræbt af vildmænd. Jim Elliots historie blev foldet ud i flere bøger, en dokumentarfilm og en spillefilm.

Der var også paralleller mellem Huaorani-folket og sentineleserne. Begge stammer havde næsten ingen kontakt med omverdenen. Begge synes også at have ambivalente følelser over for fremmede. Inden de dræbte Elliot og hans venner, udvekslede huaoranierne gaver med dem, og et stammemedlem tog endda med på en tur i deres fly.

Sentinelesernes fjendtlige ry blev ikke mindre i 1981, da snesevis af bevæbnede krigere forsøgte at omringe et fragtskib, der var gået på grund, og tvang besætningen til at blive reddet fra luften. Det menes, at jernspidserne på sentineleserens pile og spyd stammer fra fragtskibets metal.

I 2004 forsøgte en bueskytte at nedskyde en af kystvagtens helikoptere, og to år senere dræbte sentineleserne et par indiske krabbefiskere, der var drevet i land på øen.

Men John havde også fundet ud af, at indiske antropologer siden 1967 havde formået at have korte, ikke-voldelige møder med sentineleserne, hvor de var sejlet tæt på øen og havde læsset kokosnødder af i brændingen. Sentineleserne ville nærme sig antropologerne ubevæbnet, samle kokosnødderne op og endda kortvarigt komme om bord.

Men trods disse opmuntrende historier var der ingen tvivl om, at en ekspedition til North Sentinel Island kunne få en dødelig udgang. For John var der heller ingen tvivl om, at det var det, der gjorde hans mission så heltemodig. Legenden om Jim Elliot var primært blevet så stor på grund af drabet på ham. En passage fra Elliots dagbog fra 1949 bliver af mange missionærer opfattet som bevis på, at han var sig bevidst om risiciene og alligevel fortsatte missionen, fordi han anså selvopofrelse som ærefuld.

”Det er ikke tosset at give det bort, som man ikke kan beholde, for at opnå det, som man ikke kan miste,” skrev han.

For John var det inspirerende. For Patrick var det alarmerende. En dag i 2009, da Patrick overhørte sin 17-årige søn fortælle nogle venner, at hans kald og hans mission var at tage til North Sentinel Island, sank Patricks hjerte i brystet på ham. Han vidste, at hans søns kald udsprang af ren fantasi.

Da John kom i 20’erne, begyndte Patrick at tro på, at hans søn ville ændre kurs, før det var for sent. John begyndte at studere sundhed og ernæring, og han antydede over for sine forældre, at han overvejede at blive læge.

Men John var mest optaget af vandreture, klatring, fiskeri og kajakroning. I Tulsa tog han ud, lige så snart han havde mulighed for det. Han tog på fisketure i frokostpauserne, og hans weekender blev brugt på at klatre, vandre eller padle rundt i Ozark-bjergene. Nogle gange tog han længere væk. I 2012 rejste John til Cape Town på en missionstur med universitetet, i 2013 vendte han tilbage og blev der i tre måneder.

Da han var færdig med sin uddannelse året efter, rejste John til Kurdistan med den kristne velgørenhedsorganisation More than a Game og rejste derefter tilbage til Cape Town for tredje gang. I sommeren 2015 syntes John at have besluttet at leve så meget af sit liv udendørs, som han overhovedet kunne. Han uddannede sig til vildmarkslæge. Han var guide på vandreture rundt i Mount Adams-bjergene i Washington. Fra 2016 arbejdede han seks måneder om året som guide i det nordlige Californien, hvor han boede i det rekreative område Whiskeytown i en lille hytte ejet af nationalparken.

John valgte i stigende grad at tage alene af sted på sine naturoplevelser. Han rejste alene rundt i Sydafrika og Indien. I USA tog han på vandreture, hvor han kunne tilbringe dagevis i sit eget selskab. Indimellem beklagede John sig over sin ensomhed.

”Én ting ved jeg med sikkerhed: Vi er ikke skabt til at være alene,” skrev han efter en 11-dages vandretur på den udfordrende Pacific Crest Trail i 2014.

Men han fortsatte sine ture og startede bloggen That Solitary Path (Den ensomme vej). Han fyldte sit Instagram-feed med ­billeder af øde veje, der fører ind i kuperet terræn, bittesmå telte slået op i vidtstrakte landskaber og enmands-lejrpladser placeret højt oppe over snegrænsen med vandreudstyret kunstfærdigt arrangeret i forgrunden

For de få hundrede følgere, han havde, virkede John som et dristigt friluftsmenneske. Han kaldte sig selv en opdagelsesrejsende, og hans indlæg skildrede et liv næsten konstant på farten på jagt efter endnu en tinde at bestige og endnu en vandrerute at tilbagelægge. Han kunne godt lide at posere på selfies med et vildt udtryk i ansigtet, som om han skrigende flygtede fra en steppebrand, eller som om han lige var blevet bidt af en klapperslange

Hans beskrivelser af sin etnicitet – ”delvis irsk, delvis indiansk (Choctaw), delvis afrikansk og delvis kinesisk og sydøstasiatisk” i sin dagbog – tydede på, at han afprøvede en mere kompleks og verdslig identitet. På Instagram præsenterede han sig som den ultimative trekking-gut. Han var næsten altid ”superklar” på endnu en ”supersej” vandretur med en anden ”vildmand”. Kun sjældent lod han masken falde

”Hey makker, misund mig ikke,” svarede han en begejstret følger. ”Det er hårdt, og billederne viser kun glansbilledet.”

