Jeg holder meget af de store fortællinger

En rejse til Indien og Nepal har været med til at forme forfatteren Sally Altschulers liv. Han er aktuel med to bøger om sin jødiske slægt. En for voksne og en for børn

For mig er kunst og kultur den optik, jeg betrager verden igennem, siger forfatteren Sally Altschuler. –
For mig er kunst og kultur den optik, jeg betrager verden igennem, siger forfatteren Sally Altschuler. –. Foto: Morten Holtum.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er den israelske forfatter Amos Oz bog En fortælling om kærlighed og mørke. Det er en familiehistorie, hvor han fortæller hudflettende ærligt om sine forældres ægteskab.

Som forfatter skal man altid passe meget på grænsen mellem det private og det personlige, og den grænse balancerer han mesterligt på. Bogen er skrevet af en jødisk forfatter i Israel, men den kunne sådan set lige så godt have været skrevet alle mulige andre steder.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Romanen Hundrede års ensomhed af Gabriel García Márquez er noget af det mest fantastiske, jeg har læst. Jeg læste romanen for mange år siden, og så har jeg for nylig genlæst den, og den holder stadig.

Jeg holder meget af de store fortællinger, og Hundrede års ensomhed er en rigtig stor fortælling. Når man fortæller, skaber man en virkelighed. Der ville ikke være nogen reel virkelighed, hvis ikke vi havde ordene. Virkeligheden forandrer sig i takt med, at vi fortæller, og det er utrolig tydeligt i Hundrede års ensomhed. Det har også noget at gøre med, at bogen tilhører den genre, der hedder magisk realisme. Tingene er ikke, som vi normalt forestiller os, at de skal være, men det bliver de ikke mindre virkelige af.

LÆS OGSÅ:
Et skuespillerbarn formet af teaterstøv

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

Så vil jeg gerne anbefale musicalen The Bollywood Trip på teatret Republique på Østerbro i Købenmhavn, som jeg for nylig læste en anmeldelse af.

Den kunne jeg godt tænke mig at se, for jeg er glad for, når folk tør slå ud med armene, og når der er fest og farver.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Hvis man definerer kultur bredt, så har jeg haft nogle rejseoplevelser, hvor jeg har mødt meget fremmedartede kulturer, som har betydet utrolig meget for mig.

Jeg var en vaskeægte hippie, da jeg i sin tid blev student, og nogle af mine venner var kørt i et folkevognsrugbrød gennem Afghanistan, Indien og Nepal. Jeg fløj så ned til dem, og bortset fra Sverige havde jeg aldrig før været ude at rejse.

Pludselig stod jeg i Indien midt i hele menneskemylderet med fattige og døende mennesker omkring mig. Det var reelt chokerende, og der gik lang tid, inden jeg vænnede mig til det.

Siden da har jeg altid væbnet mig med en relativistisk holdning til tingene. Jeg vil bestemt ikke kalde mig værdirelativist, men jeg har lært, at vi ser tingene på vores måde, men verden kan også godt se ud på en anden måde for andre mennesker.

Hvad betyder kultur for dig?

For mig er kunst og kultur den optik, jeg betrager verden igennem. Hvis ikke jeg kunne det, ville jeg være blind.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Jeg er operafreak. I øjeblikket er der meget snak om, hvorvidt vi har råd til Det Kongelige Teater og Operaen. Michael Christiansen (tidligere direktør for Det Kongelige Teater, red.) havde jo ret i, at vi ikke har råd til at have den gave (Operaen, red.). Men nu har vi jo taget imod den, og man kan ikke levere den tilbage.

Jeg synes, man bør gøre noget for at brede kendskabet til opera ud til så mange som muligt, så flere kan få glæde af det.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Nej, det er der faktisk ikke.