Mission Øst: Vi har ikke noget at skjule

Efter debat om Mission Østs økonomi og regnskabspraksis har hjælpeorganisationen nu besluttet at iværksætte en uvildig undersøgelse af egen praksis

Hjælpeorganisationen Mission Øst har i løbet af den seneste uge været præget af intern uro og kritik af sine regnskabsforhold. Nu har organisationens bestyrelse, hvoraf fem ud af seks medlemmer tiltrådte efter en mistillidsafstemning i søndags, besluttet at iværksætte en uvildig undersøgelse af de kritiserede forhold.

”Vi ikke har noget at skjule. Men der tegner sig et billede i medierne, som kunne så tvivl om, hvorvidt vi har levet op til god regnskabsskik. Så derfor har vores bestyrelse besluttet, at det mest ansvarlige er, at vi selv skrider til handling og laver en uvildig undersøgelse af os selv,” siger direktør i Mission Øst Hans-Jørgen Knudsen.

Adspurgt til, hvad der ligger i en uvildig undersøgelse, svarer han, at organisationen stadig mangler at finde de rette økonomiske og juridiske kompetencer.

”Det vigtigste for os er, at det bliver personer, der intet som helst har med Mission Øst at gøre,” siger han og tilføjer:

”Bestyrelsen skal have forfattet et opdrag på en måde, så den opgave, der bliver løst, vitterligt kommer omkring alle hjørner og kanter, der skal undersøges. Og så skal vi opdraget valideret, så vi kan få bekræftet, at den måde at gå til værks på vil levere et resultat, som er uvildigt og kommer omkring alt det, der nu engang skal dækkes,” siger Hans-Jørgen Knudsen.

Igangsættelsen af en undersøgelse er udmærket, vurderer Carsten Wredstrøm, der var bestyrelsesformand indtil mistillidsafstemningen i søndags.

”Hvis man i øvrigt kommer til bunds,” tilføjer han, for det kommer an på, hvilket opdrag man får. Selv er Carsten Wredstrøm ikke i tvivl om, hvilke områder han mener, der bør kigges nærmere på.

”Dels den meget anstrengte økonomi og regnskabsforholdene med hensyn til, at man tager indtægter fra det næste år tilbage til det forrige år. Dels det, at man bogfører alle indtægter fra projekterne med det samme i stedet for at bogføre dem i takt med, at projekterne bliver afviklet. Derudover en granskning af samarbejdsforholdene med Mission Øst Deutschland og den måde, bestyrelsen blev afsat på, som er i strid med alle foreningsretlige regler,” siger han.

Sidstnævnte afviser Hans-Jørgen Knudsen. Han henviser til, at dirigent og advokat Peter Sindal på årsmødet konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt og rettidigt varslet og kunne gennemføres, selvom bestyrelsen var fraværende. Til gengæld vil Mission Øst afholde en ekstraordinær generalforsamling i august, hvor de vil drøfte de fremsatte kritikpunkter, oplyser han.

Men det er netop de punkter, Carsten Wredstrøm er i tvivl om, hvorvidt bestyrelsen vil tage med i det opdrag, der snart skal udformes. Han mener ganske enkelt ikke, at den nyligt tiltrådte bestyrelse er bekendt med dem, fordi det kræver årelang erfaring.

”Hvis den nuværende bestyrelse står for at iværksætte undersøgelsen, tror jeg overhovedet ikke på, at man kommer til bunds. Jeg kan allerede nu høre, at de ikke stiller de kritiske spørgsmål. Jeg tror nærmere, det er Danida, der skal komme og undersøge sagen udefra. Mission Øst skal ikke selv bestille nogen til at komme ind og undersøge organisationen,” siger han.