Faktisk censurerede John mere end blot sin sindstilstand. I sine første indlæg citerede han salmer og missionærer. Men efter den første tur til Andamanerne i 2015 skar han ned på de religiøse referencer og nøjedes for det meste med det kryptiske latinske hashtag #SoliDeoGloria (al ære tilkommer Gud). På Andamanerne signalerede hans opdateringer om strande og dykkerture, at han blot var på endnu et af sine eventyr.

Da han var på vej til sit første ophold på øerne, mødte han Elkanah Jebasingh i den indiske by Chennai, og siden sås de, hver gang John var i byen på vej mod Andamanerne – i alt fire gange frem til oktober 2018. John virkede ”helt åbenhjertig”, husker han. Da Elkanah efter Johns død læste om vennens egentlige mission på øerne, blev han dybt rystet. John havde bare fortalt ham, at han havde venner på Andamanerne: ”Han fortalte mig aldrig noget om sin mission.

Johns umeddelsomhed afspejlede, hvordan han blev stadig mere stålsat i sin tro. I sine sidste teenageår tolererede han ifølge Patrick ikke, at man satte ”spørgsmålstegn ved eller kritiserede hans missionær-eventyr”. Patrick følte sig ”afskåret fra enhver form for indflydelse”. Johns seje friluftsliv var som sådan ikke en facade, men det dækkede over hans hemmelige mål. Patrick har måttet sande, at alle Johns tidligere bedrifter var hans måde at forberede sig til North Sentinel Island på.

I slutningen af 2016 kunne Patrick se, at det var ved at være for sent at forsøge at stoppe sønnen. John var rejst til Andamanerne for anden gang og virkede mere målrettet end nogensinde før. Brian, der også var alarmeret over sin brors beslutsomhed, sagde til sin far, at det var ”umuligt at ændre Johns fasttømrede overbevisning”.

Patrick følte, at han alligevel blev nødt til at prøve. Han konfronterede sin søn og fortalte ham, at det, der for John selv virkede som det rigtige at gøre, for alle andre var et bevis på hans fastlåste tankegang.

”I min optik udvalgte han nøje de religiøse doktriner, som han kunne bruge til at understøtte sin selvopfundne, egenrådige og selvtilrettelagte plan,” skrev Patrick senere.

John fastholdt sin tro på, at det var hans pligt at tage til North Sentinel Island. Øboerne ville være fordømte til ”at brænde i helvede”, hvis de aldrig hørte Kristi lære, og som friluftsmenneske med god forståelse for at møde nye mennesker var John en af de få kristne sjæle, der kunne redde dem. Det føltes som et kald, sagde John, som noget, Gud bad ham om. Patrick mente, at hans søn narrede sig selv. Det handlede ikke kun om at hjælpe sentineleserne eller adlyde Gud. Det handlede om Johns frelserkompleks. Han kaldte sin søn et offer for fantasier, fanatisme og ekstremisme.

Diskussionen sluttede uden nogen afklaring, og Patrick tog aldrig emnet op igen. Men de næste to år gik deres skænderi og Johns skråsikkerhed ham meget på. Han kunne aldrig slippe følelsen af at være vidne til, at hans søn stille og roligt og med åbne øjne var ved at grave sin egen grav.

For at komme til Andamanerne flyver man til Indiens østkyst og fortsætter derefter videre mod horisonten. Efter at have fløjet to timer over åbent vand dukker øerne pludselig op af havet – først en, derefter fem, så en masse små prikker af mørke junglelandskaber indrammet af det lave vand, der lyser op som en glorie omkring øerne. Først når flyet tipper til den ene side, kommer de få rustne tage og støvede veje til syne i det skovklædte kystlandskab – de eneste tegn på menneskelig beboelse. Ellers er her kun vand, mudder, strande og træer.

Ved første øjekast ligner Port Blair enhver anden indisk provinsby. Slumkvartererne ligger presset op på bakketoppe, derfra kan man følge de smalle stræder ned forbi børnehjem, butikker og templer. Ved nærmere eftersyn er det en by, der kæmper for at holde sammen på sig selv. Vejene er nedslidte. Husmurene slår revner. Molerne er ødelagte af de mange cykloner og storme, der hvert år blæser ind over øerne. Det virker som et sted, der kan forsvinde når som helst.

