Da Thomas Gotthard valgte at dræbe Maria From Jakobsen i oktober sidste år, fratog han ikke alene sin hustru livet og fremtiden. Han fratog samtidig sine børn ”deres ultimative kærlighed”. Det sagde den drabsdømte præst selv, da han fik ordet i Retten i Hillerød, kort inden han blev idømt 15 års fængsel i sidste uge.
Hans tilståelse og den efterfølgende dom satte et endeligt punktum i straffesagen, men som Maria From Jakobsens fætter, der var til stede i retssalen, kort efter kunne skrive på det sociale medie Twitter, så er børnenes fremtid stadig uvis.
”Vi har set frem til afklaringen på straffesagen. Så mangler alt det familieretslige. Det har fyldt og fylder langt mere,” skrev han.
Hvert år bliver i gennemsnit 12 kvinder dræbt af deres partner eller ekspartner. I en række af disse sager er børn involveret, og det er herfra op til de sociale myndigheder at vurdere, hvad der skal ske med børnene, og hvem der skal have forældremyndigheden. Sagerne er komplekse. Sorgen vækker store følelser og risikerer at splitte børnenes familie. Samtidig er der spørgsmålet om samvær med faderen, manden, der har dræbt børnenes mor. For kan det overhovedet være til gavn for børn at bevare kontakten til det menneske, der har forvoldt dem livets måske største smerte?
I Familieretshusets afdeling for forældreansvar sidder kontorchef Kirsten Rosenkilde. Det er på hendes og kollegaernes skriveborde, at de tragiske sager om forældredrab lander. Det er her, man oplyser sagerne, så en dommer i familieretten senere kan afgøre, hvem det efterladte barn er bedst tjent med, får tildelt forældremyndigheden og beslutte, om den drabsdømte far eller mor bør have samvær med barnet og i hvilket omfang. Kirsten Rosenkilde skønner, at de behandler fire til otte sager om året. Hun understreger, at hun ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men om de generelle overvejelser afdelingen gør sig i sager om drab mellem forældre. Hun understreger også, at ”ingen sager er ens”.
Typisk begynder Familieretshusets arbejde i det øjeblik, en forælder bliver drabssigtet og varetægtsfængslet, hvor man i nogle tilfælde tildeler en midlertidig forældremyndighed, inden sagen kommer for retten.
”I en forfærdelig situation, hvor barnets ene forælder er død, mens den anden formentlig er i politiets varetægt, lægger vi først og fremmest vægt på, hvem der bedst muligt kan træffe de nødvendige beslutninger, man skal træffe omkring barnet.”
Denne person kan være et medlem af børnenes familie, men det er langt fra givet på forhånd, forklarer Kirsten Rosenkilde. I nogle sager kan drabet eksempelvis være sket på baggrund af en skilsmisse, hvor konfliktniveauet mellem offerets og drabsmandens familier i forvejen er så højt, at stemningen kan være uforsonlig. En konflikt, der selvsagt ikke bliver mindre af den sorg, man som familie befinder sig i, når ens måske søster eller datter er blevet dræbt.
”Her oplever vi i nogle sager, at det kan være relevant at give en advokat forældremyndigheden eller at tildele den til en person, som står lidt længere væk fra familierne, og måske ikke på samme måde er helt så følelsesmæssigt involveret i situationen.”
Sideløbende med tildelingen af forældremyndigheden er det op til kommunen at beslutte, hvor børnene skal vokse op. Også dette varierer fra sag til sag, siger kontorchefen og forklarer, at børnene både kan anbringes i netværkspleje hos familiemedlemmer, i en egentlig plejefamilie eller måske på en institution. Det er ikke givet, at den familie, børnene tilfældigvis befinder sig i i tiden efter drabet, også bliver deres hjem for fremtiden.
Det var efter drabet på Hafida Bourouhi, at diskussionen om forældremyndighed efter et partnerdrab for alvor blussede op. Som 39-årig blev hun i 2015 kvalt, kørt væk og derefter smidt ud over en skrænt af sin eksmand og far til deres to fælles sønner – som i øvrigt befandt sig i lejligheden under drabet og sad på bilens bagsæde under bortskaffelsen af Hafida Bourouhis lig.
