LÆS MERE OM SAMFUNDSMORAL PÅ KRISTELIGT-DAGBLAD.DK'S TEMASIDE
Få folkeslag er som vi danskere dygtige til at drive hetz på uønskede elementer i samfundet. Når vi først har bestemt os til, at et mindretal skal holdes uden for det gode selskab, så går vi til opgaven med liv og sjæl, optændt af retfærdighedens flamme.
Kvinder med tørklæder, rygere og overvægtige er efterhånden effektivt rubriceret som uønskede elementer, genkendelige på lang afstand, som var de påhæftet en gul papirsstjerne eller lyserød trekant. Og disse grupper er det selvfølgelig helt legalt at håne og nedgøre efter behag, om det nu drejer sig om tilråb fra gaden, kronikker i aviserne eller udtalelser fra Folketingets talerstol!
Oven på denne succes har borgerskabets korrekthedspoliti, anført af Ekstra Bladet, Dansk Folkeparti og andre højtråbende moralister, nu udpeget et nyt offer: Hunde.
Lydigt og ukritisk samler vi os under fanerne. "Ud med kamphunde!", "Ud med muskelhunde!", "Forbyd dem!", "Afliv dem!". Sådan lyder det folkelige krav. Politiet, der egentlig hellere vil beskæftige sig med andre ting og egentlig ikke har den store uddannelse inden for omgang med dyr, kaldes ud, hver gang en hund har vist en hjørnetand, og aviserne trives med, at agurketiden nærmest er afskaffet – nu er det pludselig forsidestof, at en hund har jagtet en kat, og ingen gør jo af journalister, der fumler rundt i racebetegnelser eller skriver om én race, medens der vises billeder af en anden. Research er som kvadratrødder – noget man lærer i skolen og aldrig bruger igen.
Resultatet er, at vi – hr. og fru Danmark – er prisgivet jounalister, der ikke kan stave til Staffordshire Bull Terrier, og som får deres informationer fra politifolk, der ikke kan kende forskel på en Pit Bull og en puddel. Er der noget at sige til, at "kamphunde"-debatten foregår på det mest ubehjælpsomme leje, der er set, siden Jorden var flad?
Boligselskaber og udlejere indfører forbud i flæng ud fra den gode danske logik: "Det betyder intet, hvad du siger og gør, det er dit udseende, der afgør, om du hører til i det danske samfund." Hunde, der er udstyret med store muskler, brede muler og kommodeben skæres over én kam som farlige "kamphunde", uanset de dårligt kan stavre af sted og bruger 20 af døgnets timer på at snorke og prutte.
Naboer samler sig i tæskehold for at drive hundeejere ud af de pæne kvarterer. Politikere tordner forbud og aflivning i alle de nyhedsudsendelser, de kan klemme sig ind i, alt imens alle som én komplet ignorerer det faktum, at ingen endnu har haft held til at definere, hvad en kamphund, endsige en muskelhund er.
Man skulle tro, at landets hundeejere ville stå sammen mod en så massiv og tydeligvis uretfærdig hetz, men nej, det er ikke tilfældet. I stedet har man startet sit eget hundeslagsmål, der bølger frem og tilbage over internettets, avisspalternes og mødelokalernes debatrum.
Man hævder med en vis ret, at de hunde, der skaber problemer, er utrænede og dårligt opdragede – alt imens man fralægger sig ethvert ansvar og i fuld enighed lukker træningspladserne for de forkætrede "muskelhunde" eller gør livet så surt for de ejere, der rent faktisk gør en indsats for at socialisere og træne deres hund, at ethvert forsøg på at begå sig på træningspladsen drukner i mundkurv og særregler.
"Muskelhunde-ejere" under Dansk Kennel Klub påberåber sig særstatus og kræver, at alle andre end lige hunde med deres stambog forbydes, medens de ihærdigt forsøger at spænde ben for alle fælles initiativer, der ikke kommer fra egne rækker, for tænk, om man blev set sammen med det dårlige selskab!