Enhver, der studerer øerne nærmere, vil støde på det hinduistiske udtryk kala pani, som betyder ”sort vand” og stammer fra et hinduistisk tabu omkring sørejser. Ifølge dette tabu vil rejser til fjerntliggende egne ikke som almindeligvis antaget udvide folks horisont, men derimod forringe den menneskelige karakter ved at udsætte den for urenhed. Opfattelsen af, at opdagelsesrejser korrumperer sindet, understøttes af fremmede, der er kommet til øerne og har opført sig afskyeligt. Antropologer har peget på, at den fjendtlighed, som blev beskrevet af Ptolemæus og Marco Polo, var øboernes reaktion på slavehandlernes togter. Den velbegrundede frygt for fremmede blev forstærket af de britiske kolonialister, som vendte deres musketter og kanoner mod øboerne, stjal deres jord og efterlod dem med sygdomme, der udryddede størstedelen af dem.

Et særligt grumt eksempel var Port Blairs kolonifængsel, der blev åbnet i 1906. Fængslet var bygget som et panoptikon, der gjorde det muligt for fængselsinspektøren og lægerne at se ind i hver celle for at overvåge de medicinske eksperimenter, der blev udført på de indsatte. Blandt indianerne blev selve fængslet kaldt kala pani.

Maurice Vidal Portman, en engelsk aristokrat, flådeofficer og amatørantropolog, fik ansvaret for øerne i 1879. I to årtier rejste Portman konstant af sted på ekspeditioner for at finde de forskellige andamanesiske stammefolk og kidnappe dem til Port Blair. Portman var fortaler for ”racevidenskab” og troede på, at intelligens kunne måles ved at måle et individs kranium med en skydelære. Hans ligegyldighed over for sine forsknings­objekters ve og vel kan forklares med den gængse opfattelse, der herskede i Europa dengang: at de væsener, han var stødt på, var så forskellige fra hans egen art, at de bedst kunne kategoriseres som dyr.

”De blev hurtigt syge, og den gamle mand og hans kone døde, så de fire børn blev sendt tilbage med masser af gaver,” skrev Portman om seks sentinelesere, han tog med til Port Blair.

”Denne ekspedition var ikke en succes… Vi kan ikke siges at have gjort andet end at øge deres generelle frygt og fjendtlighed over for alle udefrakommende.”

Med afslutningen af kolonialismen fulgte også nye og mere progressive opfattelser af de oprindelige folk. Blandt de teorier, der vandt mest frem, var Alfred Radcliffe-Browns. Han var en britisk forsker, der besøgte Andamanerne fra 1906 til 1908, og hans undersøgelse af stammefolkene blev udgangspunktet for det nye socialantropologi-studium. Radcliffe-Brown forkastede tanken om, at alle samfund følger de samme trin på vejen mod fremskridt, og at stammefolkene dermed var underlegne i forhold til europæerne. I Radcliffe-Browns øjne kunne stammefolkenes jæger-samler-livsstil bedst forklares som en overlegen tilpasning til deres miljø, ikke som tilbageståenhed.

Sådanne tanker betød, at der ikke længere var konsensus om, at racisme kunne funderes i videnskaben, og opfattelsen af, at alle mennesker er ligeværdige, var i fremmarch.

En vesterlænding, der begiver sig ud i junglen for at finde et glemt stammefolk, kan derfor fremstå særdeles uheldig.

Engang var den vesterlænding mig. Mens jeg læste Johns dagbog og fulgte hans færden rundt i Port Blair, genkendte jeg hans forestilling om en ærbar og uselvisk mis­sion. Jeg begyndte at tænke, at dette var ­essensen af kala pani-forbandelsen: besættelse, arrogance, selvbedrag, sågar en moralsk afstumpethed, og alt sammen afstivet af en næsten umenneskelig mangel på tvivl. Sådan som Patrick plejede at beskrive John, kunne noget tyde på, at det var en form for mani.

I min søgen efter en missionær, der havde ændret kurs, faldt jeg over Daniel Everett, der havde vovet sig ind i den brasilianske Amazonas-jungle i 1977 for at konvertere stammefolket Pirahã. Hans beslutsomhed og tro var smuldret i mødet med et stammefolk, der stortrivedes. Everett har i sine erindringer beskrevet en tankegang, hvor standhaftighed bliver vægtet så højt, at hovedpersonen er ude af stand til at forstå andres perspektiver eller almindelig sund fornuft.

Da jeg talte med Everett, spurgte jeg ham om den beundring, som mange prædikanter stadig udviser over for Bruce Olson, der var missionær i Sydamerika på samme tid som Everett, og som John betegnede som en af sine helte. I sin selvbiografi fra 1973 fortæller Olson, hvordan han som 19-årig studerende pludselig fik et kald fra Gud om at tage til Sydamerika. Han fløj til Venezuela på en enkeltbillet og begav sig alene ind i junglen, hvor han mødte Bari-folket, der skød ham i benet med en pil og derefter accepterede ham som deres frelser. En fransk antropolog, der boede sammen med Olson i et år i Amazonas, stemplede ham som en mytoman og en bedrager. Everett sagde til mig, at han kendte Bruce Olson og ikke troede, han ”holdt sig til sandheden”. Alligevel har den karismatiske bevægelse hyldet Olson som et idol i et halvt århundrede. Det handler ikke om, at Olson og hans øvrige missionærer afviser sandheden. Det handler om, at de ikke vil se sandheden i øjnene, påpegede Everett. Olsons disciple vil altid skråsikkert påstå, at ”hvis det er godt, så er det Guds værk, og hvis det er dårligt, så er det Satans”.

