Siden jeg var måske syv år, har jeg været overbevist om, at jeg skulle ud og gøre en forskel. Dengang tænkte jeg ikke, at det skulle være som kristen missionær, men måske som sygeplejerske i en humanitær organisation. Men da jeg blev omkring 15 år, kom troen på Kristus til at spille en mere aktiv rolle for mig. Og lige meget, hvad jeg læste, og hvem jeg mødte, var det som om, der var noget, der mindede mig om, at jeg skulle rejse ud som missionær.
På en bibelskole mødte jeg nogle år senere min mand, og vi oplevede begge, at Gud kaldte på os med sine ord i Paulus’ Brev til Efeserne, kapitel 6, vers 15, hvor der står ”og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium”. De ord har holdt os fast i vores tjeneste. Når Gud har kaldt os til noget, så er vi også gået.
I 1983 rejste vi første gang for Luthersk Mission til Tanzania, hvor vi var frem til 1997. Derefter boede vi i Danmark i godt 20 år, før vi igen rejste ud. Vi arbejder nu for projektet Soma Biblia i Dar es Salaam.
Siden vi første gang rejste ud, er der sket meget med missionsarbejdet. Der var for eksempel ikke computere og mobiltelefoner dengang. Kontakten til Danmark og til lokalbefolkningen er blevet meget lettere – man tager bare mobilen, og så har man en aftale i stand. Da jeg var her sidst, kunne det tage 14 dage at få bekræftet en aftale.
Jeg synes også, synet på mission har ændret sig, siden første gang jeg var udsendt. Jeg vil ikke sige, at man så ned på tanzanierne dengang, men der var lidt sådan en kolonialistisk idé om, at vi var der, fordi vi kunne noget. Vi blev nogle gange stillet op på en piedestal, som nogle der vidste alt, fordi vi var hvide, og det var som om, den hvide kultur skulle lægges ned over kirkerne.
Det kunne jeg ikke lide. Min mand og jeg prøvede, så godt vi nu kunne, at leve i samfundet på lige fod med de lokale. Jeg har en tro på, at vi var med til at vise, at vi ikke var overmennesker, men bare mennesker. I dag oplever jeg, at der er en bedre balance. Relationen er mere ligeværdig, og man anerkender, at tanzanierne er selvstændige og har deres naturlige måde at være på og forkynde på. Der er en forståelse af, at man som kristen missionær ikke kun præger de lokale, men at de også præger en selv.
Da vi kom til Tanzania første gang, arbejdede vi i et stift, hvor kirken var i krise. Vi var to blandt mange missionærer, som forsøgte at hjælpe og give inspiration. I dag er der ikke flere missionærer i det stift, for de lokale har selv fået styr på situationen og kan nu stå på egne ben. Samtidig er de unge, som vi var med til at undervise på en bibelskole dengang, blevet voksne, og flere er selv blevet præster. Vi har mødt mange af dem nu, og det er specielt at kunne se frugterne af vores arbejde.
Jeg kan særligt huske en ung mand, der kom fra en stamme, hvor der ikke var andre, der troede på Gud eller Jesus. Han kom på bibelskole og er senere blevet præst og gør et stort arbejde i det sogn, han er i nu. Hans børn kommer af og til og besøger os og siger, at vi er deres bedsteforældre – for vi var deres fars forældre i troen. Det gør indtryk at kunne følge ham og hans familie og se, hvordan han er den første til at bringe troen på Kristus ind i sin slægt, og hvordan den breder sig som ringe i vandet.
Noget af det mest udfordrende ved arbejdet som missionær har været, når Bibelens ord er blevet fordrejet. Der er en del præster i Tanzania, for hvem det handler om at samle penge ind og ikke om at forkynde frelsen i Jesus. Det gør ondt på os, der kommer med et ønske om, at folk vil tage imod ordet om Jesus.
Jeg synes, min tid som missionær har styrket mig i troen. Den hengivenhed og helhjertethed, man møder blandt kristne herude, hvad angår det at bede og faste, er et stort forbillede.”
Jeg synes, min tid som missionær har styrket mig i troen. Den hengivenhed og helhjertethed, man møder blandt kristne herude, hvad angår det at bede og faste, er et stort forbillede.”