Her valgte drabsmanden, Anders Larsen, efter tilståelsen at søge om forældremyndigheden over børnene. Han havde i forvejen delt forældremyndighed over den ældste fireårige dreng og ingen forældremyndighed over den yngste på to år. Sagen endte med, at Familieretshusets forløber, Statsforvaltningen, tildelte ham forældremyndigheden over begge børn. I afgørelsen skrev forvaltningen, at ”det forhold, at du har slået børnenes mor ihjel og formodentlig skal sidde i fængsel i en længere årrække, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at forældremyndigheden over (…) ikke skal blive hos dig”.
Afgørelsen vakte forargelse hos offerets familie. Over for TV 2 kaldte afdødes bror, Hassan Bourouhi, det for absurd, at man ”på den måde belønner en morder for at have slået børnenes mor ihjel”. Ligesom morbroderen kaldte det for krænkende, at familien fremadrettet skulle tage ”direkte kontakt til min søsters morder, hvis vi vil se børnene”.
Da Kristeligt Dagblad ringer til Hassan Bourouhi i dag, seks år efter afgørelsen, er han tydeligvis fortsat berørt over sagen.
”Det var forfærdeligt hårdt at være i. Det er det stadig – også bare at snakke om. Vi nåede et punkt, hvor vi måtte opgive kampen for at se de børn, der havde boet hos os i otte måneder efter min søster blev dræbt, og som vi betragtede som vores egne,” siger han og forklarer, at familien ikke har set søsterens børn i de seks år, der er gået, siden han og hans hustru fik afvist deres ansøgning om forældremyndighed og senere samvær med børnene. De sidste Hassan Bourouhi hørte var, at børnene blev anbragt hos faderens forældre.
”Vi kunne bare ikke mere, og vi opgav at kæmpe. Som pårørende står man i en situation, hvor man i forvejen er i dyb sorg. Det gør ondt at tænke på drengene i dag. Og alle de her følelser kommer frem igen, når vi hører om lignende sager som denne,” siger han med henvisning til drabet på Maria From Jakobsen og parrets to fælles børn på henholdsvis 8 og 10 år.
Sagen nåede Christiansborg, hvor folketingspolitikere stod i kø for at kritisere forløbet. Og snart efter, i 2016, blev lovgivningen på området ændret, således at en forælder ikke længere havde fortrinsret til at få forældremyndigheden, hvis vedkommende havde dræbt den anden forælder.
Ifølge Hanne Hartoft, der forsker i børneret ved det juridiske institut på Aalborg Universitet, og som er rådsmedlem i Børnerådet, taler lovændringerne i kølvandet på sagen om drabet på Hafida Bourouhi ind i en general tendens, hvor balancen mellem forælderens ret over barnet og så hensynet til barnets bedste er blevet forskubbet.
”Forælderen, der har slået den anden forælder ihjel, har nu som udgangspunkt ingen forret til barnet. Det er en ændring fra tidligere, at barnets bedste nu altid går forud for forælderens ret. Tidligere lå der en større værdi og vægt i at have titlen som forælder. Noget af den værdi er juridisk blevet taget ud af forældreskabet, og forståelsen af en familie er i højere grad blevet, at barnet har krav på sunde relationer, mere end forælderen har krav på barnet,” siger hun.
Af samme grund kunne man i dag foranlediges til at tro, at forældremyndigheder i højere grad tilfalder offerets end gerningsmandens familier. Altså i dette tilfælde Maria From Jakobsens. Sådan forholder det sig imidlertid ikke, forklarer kontorchef i Familieretshuset, Kirsten Rosenkilde.
”Det kan man ikke sige generelt. Selvom en far har slået en mor ihjel, kan man sagtens sidde i en situation, hvor barnets nærmeste tilknytning er til en faster. Man kan ikke på forhånd sige, at offerets familie så at sige er foran på point. Barnet har på en måde mistet begge sine forældre i disse drabssager, og her er det vores opgave at vælge en værge, der kan sikre en god forbindelse til hele barnets netværk og på den måde sikre barnets trivsel.”
For at finde ud af, hvem der står barnet nærmest, inddrager Familieretshuset kommunen, der har et større kendskab til barnet, ligesom man fører samtaler med barnets pårørende og eventuelt barnet selv. Det bliver dog aldrig barnet alene, der træffer beslutningen om, hvem det helst ser som forældremyndighedsindehaver.