John mødte første gang Casey Prince i Cape Town i 2012, da han sammen med en gruppe frivillige fra Oral Roberts University hjalp til hos Princes fodboldprogram for faderløse drenge. Siden da fløj John cirka hvert andet år tilbage til Sydafrika for at besøge Prince, hans kone og deres to børn i deres bungalow i Ocean View, i den del af Cape Town, der vender ud mod Atlanterhavet. Det var også her, John tilbragte de sidste uger, inden han rejste til Andamanerne.

Prince kalder Johns plan for North Sentinel Island ”ekstremt dristig”. Men han siger også, at det var en plan, John lagde efter megen refleksion. Efter at have færdiggjort sine studier havde John ifølge Prince de sædvanlige tvivlsspørgsmål: Hvad skulle han bruge sit liv på? Hvad var han god til? Hvad kunne han godt lide at lave? Han fandt svarene i en kristen logik.

”Vores måde at anskue det på er, at Gud havde plantet alle disse interesser i John. Han gav ham kærligheden til naturoplevelser og eventyr. Han forberedte ham ved, at han rejste til alle disse steder rundtom i verden. Han gav ham hans evne til at møde nye mennesker.”

Der var også masser af tegn, der kunne pege John i retning af North Sentinel Island, hvis man som han ledte efter tegn. Ifølge en myte omkring skabelsen af Oral Roberts University havde grundlæggeren, Oral Roberts, af Gud fået besked på at sende sine studerende til ”selv de mest fjerntliggende egne af Jorden”. Det lød meget som Andamanerne. På en af sine rekognosceringsture indså John, at med sin blandede baggrund ville han nemt kunne lade, som om han var en fisker fra Karen-folket, som er kristne søfolk oprindeligt fra Myanmar, og de var også hans bedste mulighed for at blive sejlet til North Sentinel Island. ”Gud, jeg takker dig for at udpege mig, længe før jeg blev dannet i min mors livmoder,” skrev han i sin dagbog.

Det viste sig også, at Ocean View kun ligger 10 minutters kørsel fra en regional afdeling af All Nations, en gruppe af missionærer, der har specialiseret sig i at konvertere isolerede stammefolk. Når han var i Cape Town, tog John der forbi for at få råd og opmuntring. Han mødte også en sydafrikansk missionær, Pieter V., som havde besøgt Jarawa-stammen ad søvejen. Alle brikkerne faldt så at sige på plads. Selv Johns initialer J.C. (Jesus Christ) gav ham indikationen på et helligt formål.

John Middleton Ramsey, der bor i tyske Köln, mødte John på en evangelikal rundtur i Israel i 2015. Han medgiver, at man kun kan forstå Johns ræsonnement, hvis man deler hans tro:

”Hvis du ikke deler hans tro, virker det, han gjorde, latterligt.”

Set i konteksten af hans liv som missionær insisterer Ramsey på, at Johns planer var mere vilde, end de var skøre. Han beskriver en subkultur blandt unge mandlige missionærer i USA, hvor de forener fromhed, cølibat og Indiana Jones. Ramsey fortæller, at han har brugt mange uger på ulovligt at uddele kristne flyers og missionere på ture til Mellemøsten og Asien. Han kender også andre, der er taget på ekspeditioner for at møde isolerede stammer. Da John sagde til Ramsey, at han var nødt til at tage til North Sentinel Island, fordi sentineleserne var de sværeste mennesker på Jorden at få kontakt til, svarede Ramsey, at det lød fantastisk.

”Jeg har bevæget mig i de kredse hele mit liv. Og jeg vil ikke lyve – det er sjovt,” siger han.

Ramsey og Prince påpeger, at Johns grundige forberedelser er et yderligere bevis på, at han var ved sine fulde fem. Han overtalte en afdeling af All Nations i Kansas City, Missouri, til at træne ham i at møde isolerede stammefolk og fungere som hans støttebase. Han tog et ni ugers kursus i Canada for at lære ukendte sprog. Før sin afrejse forsøgte han ifølge All Nations at immunisere sig mod 13 smitsomme sygdomme. I Cape Town siger Prince, at han så John ”forberede sig mentalt, fysisk og åndeligt. Han var klar over, hvor han var på vej hen, og kendte til farerne, og han gik meget behersket og forsigtigt til værks og lavede sit hjemmearbejde. Han havde læst en masse. Han tog sit fysiske helbred meget alvorligt, spiste sundt, trænede og var bevidst om ikke at komme til at medbringe sygdom til øen”.

