Hun blev en mønsterbryder i et mandsdomineret fag

Når Inger Exner på fredag fylder 95 år, kan hun se tilbage på et liv, som på mange måder er usædvanligt. Hun var mønsterbryder, da hun blev arkitekt og siden leder af en tegnestue, og sammen med sin mand, Johannes Exner, har hun haft afgørende betydning for dansk kirkebyggeri

Mønsterbryder og foregangskvinde. Inger Exner, der i morgen fylder 95 år, holdt fast i sin drøm om at blive arkitekt i en tid, hvor kvinder ellers primært skulle gå derhjemme og passe børn.
Mønsterbryder og foregangskvinde. Inger Exner, der i morgen fylder 95 år, holdt fast i sin drøm om at blive arkitekt i en tid, hvor kvinder ellers primært skulle gå derhjemme og passe børn. Foto: Thomas Mølvig

Hendes forældre var ikke helt overbeviste. Godt nok var deres yngste datter i den store søskendeflok på syv virkelig glad for at tegne. Hun var også virkelig dygtig til det. Men at uddanne sig til arkitekt? Hun skulle i hvert fald et år på husholdningsskole først, så hun havde noget ”at falde tilbage på”, når hun engang blev gift.

Men husholdningsskolen var ”ikke lige noget for mig”, som Inger Exner selv har sagt, og den fik hende på ingen måde til at droppe drømmen om et liv ved tegnebordet.

Som den tredje kvinde nogensinde blev hun optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København og rejste derfor fra hjemmet i Randers, og i 1954 kunne hun kalde sig arkitekt.

”Der er al mulig grund til at hylde hende,” siger forskningschef og professor ved Arkitektskolen Aarhus Thomas Bo Jensen.

”Hun var mønsterbryder allerede dengang, da hun besluttede sig for at blive arkitekt, og det har bestemt heller ikke været let at være kvindelig studerende i et meget mandsdomineret fag. Da hun var færdig, forventede de fleste da også, at hun slet ikke ville bruge sin uddannelse, men blive hjemme og passe børn. Men sådan gik det altså langtfra,” siger Thomas Bo Jensen.

For godt nok blev Inger Exner gift og fik fire børn. Endda med ham, som hun kendte tilbage fra gymnasietiden i Randers, og som nu havde taget pæcis den samme uddannelse. Ægteparret Exner havde først tegnestue i København og siden i Aarhus, som de flyttede til i 1966, da Johannes Exner blev ansat på byens nyoprettede arkitektskole.

Sammen gik ægteparret nye veje og insisterede blandt andet på, at restaurering og kirkebyggeri var væsentlige opgaver i en tid, hvor den slags arkitektur ellers ikke var ”in” blandt de toneangivende.

”I slutningen af 1950’erne var kirkebyggerier og restaureringer ikke et særligt ’cool’ område at beskæftige sig med. Man så derfor på Exners arbejde som lidt tilbageskuende og langtfra moderne. Men i dag er der heldigvis en anden opmærksomhed omkring deres værker, ikke mindst i udlandet,” fortæller Thomas Bo Jensen, der blandt andet skal til London i efteråret og fortælle om Inger og Johannes Exners bidrag til dansk arkitektur, og som netop har skrevet om dem til både en spansk bog og et svensk tidsskrift.

Når han fortæller om det danske ægtepar, der blandt andet er kendt for deres restaurering af Koldinghus og for at have tegnet ikke mindre end 13 kirker, sørger han altid for at nævne Inger Exner som mindst lige så betydningfuld som sin mand.

”For de var lige vigtige. Men som professor på arkitektskolen og den mere udadvendte og synlige var det tit Johannes Exner, der kom i fokus. Ingen af deres værker var dog blevet til noget uden hende. Hun har en meget poetisk fornemmelse for rummet, arkitekturen og omgivelserne, og så var det altså hende, der til daglig styrede en tegnestue med op til 15 medarbejdere, samtidig med at hun også stod for det meste derhjemme,” fortæller Thomas Bo Jensen.

Selv har Inger Exner beskrevet ægteparrets arbejde på denne måde:

”Der skal være en mening med de ting, vi laver, en sammenhæng med historien og nutiden.”

Og hun slår på ægteparrets hjemmeside samtidig fast, at deres arbejde ”skal være til samfundets og menneskenes glæde, til deres bedste – en opmuntring”.

Blandt ægteparrets idéer var blandt andet, at kirker skulle bygges og indrettes, så forkyndelsen kan foregå blandt menigheden i stedet for fra et ophøjet alterscenarie. En idé om den demokratiske kirke og en betoning af kirken som et fællesskab.

I forhold til restaureringer var ægteparret også nytænkende. De ønskede, at man skulle have respekt for det historiske, og lod derfor tidens processer være synlige i stedet for blot at føre en bygning tilbage til sit oprindelige udtryk.

”På samme måde skulle alt, hvad de selv tilførte, også kunne fjernes igen. På den måde kan man sige, at de havde en etisk overbygning på alt, hvad de lavede, hvilket igen gjorde deres arkitektur til noget særligt i en tid, hvor det primært var æstetikken, der var i centrum,” forklarer Thomas Bo Jensen.

Da Johannes Exner døde i 2015, mistede Inger Exner ikke bare sin mand, men også sin professionelle partner. I dag bor hun i eget hjem i Vestervang i Aarhus – en boligbebyggelse, der selvfølgelig er arkitekttegnet og endda af ægteparret Exners gode venner Friis og Moltke. Hun finder stadig glæde ved at tegne og male, ligesom hun holder af at læse bøger og gå til foredrag, for som hun selv har udtrykt det: ”Der er nok at blive klog på.”

Inger Exner har valgt at fejre sin 95-årsfødselsdag på lørdag, hvor festen begynder med en gåtur i skoven. Og selvom det kun er den nærmeste familie, der er inviteret, så tæller flokken i dag ikke kun de 4 voksne børn, men også 11 børnebørn og 3 oldebørn.