”Selvfølgelig lytter vi til barnet, og selvfølgelig lytter vi mere til en på 10 år end en på 5 år, men vi spørger aldrig, hvad barnet helst vil, for det er ikke et spørgsmål, det kan svare på. Det væsentlige for os er at finde ud, hvordan verden ser ud fra barnets perspektiv,” siger Kirsten Rosenkilde.
Med den seneste lovændring synes det så godt som utænkeligt, at drabsdømte Thomas Gotthard skulle få forældremyndigheden over sine børn, når den endelige afgørelse træffes. Spørgsmålet om hvorvidt han kommer til at få besøg af børnene bag fængselsmurene er til gengæld mere åbent. I Børnekonventionen hedder det, at et barn har ret til kontakt til sine forældre, hvis barnet lever adskilt fra den ene eller dem begge – det gælder også, selvom forælderen er drabsdømt. Sidste år blev der dog vedtaget en bestemmelse i forældreansvarsloven, så en far eller mor, der eksempelvis bliver dømt for drab, incest eller anden meget alvorlig kriminalitet, kun skal have samvær med sit barn, hvis ”det er til barnets bedste”.
”Der skal med andre ord være noget, der viser, at et samvær med den dømte forælder vil være entydigt godt for det her barn,” siger Kirsten Rosenkilde og nævner, at samvær kommer i mange ordninger, som hver især vurderes.
”Er man drabsdømt skal det nok ikke være en weekendordning, men det kan måske godt være til gavn for barnet at have et såkaldt kendesamvær, hvor man måske en gang hver tredje måned har et kort samvær med sin dømte far eller mor. Det er måske ikke hensigtsmæssigt, hvis barnet overværede drabet, modsat kan det være en god løsning, hvis barnet, når man ser bort fra handlingen, havde en tryg tilknytning til forælderen. Det vigtigste er at sikre den løsning, som er bedst for det enkelte barn.”
Fra barnets perspektiv vil der ofte være omstændigheder, der taler både for og imod behovet for at se den tilbageværende forælder. Det forklarer Ane Lerche, der er børnepsykolog i Red Barnet.
”Det kan være, at forholdet mellem forældrene har været turbulent, måske endda voldeligt, før drabet fandt sted, og der kan være mange grunde til, at barnet ikke har en positiv relation til den tilbageværende forælder. I sådanne tilfælde har barnet ikke nødvendigvis et behov for at have noget at gøre med vedkommende,” siger hun og understreger, at situationen dog vil være meget individuel fra barn til barn og fra sag til sag.
”Men trods alt vil den far, der slog moderen ihjel, fra barnets perspektiv i nogle tilfælde stadig være ham, der kørte barnet til fodbold, og som lavede aftensmad derhjemme, før hverdagen og verden ramlede. I mange tilfælde vil barnet stadig elske den forælder, der er tilbage. Og de følelser kan være enormt skamfulde, særligt hvis barnet er omgivet af mennesker fulde af sorg og foragt over for forælderen, der har begået drab.”
Et barn der oplever, at far har slået mor ihjel eller omvendt, vil ofte få følelsen af at have mistet begge forældre, forklarer børnepsykologen.
Det kan afføde en ekstrem magtesløshed og en følelse af at være blevet forladt, og for at kunne bearbejde de svære følelser kan det i mange tilfælde være gavnligt, at barnet ser den tilbageværende forælder.
Et barn skal altså have lov og plads til fortsat at elske en forælder, der har taget livet af en anden forælder – også selvom det ligger uden for mange menneskers opfattelse af rimelighed, mener Ane Lerche.
”Forældrene er på godt og ondt en del af barnets identitet. Mange forbinder forholdet mellem forældre og barn som dér, hvor barnet kan hente tryghed, men forældre er også nogle, man kan skælde ud på og tage afstand fra som del af, at barnet danner sin identitet og forholder sig til fortiden. Et barn kan have brug for at vende vreden og forvirringen udad frem for ind i sig selv, som mange børn, der har været udsat for så voldsomme traumer, desværre kan komme til,” siger hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Maria From Jakobsens familie om, hvad der foreløbigt sker med hendes og Thomas Gotthards to fælles børn.