Prince beretter om en eftermiddag, hvor John gik ud i de iskolde dønninger i Cape Town og igen og igen lavede grønlændervendinger med sin sammenfoldelige kajak for at sikre sig, at han kunne overleve, hvis der kom en bølge. En anden gang havde John sagt til ham, at han gerne ville løbe en tur, men han var bekymret for at blive overfaldet. ”Han stod over for at skulle rejse til et sted, der er et totalt vildnis, og som ingen kender. Og så er han bange for at løbe en tur og tilbage igen,” griner Prince, der så Johns bekymring som symptomatisk for hans pertentlighed: ”Han ønskede ikke, at noget skulle komme i vejen for hans planer.”

Ifølge Johns venner var han ikke nogen kolonisator. Hans beslutning om at tage alene til North Sentinel Island udspringer ikke af mandlig stolthed, men af et ønske om ikke at udgøre en trussel, fortæller Ramsey. Ifølge Prince var det også det, der lå til grund for hans beslutning om at blive på North Sentinel Island. John forestillede sig, at ”for at det skulle blive en succes, måtte han blive der i 5, 10, 15, 20 år – eller hvor lang tid, det nu måtte tage at lære sproget og kulturen og opbygge tillid”. Som Prince siger:

”Han var ikke usårlig. John var ikke en voldsom person eller en indtrængende fjende eller en frygtløs person. Han var en amerikansk-kinesisk fyr på 1,7 meter. Hvordan skulle han kunne tvinge nogen til noget som helst?”.

Bag strandpromenaden i Port Blair op ad en lille sidegade oversået med skrald i alle regnbuens farver ligger Hotel Lalaji Bayview i en turkis bygning, hvor et værelse med en seng, en ventilator, et bad og rene lagner kan fås for 800 rupees, svarende til 72 kroner. Øverst oppe er der en restaurant med god udsigt over bugten, og her serveres karryretter, pizza og amerikansk, engelsk, israelsk og spansk morgenmad hele dagen. Bag bambusbaren hænger en kalender, hvor der på forsiden ses en silhuet af en enlig vandringsmand ved daggry: John Chau.

Lalaji var Johns favorithotel på øerne. Hotelbestyreren Nirwan Lall fortæller, at gaven fra John, en kalender med 12 af hans billeder, viser, hvor betænksom en gæst han var, da han boede på hotellet fire gange mellem 2016 og 2018. Fotografierne er også en slags oversigt over Johns forberedelser. To af billederne viser små fiskerbyer tæt på North Sentinel Island, hvorfra John begyndte sin ekspedition. Et andet billede er fra landsbyen Mayabunder, hvilket tyder på, at John fulgte rådet fra en af de eneste, som man ved har været på øen og overlevede: Maurice Vidal Portman, den hensynsløse britiske bestyrer af øerne i slutningen af 1800-tallet.

I bogen ”A History of Our Relations with the Andamanese” afslutter Portman sin fortælling om sentinelesernes bortførelse af ham med ordene: ”Det ville have været bedre at have ladet øboerne være i fred, indtil Onge-folket fra Lille Andaman-øen var blevet tæmmet, og så at have skabt kontakt til dem med hjælp fra sidstnævnte,” skriver Portman i sine erindringer om at være blevet bortført af sentineleserne.

Mayabunder støder op til Jarawa-stammens reservat. En af Pathaks betjente, der kun ville udtale sig, hvis han måtte være anonym, sagde, at John rejste dertil på en tidligere tur for at forsøge at overtale en fra Jarawa-stammen til at tage med ham. Det lykkedes ham ikke, og det forklarer ifølge kriminalbetjenten, hvorfor John den 16. oktober fire dage efter ankomsten til Port Blair tog en 10-timers færgetur til øen Lille Andaman, hvor han opholdt sig i to uger og flere gange forsøgte at besøge Onge-reservatet ved Dugong Creek.

”Han ville gerne blive venner med Onge-folket og overtale dem til at komme med ham på hans ekspedition. Af en eller anden grund lykkedes det ham heller ikke,” siger betjenten.

Den 3. november vendte John tilbage til Port Blair. Det var hans tredje uge på øerne, og da han ikke havde haft succes med sine planer, besluttede John åbenbart at gå videre alene. I de næste 11 dage boede han ifølge politiet ikke på Lalaji, men i al hemmelighed – og ulovligt – i en lejlighed på første sal, der tilhører vennen K.S. ”Alex” Alexander i slumkvarteret Dairy Farm. Fra Alex’ lejlighed er der en god udsigt over Port Blair og havet. Men for ikke at efterlade nogen spor til alle dem, der kunne tænkes at lede efter en forsvunden amerikansk backpacker, valgte John at bruge al sin tid indendørs på at læse, bede og udføre nogle hårde træningspas.

I sin dagbog beskrev John, hvordan hans humør steg, da to af hans amerikanske evangelikale venner ankom. Det var vandrekammeraten Christian Vaughan og Bobby Parks, hans tidligere leder fra den kristne velgørenhedsorganisation More than a Game. De to hjalp John med at skaffe de forsyninger, han mente, han skulle bruge, blandt andet sårbandager og gaver til sentineleserne, og så gav de ham en sidste peptalk. Johns moral blev yderligere løftet den dag, hvor Alex fortalte, at han med hjælp fra en mand fra Karen-folket havde fundet en besætning af fiskere, der var villige til at sejle ham til North Sentinel Island for 25.000 rupees (2260 kroner).

