Kære Bo
”Alle skuffer over tid. Og jeg vil komme til at skuffe dig.” Sådan synger bandet The Minds of 99.
Er man ikke 13 år i 7. klasse? I så fald er det 20 år siden, at jeg kom til at skuffe dig.
Du var min bedste ven og havde været det i hele min folkeskoletid, lige siden børnehaveklassen – nej, vel faktisk siden den førskolegruppe, hvor vi begyndte at spille fodbold sammen mod de lidt ældre børn, med hvem som helst, der havde lyst til spille. Jeg stod på mål, og du driblede. Du valgte altid den svære, tekniske løsning, også selvom du var blevet tacklet de foregående 10 dribleture. Kan du huske det?
Nogle gange blev jeg irriteret, men for det meste syntes jeg, at du var fantastisk. Vi blev venner på fodboldbanens tilsandede fliser. Mit standardsvar, når de andre drenge fra klassen ringede til mine forældres fastnettelefon, var: ”Det kan jeg ikke, der skal jeg lege med Bo.” Der var dig, og så var der alle de andre, Bo. Du var altid så god til at finde på, og din hittepåsomhed var blandt grundene til, at jeg elskede at være sammen med dig. Jeg husker, at vi, efter at I var flyttet til huset på Bjarkesvej, var i fuld gang med en af dine opfindsomme lege ude i haven, da din mor råbte, at din far havde købt et franskbrød med hjem fra Føtex. Vi spiste brødet med et solidt lag honning. Nogle gange ristede vi brødet, selvom det var helt friskt. Smagte det ekstra godt sådan, eller var det bare blevet et lille ritual?
Helt særlige var de sjældne eftermiddage, hvor det blev annonceret, at din moster havde sendt akaciehonning fra Australien. Åh, hvor den smagte, den honning!
De tre ting ville jeg have med på en øde ø: Dig, friskbagt franskbrød og lige præcis dén igennem franskbrødet sivende og ud over de knasende skorper tyndtflydende, smagsmættede livets nektar.
Men nu ville klassens flotteste pige danse med dig.
Det siges, at pokerspillere ofte har svært ved at genkalde sig, hvordan det gik for sig, da de vandt en stor pulje på et kasino. Samtidig, at de ingen problemer har med at fremkalde lyslevende billeder af, præcist hvordan de gebærdede sig, da de tabte stort: Hvilke kort de havde, hvad de havde tænkt i situationen, hvordan de endte med at tage grueligt fejl.
Du kom ud til mig. Trak mig hen bag det ene af flisebanens små mål til den høje træplade, som skulle forhindre, at bolden fløj ad Pommern til, når man spillede. Her kunne vi stå i fred. ”Sarah spurgte mig, om jeg ville danse med hende!”.
Sådan udbrød du, og du virkede, kan jeg huske, mest nervøs, men du var også glad, og var der ikke også en snert af stolthed?
I så fald kan jeg virkelig godt forstå det. Jeg ville også have været hele følelsesregistret igennem på nul komma fem i dit sted. Og hvor ville jeg ønske, at jeg havde været der. I dit sted. Faktisk ønskede jeg mig mere end noget andet netop dét i sekunderne efter, at du havde fortalt mig, hvad der var sket på fritidshjemmets til aftenen indrettede dansegulv, hvor Sarah altså ville have dig, og ikke mig, med ud at danse foran alle 7. klassernes måbende drenge.
Egentlig blev jeg overrasket over, at hun havde spurgt dig. Du var sjov, og du var, mere end nogen anden, jeg kendte, din egen. Men du var ikke blevet valgt til elevrådsrepræsentant år efter år ligesom mig. Du havde heller ikke fået lige så mange klap på skulderen som mig i klassens time, de gange vi skulle give hinanden et ”plus”- eller ”minuskort”, hvor der for eksempel kunne stå ”du er god til at lytte”, ”jeg sætter pris på din hjælp”, ”du er en god ven” – eller ”du driller for meget”. Kan du huske de timer og de kort?
Jeg var klassens populære dreng med bunken af pluskort, men jeg havde spillet dem forkert. Eller rettere sagt havde jeg ikke forstået dét, du ellers havde forsøgt at lære mig om popularitetskort. Om livets pokerspil.
Forud for den skæbnesvangre aften, i slutningen af et frikvarter (det var i den periode, hvor vi havde kastet de der små plasticfigurer ind mod væggen, hvor man efterfølgende vandt den andens plasticfigur, hvis man lå tættest på væglisten, når begge havde kastet), udbrød du pludselig: ”Hvorfor skal du altid være venner med alle, Lasse?”.
I retrospekt tror jeg faktisk ikke, at du var misundelig, men snarere, at du, omend på din måde, forsøgte at lære mig en vigtig livslektie: at man netop ikke kan og heller ikke skal – for det er en umulig opgave – forsøge at vinde alles gunst. Det er et spil, man har tabt på forhånd, både over for sig selv og i forhold til andre mennesker. Du var irriteret, men du forsøgte at advare mig. Min iver efter at please ville trække relationelle skuffelser med sig i kølvandet.
Men tilbage til øjeblikket bag målet på flisebanen. Du turde ikke at sige ja til at danse med Sarah, og nu anede du ikke dine levende råd. Du bad mig først og fremmest love, at jeg ikke sagde til nogen, at hun havde spurgt dig, om du ville danse med hende. Og det lovede jeg. Men jeg sagde det kort tid efter til en anden dreng fra vores klasse, som efterfølgende prikkede dig på skulderen med ordene: ”Nårh, Sarah vil nok danse med dig, hva?”. Du blev så ked af det, at du grædende satte i løb, væk fra skolen og væk fra mig. Vores venskabs jolle kom i høj bølgegang, og jeg faldt over bord.
Hvorfor sagde jeg det, du betroede mig, videre?
Jeg læste for nylig et interview med Ritt Bjerregaard, der over fire erindringsbøger havde set tilbage på sit liv og i forlængelse heraf blev spurgt, om der var noget, hun fortrød. Hun svarede, at hun har det ligesom Édith Piaf: At hun intet fortryder, og at det er et princip, hun har. Hun tænker sig altid grundigt om, når hun befinder sig i tilspidsede situationer, og først derefter tager hun en beslutning, hvorpå hun ikke giver sig i kast med at fortryde.
Men jeg fortryder det, jeg gjorde.
Enten var jeg for ung til at have opøvet Ritt Bjerregaardsk selvdisciplin, eller også var jeg, som Niels Brandt – forsangeren fra The Minds of 99 – forklarer det, blot ikke ufejlbarlig.
Hvis alle skuffer over tid, er det et grundvilkår. Noget, der, ligesom arvesynden, ligestiller alle mennesker, fordi vi alle sammen er fejlbarlige. I dét perspektiv får jeg nemmere ved at tilgive mig selv for at have sagt det, min bedste ven havde stolet på, jeg ikke ville sige videre. At Sarah havde spurgt dig, om du ville danse med hende.
Alle skuffer over tid, og jeg kom til at skuffe dig, Bo.