Det uundgåelige sker, som det altid gør, når moden skifter: Det er pludselig ikke længere "sejt" at vise sig på gaden med sin "kamphund", og så ryger den ud som sidste års designerjeans.
Hundehandlere holder brandudsalg af de sidste masseproducerede hvalpe, som pludselig er faldet betragteligt i værdi, "brugte" hunde i alle aldre er billigt til salg eller foræring, dyrlægerne arbejder på overtid med den blå aflivningssprøjte, og internaterne kimes ned af hundeejere med halen mellem benene, der ikke kan komme hurtigt nok af med deres firbenede modetilbehør – selvfølgelig med "blødende hjerte".
Men så er det jo godt, at der findes ægte dyrevenner, der har som mission at tale dyrenes sag og hjælpe, hvor der er hjælp behov. Tag nu for eksempel Dyrenes Beskyttelse – eller burde organisationen ikke snarere omdøbe sig til "Små Søde Bløde Dyrs Beskyttelse"? For her har man vedtaget at lukke alle internater for "muskelhunde" samt at sidde i justitsministerens hundeudvalg med det ene formål at få flere racer forbudt. Og åbenbart også at lukke øjnene for de hunde, der lider og dør, når ressourcesvage hundeejere til sidst ikke kan få øje på andre udveje end at hænge hunden i et træ i skoven eller skære halsen over på den med en sløv kniv.
Dette skal på ingen måde være et forsøg på at benægte, at store muskuløse hunde i stigende omfang spreder skræk og rædsel i gaderne. Det gør de. Men én ting bliver ganske og aldeles overset i debatten: at for hver lille hund, kat, kanin, barn eller voksen, der bides af en af disse hunde, er der en stor hund, der er blevet svigtet, måske vanrøgtet af sin ejer. Opdraget ubehjælpsomt eller brutalt, understimuleret eller stresset, behandlet uden ansvar og omsorg, så den ikke har lært, hvornår det er o.k. at følge sine instinkter, og navnlig hvornår det ikke er o.k.!
Er denne hund ikke et sagesløst offer, der har krav på vores omsorg nøjagtig som mindre og blødere skabninger? Det skulle man tro, men i stedet dæmoniseres den, selv af såkaldte "dyrevenner", der burde vide bedre.
Vi har en lovgivning, der i bund og grund behandler dyr som sjælløst bohave, men netop over for "muskelhunde" afkræver vi pludselig hunden ansvar for sine gerninger, og vi vil have den straffet med døden – efter nogle politikeres mening endda gerne uden forudgående undersøgelse. Det er et skridt ud på en glidebane mod rent barbari!
Der skal herfra lyde en opfordring til at finde menneskeligheden frem igen. Og kan det ikke lade sig gøre, så prøv logikken – den vil kunne fortælle, at når en bestemt type hunde i dage tegner sig for så mange problemer, så er det, fordi der for det første er for mange af dem og for det andet i de forkerte hænder.
Modeluner har aldrig gjort noget godt for dyr, og hunde er ikke skabt til at være potensforlængere eller modetilbehør. De kræver, endda i højere grad end mange andre levende væsner, indsigt, viden og engagement af de mennesker, der har ansvaret for dem. Og det er de færreste unge – den gruppe, der ejer de fleste "muskelhunde" – i stand til at mønstre i tilstrækkelig grad. Navnlig hvis ønsket om at have hund er udsprunget af en trang til selviscenesættelse snarere end af kærlighed til menneskets bedste ven.
I stedet for at følge hobens lyster og lade sensationspressen skrive landets love burde vore politikere måske koncentrere sig om at uddanne vordende hundeejere, så en eventuel fremtidig hundemode ikke får lige så katastrofale konsekvenser som den netop overståede.
Ingen seriøs hundeelsker vil lade sig skræmme af et krav om hundekørekort – vi går alligevel til træning med vores hunde. Hvis vi altså må ...
Christel Dall er journalist og hundeejer