”Han hyrede de bedste. Kaptajnen er en meget dygtig sømand. Han kan sejle en lille træjolle tværs over havet,” sagde betjenten.

Det, der virkelig imponerede politiet, var, hvor omhyggeligt John havde forberedt sig. Hans venner og fiskerne har alle afvist gentagne forespørgsler om interviews. Men ifølge en anden betjent har de fortalt politiet, at John var ”fascineret” af historien om John Richardson. John Richardson blev født som Ha Chev Ka, søn af en nicobaresisk høvding, i 1896. Han blev døbt, gendøbt og uddannet på en kristen skole i Myanmar og vendte tilbage til Nicobarerne for at undervise, oversætte Det Nye Testamente og lede samfundet under den japanske besættelse under Anden Verdenskrig. I 1950’erne blev han biskop og indisk parlamentariker.

Missionærer hævder ofte, at kristendommen kan give de indfødte stammefolk en indgang til den moderne verden. På Nicobarerne viste det sig at være sandt. I dag er arven fra Richardson tydelig i det blomstrende samfund af nicobariske advokater, læger, forretningsmænd og politikere, der har formået at føre deres folk ind i den moderne verden, mens de samtidig bevarer deres kultur.

For en som John ville parallellerne til, hvordan kristendommen havde hjulpet hans egen fars succes i Amerika, have været meget tydelige. På øgruppen står missionærernes succes på Nicobarerne også i skærende kontrast til den verdslige fiasko på Andamanerne. På trods af, at antropologer og naturfredningsfolk i et halvt århundrede har gjort en stor indsats for, at de andamanesiske folk ikke bliver udryddet, kan det stadig ske.

Jamil-stammen forsvandt for et århundrede siden. De store tæller nu kun 54 personer, Onge-stammen har 101 medlemmer, Jarawa-stammen har 510, og sentineleserne tæller mellem 50 og 200 personer. Alle fire stammefolk lever i hver deres lille reservat, og alle undtagen sentineleserne er i varierende grad afhængige af staten og i fare for at miste deres kultur. Den sidste, der talte et af de 10 oprindelige andamanesiske sprog, døde i 2010 i en alder af 85 år. Hvad angår jarawaerne, der har blandet sig med udenforstående i to årtier, forudsiger en antropolog i Port Blair, der har set, hvordan deres påklædning, mad og sprog har forandret sig, at deres kultur er fortabt.

Hvor længe kan sentineleserne forventes at holde skansen på en ø, der ligger knap 50 kilometer vest for en by med 140.000 mennesker, og som er en del af en øgruppe, der af turistbranchen er udset til at være de nye thailandske øer? Ikke ret lang tid, vurderer antropologen:

”Det, vi udsætter sentineleserne for, har vi allerede gjort mod andre stammefolk. Det nicobariske folk undgik den skæbne, men kun på grund af missionærerne.”

Med andre ord var Johns mission ifølge dem, der kender stammefolkene bedst, ikke lig med en udryddelse af sentineleserne. For dem repræsenterede han tværtimod en mulig vej til overlevelse.

Min jagt på de andamanesiske folk var en form for livsmål. Med tiden indsnævrede jeg mit mål til at være et interview med En-mei, der var det eneste Jarawa-stammemedlem, som talte hindi. Han havde lært sproget i løbet af de seks måneder, han tilbragte på et hospital i Port Blair, hvor han var indlagt med et brækket ben. Vishvajit Pandya, den antropolog, der først fortalte mig om Andamanerne, beskrev En-mei som den eneste nulevende person, der har levet både i et jæger-samler-samfund og i et moderne samfund.

Jeg havde prøvet at få et møde med ham, da jeg blev nødt til at forlade øerne. Inden jeg rejste, skrev jeg fire sider med spørgsmål og gav dem til Denis Giles, der er redaktør på Andaman Chronicle. Otte måneder senere sendte Giles en e-mail for at fortælle mig, at En-mei var kommet ud af skoven for at bringe et af sine børn til en lægeklinik, og Giles havde stillet ham mine spørgsmål. Giles vedlagde en udskrift af En-meis svar, som er det første interview med en jarawa.

I begyndelsen var En-meis svar forudsigelige og velformulerede. Han havde ikke kunnet lide hospitalet i Port Blair, for som han sagde: ”Jeg så ikke mit folk.” Jarawa-folket kæmpede imod udefrakommende, fordi ”ingen skal komme ind i vores hjem. [Jarawaerne] bliver syge. De dør. Vi græder meget, og vi bryder os ikke om det. Tidligere var der mange stammemedlemmer. Nu er der ikke mange tilbage”.

