Hjemløse Tom Olsen skulle ind og ud af sygehuset flere gange, før lægerne opdagede, hvad han fejlede. De havde hele tiden troet, at hans klagen over ondt i maven blot skyldtes den skrumpelever, som et langt liv på bunden af flasken havde givet ham, men årsagen skulle vise sig at være en kræftknude: En hurtigt voksende én af slagsen, der på daværende tidspunkt havde bredt sig så meget i hans 63-årige krop, at der ikke var mere for lægerne at gøre. Nu afdøde Tom Olsen, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt, er et eksempel på, hvordan mange udsatte ældre misforstås og løber panden mod muren, når de i den sidste del af livet får brug for sundhedssystemet. Ifølge Socialstyrelsens vidensportal på det sociale område er der kommet mere end dobbelt så mange hjemløse over 50 år i en 10-årig periode fra 2009 til 2019. Og i takt med at antallet af socialt udsatte ældre i øvrigt stiger, bliver problemet ved de ofte mislykkede møder med sundhedssystemet kun mere presserende, mener en række fagpersoner, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med.
En af dem er Dorte Andersen, der er psykolog, indviet diakon og centerchef på den folkekirkeligt forankrede og selvejende institution Arbejde Adlers Hus i København:
”Vi har en enorm ulighed i sundhed og har haft det i mange år. Når socialt udsatte indlægges, er der ofte fokus på deres misbrug eller psykiske sygdom, og så opstår der risiko for at overse, hvad de ellers kan fejle,” siger hun.
Det kan Morten Aagaard, korshærspræst i Aarhus, nikke genkendende til:
”Livssituationen i den sidste tid for de svært udsatte er meget anderledes end for den øvrige befolkning, for den er ofte rigtig sølle og fuld af skam og ensomhed. Mange udsatte ender livet på store, offentlige institutioner, hvor der ofte er mange regler, der skal følges. Og er der noget, der er svært for de mennesker, der aldrig har passet ned i samfundets kasser, så er det at følge regler,” siger han.
Systemet er nemlig ofte som en kasse, som mange mennesker med svære liv og komplekse behov ikke nødvendigvis passer ned i. Det mener formand for Rådet for Socialt Udsatte Vibe Klarup.
”Vi har brug for, at man i højere grad ser det hele menneske, der kommer ind ad døren, og at der er flere ansatte med social faglighed, der forstår at tage hånd om de ofte komplekse problemstillinger, som udsatte borgere lever med,” siger hun.
Selvom de fleste regioner de senere år har ansat flere sociale sygeplejersker til netop at navigere de svært udsatte i systemet, er der stadig stor mangel på interessen for, hvad der mere kan gøres, siger hun:
”Når det handler om at kaste systemblikket fra sig og forstå kompleksiteten i mange udsattes liv, så spilder sundhedssystemet ofte fallit. Vi har et samfundsansvar for, at den velfærd vi designer, tilgodeser alle slags mennesker. Ingen har selv valgt et liv i udsathed, og når det liv render ud, bør vi tage langt bedre hånd om det.”
Men mulighederne er der for, at vi i fremtiden kan hjælpe udsatte til at opleve en større grad af mening og livskvalitet, når tilværelsens timeglas render ud. Det har seniorforsker ved Rehpa, videncenter for rehabilitering og palliation, Vibeke Graven netop kunnet konkludere i forskningsrapporten ”usædvanlige livsafslutninger”, der i marts blev udgivet på baggrund af et samarbejdsprojekt med Aalborg Kommune, hvor hun har fulgt hverdagslivet for en række socialt udsatte i den sidste tid af livet:
”Det er ikke nok at fokusere på, hvad vedkommende fejler. Man skal også have øje for, hvad der kan give håb. Det kan være noget så simpelt som muligheden for et sidste besøg på værtshuset eller at få kontakt til børn, man ikke har set i årevis. Der er ikke noget, der giver mere håb end næstekærlighed. Og den kan man som fagpersoner vise gennem nærvær og opmærksomhed på, hvad der kan bringe håb og livskvalitet ind i den sidste tid af livet.”