Senere kom En-mei med nogle lidt uventede svar. Han kunne godt lide moderne opfindelser som busser og jeeps. Han satte pris på det moderne samfunds medicin. Han kunne lide skovhugst. ”Fældning af træer er godt,” sagde han. ”Det er en renselse af stedet.” Men han foretrak alligevel livet i skoven. ”Der er en dejlig brise,” sagde han.

Da En-mei ikke vendte tilbage til skoven, antog Jarawa-folket, at han var død. Da han så endelig seks måneder senere kom tilbage med eventyrlige historier fra en anden verden, opnåede han så meget berømmelse, at han kunne gifte sig med ikke bare den pige, han oprindeligt ville have, men med den mest eftertragtede Jarawa-pige. Da aftalen var i hus, flyttede En-mei og hans kone langt ind i skoven og startede en familie. De andre jarawaer var tilsyneladende lige så trætte af de skinnende lys i Port Blair, for de vendte også tilbage til deres gamle tilværelse.

Pandya så en åbenbaring i beretningen. Jarawa-folket havde bevæget sig ubesværet frem og tilbage mellem de to verdener. Desuden var de ikke ubetinget positive over for vores verden. En-mei havde i særdeleshed vist interesse for verden uden for skoven, men kun så længe, det tjente hans primære mål, nemlig ægteskab. For at opnå dette havde han manipuleret alle, lige fra sin egen stamme til embedsmænd på højeste niveau i den indiske stat. Pandyas konklusion var, at En-mei var en intelligent, ambitiøs og egoistisk rænkesmed. Med andre ord: præcis ligesom os.

Pandya sagde, at En-mei havde tvunget ham til at genoverveje hele sit professionelle liv:

”Det er ikke forskellene, der er så bemærkelsesværdige. Det er lighederne.”

Jeg indså, at jeg også var nødt til at foretage en selvransagelse. Den eksotiske stenalderkriger og regnskovsromantiker, jeg havde jagtet, var et fantom. En-Mei er en mand og en far i det 21. århundrede, der forsøger at klare sig i den samme verden og på den samme snørklede menneskelige måde, som vi andre gør. Efter at have talt med Pandya tog jeg mit liv op til revision.

John havde på samme måde fået en mulighed for at genoverveje sin mission. Han var rejst til verdens ende for at finde en stamme, hvis eksistens var lidt af et mirakel, for så at møde en så skræmmende verden, at det var svært at forstå.

Alle de forberedelser, han havde gjort sig for at nå til dette sted, viste sig at være ligegyldige i mødet med en virkelighed, der ikke fulgte de samme regler eller delte de samme overbevisninger, som han var vokset op med. John var rejst ud for at se en anden verden. I stedet havde han set sin egen verden udefra – måske for første gang.

Min erfaring sagde mig, at i det øjeblik, dine forudantagelser bliver udstillet som uvidenhed – det øjeblik, du erkender, at du er fortabt – er det øjeblik, du trænger gennem Kalapani-sløret, og den virkelige læring kan begynde. I sin dagbog viste John dog ingen tegn på tvivl. Han var tæt på at dø, men den kristne måde at opfatte det på var, at han var blevet frelst. Esajas 65,1-2, som er de vers, der stoppede pilen, lyder således:

”Jeg blev kendt af dem, der ikke spurgte efter mig. Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde til et folk, som egentlig ikke var mit folk: ‘Se, her er jeg!’ Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk, som handlede ondt og fulgte deres egne tanker.”

John betragtede heller ikke beslutningen om, hvorvidt han skulle fortsætte eller droppe missionen – om han skulle leve eller dø – som en, han kunne træffe.

”Jeg tror, jeg er mest nyttig i live,” skrev han. Men det var ikke noget, han selv var herre over.

Da jeg bad missionæren Daniel Everett om at opremse de karaktertræk, der normalt kendetegner missionærer, nævnte han et, der sjældent bliver nævnt i bøgerne: personlig fiasko: ”Min far var alkoholiker, og min mor døde, da jeg var helt ung, og det er sådanne traumatiske oplevelser, der meget ofte får folk til at søge tilflugt i religion,” sagde han. ”Hvis du tager imod troen, og den giver dig det, du håbede på, er du villig til at give alt til den tro.”

Da jeg scrollede ned gennem Johns Instagram-feed, opdagede jeg, at han havde mistet sit hjem nogle måneder før, han tog af sted til Andamanerne. ”Supertrist over ødelæggelserne i Shasta County,” skrev han den 29. juli. ”33.900 hektar brændt, 526 bygningsværker ødelagt. Fem mistede livet. Åh, Whiskeytown … parken, hvor jeg har arbejdet de sidste tre sæsoner og boet alene i en hytte.” Så da Indien den 9. august fjernede kravet om, at de fleste udlændinge skal have tilladelse til at besøge 30 af de 31 beboede øer i Andamanerne og Nicobarerne, herunder North Sentinel Island (forbuddet mod at kontakte stammefolkene blev ikke fjernet), var det ikke svært at forestille sig, hvordan John kunne have fortolket det som en ny dør, der åbnede sig, nu hvor hans gamle liv var gået op i flammer.

Kort efter, da jeg var i gang med at tjekke op på detaljerne i Patricks karriere, fandt jeg beviser på flere livsomvæltninger i en meddelelse fra USA’s narkopolitis afdeling for kontrol med farmaceutiske produkter, hvor overskriften lød: ”Dr. Patrick K. Chau; Dommerkendelse.” Dokumentet, der var dateret den 15. juni 2012, tilbagekaldte Patricks bevilling til at ordinere medicin, hvilket også gjaldt eventuelle ansøgninger om fornyelse af hans lægeautorisation. Narkopolitiet begrundede tilbagekaldelsen med, at Patrick havde ordineret den angstdæmpende medicin Xanax til to undercover-agenter. Patrick var ikke narkohandler. Men de to agenter, der udgav sig for at være patienter, fortalte Patrick, at de tidligere havde fået Xanax af venner og på gaden. Narkopolitiet påpegede også, at Patrick i mange år havde ordineret vanedannende opioider. Desuden ville Patrick ifølge narkopolitiet ikke indrømme, at den medicin, han udskrev, var vanedannende.

Da jeg spurgte Patrick om sagen, var han meget ærlig. Han sagde, at han gentagne gange havde været på kant med de statslige myndigheder, der udsteder autorisationerne, og sundhedsmyndighederne vedrørende uprofessionel adfærd, og at han var blevet sat på prøvetid som autoriseret læge så langt tilbage som i november 2006. Patrick sagde, han var gået fra at behandle børnepatienter til den mere lukrative voksenpsykiatri for at tjene nok til sine børns studier, men han havde ikke været klar over, at den behandling, han ordinerede til voksne, var forældet og ikke god nok i forhold til at undgå narkosøgende adfærd.

Patrick var lige så ærlig om, hvor meget den sag havde påvirket John. ”Den positive rollemodel, jeg havde været for Brian og Marilyn og deres karrierer … var pludselig forsvundet,” skrev han. Ifølge ham er de to ældste søskende ”en sammenspist enhed”. Da de tog på universitetet, efterlod de ”lillebror John, der nu selv skulle forsøge at skabe sin egen … mening med livet”. Derfor var John den eneste, der var hjemme ”til rigtigt at overvære min kamp”.

Kigger man nærmere på datoerne, står det klart, at det år, hvor Patricks karriere kuldsejlede, var omkring det samme tidspunkt, hvor John begyndte at flygte op i bjergene. Det faldt også præcist sammen med det tidspunkt, hvor Patrick sagde, at han ikke længere kunne trænge igennem til sin søn. Ligesom Whiskeytown var gået op i røg, var Johns plan om at følge i familiens professionelle fodspor røget i vasken. Det, som han i stedet gik efter, var en lysere og bedre fremtid, hvor han kun skulle være afhængig af sig selv.

”Jeg var som en druknende mand, optaget [af] at redde mig selv,” skrev Patrick. ”Uforvarende lod jeg John blive suget ind i en malstrøm – den ekstremt radikale og fanatiske kristne fraktion.” Fra da af var Johns skæbne ifølge Patrick at udleve ”glansbilledet” som opdagelsesrejsende og udvise ”hensynsløs” og “selvmorderisk heltemod”.

Det virkede, som om jeg endelig var nået ind til kernen i Johns historie. ”Han havde aldrig brug for penge fra sine forældre til sit eventyrprojekt,” skrev Patrick. ”Han var aldrig afhængig af os.”

Overalt, hvor jeg fulgte Johns færd, fra Indien til Sydafrika og USA, fortalte folk om, hvor let han havde ved at få venner. Nu spekulerede jeg på, om det var let for ham, fordi han aldrig rigtig gav noget af sig selv. Han fortalte ikke ret mange om den mission, han havde viet sit liv til.

Han fortalte ikke nogen af dem om, hvilken skamplet hans far var. Dag ud og dag ind, år efter år, tog han blot endnu en selfie i vildmarken eller læste endnu en bog i sin hytte eller skrev et par linjer mere på Instagram eller i sin dagbog og fortsatte dermed sin endeløse genfortælling af soloeventyrerens fabel. John var den ensomme sømand på havet. I denne fortælling var der hverken plads til en kæreste eller en bedste ven, han kunne betro sig til. Der var ikke plads til et telefonopkald fra en far, mor, bror eller søster. Han var ensom. Til sidst savnede han venner og familien. Men Gud, Den Almægtige, havde tildelt John missionen om at række ud til de mest isolerede mennesker på Jorden, og som han skrev i et afskedsbrev til sin lokale ven Alex den sidste morgen inden afrejse, havde han hele tiden set det som sit sidste stop:

”Jeg tror, jeg dør – måske endda i morgen. Jeg ville ønske, jeg kunne have haft mere tid til at takke dig … vi ses igen, ven – og husk, den første, der kommer i himlen, vinder.”

John havde været alene i verden. Nu stod han alene ved verdens ende. Han vidste, hvordan historien sluttede. Og om morgenen den 16. november efter at have skrevet et par sidste ord drog han af sted.